Lygtemændenes hemmelige dans

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en kølig Halloween-aften, og den lille by var pyntet med græskar, der lyste op i mørket. Alle børnene var klædt ud i deres fineste kostumer og gik fra hus til hus for at samle slik. Men der var én ting, som ingen vidste om denne særlige aften: Lygtemændene havde deres egen hemmelighed.

Lygtemændene var små, magiske væsner, der boede inde i de udskårne græskar. De elskede Halloween, for det var den eneste nat på året, hvor de kunne komme ud og danse under månen. Men deres dans var en hemmelighed, som kun de kendte til.

Den lille pige, Emma, var klædt ud som en heks og gik hånd i hånd med sin far. De havde samlet en masse slik, og nu var de på vej hjem. Men Emma kunne ikke lade være med at kigge på de mange græskar, der lyste op langs vejen. Hun syntes, de så så glade ud.

“Far, tror du, der bor nogen inde i græskarrene?” spurgte Emma nysgerrigt.

Hendes far smilede. “Måske,” sagde han. “Nogle siger, at der bor små lygtemænd derinde, som danser, når ingen kigger.”

Emma blev meget nysgerrig. Hun besluttede sig for at holde øje med et af græskarrene, når de kom hjem. Da de nåede deres hus, satte Emma sig ved vinduet og kiggede ud på det græskar, de havde stillet på trappen.

Pludselig, da klokken slog midnat, skete der noget magisk. Græskaret begyndte at gløde endnu stærkere, og ud af det kom en lille lygtemand. Han var ikke større end Emmas hånd, og han havde en lille hat og en lysende lanterne.

Emma gispede af glæde og overraskelse. Lygtemanden vinkede til hende og begyndte at danse rundt på trappen. Snart kom der flere lygtemænd til, og de dansede alle sammen i en cirkel, mens de lo og sang en lille melodi.

Emma kunne ikke tro sine egne øjne. Hun så på, mens lygtemændene dansede under den klare måne. Det var den smukkeste dans, hun nogensinde havde set.

Da natten nærmede sig sin ende, vinkede lygtemændene farvel til Emma og kravlede tilbage ind i græskarrene. Emma vinkede tilbage og hviskede: “Tak for dansen.”

Næste morgen fortalte Emma sin far om lygtemændenes hemmelige dans. Han smilede og sagde: “Det lyder som en vidunderlig drøm, Emma.”

Men Emma vidste, at det ikke bare var en drøm. Hun vidste, at lygtemændene virkelig fandtes, og at de ville danse igen næste Halloween.

Og fra den dag af, hver Halloween-aften, satte Emma sig ved vinduet for at se lygtemændenes hemmelige dans. Det blev en tradition, som hun glædede sig til hvert år.

Og sådan sluttede Halloween-aftenen med en magisk hemmelighed, som kun Emma kendte til. En hemmelighed, der gjorde Halloween til en helt særlig tid for hende.

Skriv en kommentar