Der var engang en lille landsby, der lå gemt dybt inde i en skov, hvor sneen altid dalede blidt fra himlen. Denne landsby blev kaldt Vinterlandsbyen, og den var kendt for sine smukke, snedækkede tage og de glitrende istapper, der hang fra hver en tagrende.
I Vinterlandsbyen boede der en lille dreng ved navn Emil. Emil elskede vinteren mere end noget andet. Han elskede at bygge snemænd, lave sneengle og kælke ned ad de små bakker, der omkransede landsbyen. Men mest af alt elskede han de magiske historier, som de ældre i landsbyen fortalte om natten.
En aften, da sneen dalede tættere end nogensinde, satte Emil sig ved pejsen sammen med sin bedstemor. Hun fortalte ham om en glemt del af Vinterlandsbyen, der kun kunne findes, hvis man fulgte de lysende stjerner på himlen. Det var en del af landsbyen, hvor sneen aldrig smeltede, og hvor der boede en venlig snemand ved navn Frosty.
Emil blev meget nysgerrig og besluttede sig for, at han ville finde denne glemte del af landsbyen. Næste morgen, iført sin varmeste jakke og sine bedste støvler, begav Emil sig ud på eventyr. Han fulgte de lysende stjerner, der blinkede som små diamanter på den klare himmel.
Efter at have gået et stykke tid, kom Emil til en lysning i skoven. Her stod den mest fantastiske snemand, han nogensinde havde set. Det var Frosty! Snemanden havde en stor, venlig gulerodsnæse og et bredt smil, der fik Emil til at føle sig varm indeni, trods kulden.
“Velkommen, Emil,” sagde Frosty med en stemme, der lød som klokkespil. “Jeg har ventet på dig. Vinterlandsbyen har brug for din hjælp.”
Emil blev meget overrasket. “Hvordan kan jeg hjælpe?” spurgte han nysgerrigt.
“Vores landsby er ved at blive glemt,” forklarede Frosty. “Vi har brug for, at nogen minder folk om, hvor magisk vinteren kan være.”
Emil tænkte sig om og fik en idé. Han besluttede sig for at arrangere en stor vinterfest for hele landsbyen. Sammen med Frosty begyndte han at pynte lysningen med glitrende snefnug og farverige lyskæder. De lavede en stor skøjtebane og byggede en kæmpe snemand, der kunne ses fra hele landsbyen.
Da aftenen kom, begyndte folk fra Vinterlandsbyen at ankomme. De blev mødt af synet af den smukke lysning og den venlige snemand, Frosty. Alle morede sig med at skøjte, bygge snemænd og drikke varm kakao.
Emil stod ved siden af Frosty og så på, mens landsbyen blev fyldt med latter og glæde. Han vidste, at Vinterlandsbyen aldrig ville blive glemt igen.
Da natten faldt på, og stjernerne blinkede over dem, sagde Frosty til Emil: “Tak, fordi du hjalp os med at bringe magien tilbage.”
Emil smilede og svarede: “Det var det mindste, jeg kunne gøre. Vinteren er trods alt den mest magiske tid på året.”
Og sådan endte eventyret om den glemte vinterlandsby, hvor sneen altid dalede blidt, og hvor magien aldrig blev glemt igen.
