Den glemte vinterlandsby

⏳ 6 minutters læsetid

Der var engang en pige, der hed Rasmine, og hun var på loftet hos sin morfar. Det var første søndag i advent, og de var kravlet op for at finde julepynten.

Loftet var lavt og støvet, og det lugtede af gamle aviser og tørre bjælker. Morfar Sigvald gik foroverbøjet med en lommelygte, og Rasmine gik bag ham og holdt ham i bæltet, for det havde han sagt, hun skulle.

Julepynten stod lige, hvor den plejede. Men bag den, helt inde under skråvæggen, stod der tre papkasser, Rasmine aldrig havde set før. De var bundet sammen med snor, og der stod noget på dem med blyant, med mormors skrift.

LANDSBYEN. FORSIGTIG.

“Morfar,” sagde Rasmine. “Hvad er landsbyen?”

Morfar lyste på kasserne. Han blev stående længe.

“Det,” sagde han, “har jeg slet ikke tænkt på i mange år.”

De bar kasserne ned, en ad gangen, ad den stejle loftstrappe. Morfar gik først baglæns, og Rasmine rakte ned til ham. Nede i stuen sad mormor Grethe i sin lænestol med strikketøjet. Da hun så kasserne, lagde hun pindene fra sig.

“Nej,” sagde hun. “Er de der stadig?”

De åbnede den første kasse. Den var fuld af avispapir. Og inde i avispapiret lå der et lille hus.

Det var lavet af porcelæn. Det havde hvide vægge og et rødt tag med sne på, og der var små vinduer med gule ruder og en dør med en krans. På bagsiden var der et hul, hvor man kunne stikke en lille pære ind.

“Bageren,” sagde mormor. “Det var det første. Det fik jeg af din morfar den jul, vi var blevet gift. Vi havde ikke råd til ret meget. Men det havde han købt.”

Morfar kløede sig i nakken og så lidt flov ud.

I næste stykke avispapir lå der en kirke med et højt tårn. Så en skomager. Så en lille skole med en klokke på taget. Så et hus med et vandhjul.

“Ét hus hver jul,” sagde mormor. “Det blev en tradition. Hver jul et nyt hus. Og så byggede vi landsbyen op i vindueskarmen. Hele den lange karm i den gamle lejlighed.”

“Hvorfor har jeg aldrig set den?” spurgte Rasmine.

Mormor og morfar så på hinanden.

“Da vi flyttede herud,” sagde morfar, “var der ikke nogen vindueskarm, der var lang nok. Så kom den op på loftet. Og så blev den der. Og så blev mormors knæ dårlige, så hun ikke kunne komme op ad loftstrappen. Og så glemte vi den.”

“Hele landsbyen,” sagde Rasmine. “I glemte en hel landsby.”

“Det gjorde vi vist,” sagde mormor.

Rasmine kiggede rundt i stuen. Der var en lang skænk ved væggen under maleriet, med en dug på og en skål æbler.

“Den der,” sagde hun. “Den er lang nok.”

Så den eftermiddag byggede de landsbyen op.

Morfar flyttede æblerne. Mormor kom med en stor rulle vat fra badeværelset, og Rasmine lagde det ud over hele skænken, så det lignede sne. De lavede bakker med sammenkrøllet avispapir under vattet. I midten lagde de et lille, rundt spejl fra mormors taske. Det var skøjtesøen.

Så kom husene. Mormor sad i lænestolen og pegede og bestemte. Kirken skulle stå bagerst, på den højeste bakke. Bageren lige ved siden af. Skolen nede ved søen.

For hvert hus fortalte mormor, hvilken jul det var fra.

“Skomageren. Det var den jul, det sneede så meget, at vi ikke kunne komme ud af opgangen. Morfar måtte kravle ud ad vinduet.”

“Det var kun en meter,” sagde morfar.

“Det var to.”

“Vandmøllen. Det var den jul, din mor blev født. Hun kom tre dage før juleaften. Vi spiste risalamande på hospitalet.”

Rasmine stillede vandmøllen meget forsigtigt ned ved siden af skøjtesøen.

Der var også små figurer i kasserne, ikke større end et fingerled. En mand, der bar et juletræ. To børn, der kælkede. En hund. En dame med en kurv. Rasmine stillede dem ud i sneen, hvor hun syntes, de skulle være. Børnene på bakken. Manden med juletræet på vej op til kirken. Hunden ved bageren, for der lugtede nok godt.

Morfar fandt lyskæden. Den var gammel og havde en stor, tung kontakt. Han stak en lille pære ind i hvert hus, og så rullede han ledningen ind bag skænken, så den ikke kunne ses.

“Er alle klar?” spurgte han.

“Vent,” sagde mormor. “Sluk loftslampen.”

Rasmine slukkede den. Det var blevet mørkt udenfor. Stuen var helt mørk, kun lyset fra gaden kom ind.

Morfar trykkede på kontakten.

Og landsbyen tændtes.

Det var alle vinduerne på én gang. Alle de små gule ruder. Kirken lyste. Bageren lyste. Skolen lyste, og vandmøllen, og skomageren, og lyset faldt ud på vattet, så sneen så rigtig ud, og skøjtesøen glimtede.

Mormor sagde ingenting. Hun sad bare og kiggede. Morfar gik hen og stillede sig bag hendes stol og lagde sin hånd på hendes skulder.

“Der mangler en,” sagde mormor efter et stykke tid.

“Hvad mangler?” spurgte Rasmine.

“Der var en lille pige med en kælk. Hun stod altid nede ved søen.”

Rasmine gik tilbage til kasserne. Hun rodede gennem avispapiret. Hun tog det hele op og rystede det. Til sidst, i bunden af den sidste kasse, i et sammenkrøllet stykke avis fra 1981, lå hun. En lillebitte pige i rød frakke med en kælk i hånden.

Rasmine stillede hende ved skøjtesøen. Lige ved siden af vandmøllen.

“Nu er de der alle sammen,” sagde mormor.

Den aften fik Rasmine lov at blive og sove hos dem. Inden hun gik i seng, satte hun sig på gulvet foran skænken og kiggede op på landsbyen. Den var så lille, når man stod op. Men nede fra gulvet var husene store, og bakken var høj, og hun kunne næsten forestille sig, hvordan det ville være at gå ned ad den lille gade, forbi bageren, og hen til søen.

“Næste jul,” sagde morfar fra døren, “skal vi købe et nyt hus. Og så skal du vælge det.”

Rasmine tænkte på det, mens hun børstede tænder. Måske et posthus. Måske en lille station.

Morfar slukker landsbyen nu, du. Ét klik, og alle de gule vinduer går ud på én gang. Men pigen med kælken står stadig ved søen i mørket. Hun er kommet hjem efter mange år på loftet. Godnat.

Hvad synes i om denne godnathistorie?

Klik på en stjerne for at give en bedømmelse

Gennemsnitsbedømmelse 0 / 5. Bedømmelser: 0

Denne godnathistorie har ingen bedømmelser endnu.