Der var engang en pige, der hed Linnea, og hun skulle tælle sommerfugle med sin farmor. Det var ikke en leg. Det var for forskerne.
“Hvert år tæller folk over hele landet sommerfugle,” sagde farmor Edith. “Så kan forskerne se, om der bliver flere eller færre. Og i år hjælper vi med.”
Farmor havde en blomstereng bag sit hus. Den havde engang været en plæne. Men for fem år siden var hun holdt op med at slå den, og nu var den fuld af blomster. Røde kløver og gul kællingetand, hvide margeritter og lilla blåhat og tidsler, der stod højt op over det hele.
De havde et skema, en blyant, en bog med billeder af sommerfugle og et ternet net på en lang stang.
“Reglerne,” sagde farmor. “Vi går langsomt, frem og tilbage. Vi skriver ned, hvad vi ser. Hvis vi ikke kan kende en, fanger vi den forsigtigt i nettet. Vi kigger på den. Og så slipper vi den igen med det samme. Vi rører aldrig ved vingerne. De er dækket af små skæl, og de går let af.”
De begyndte at gå.
Den første sommerfugl var gul. Lysegul, næsten grøn. Den flagrede lavt hen over kløveren.
“Citronsommerfugl,” sagde farmor. “Den kan leve i næsten et helt år. Den overvintrer som voksen, gemt i et buskads.”
Linnea skrev det ned.
Den næste satte sig på en tidsel lige foran dem. Den var rødbrun, og på hver vinge havde den en stor, rund plet, der lignede et øje. Blå og gul og sort.
“Dagpåfugleøje,” sagde Linnea. Hun kunne kende den fra bogen.
Øjnene var til for at skræmme fugle, sagde farmor. Når sommerfuglen åbnede vingerne pludseligt, troede fuglen, at den kiggede ind i et stort dyrs ansigt.
De gik videre. Der var mange kålsommerfugle, hvide med sorte spidser. Linnea skrev en streg for hver. Der var små blå sommerfugle, ikke større end et frimærke, som dansede lavt nede ved kløveren. Der var en, der var orange med sorte prikker, som de ikke kunne kende. Farmor fangede den forsigtigt i nettet. De kiggede på den gennem nettet. De fandt den i bogen.
“Nældens takvinge,” læste Linnea.
Farmor åbnede nettet. Sommerfuglen sad et øjeblik på kanten. Så fløj den.
Til sidst kom der en, der var større end alle de andre. Den var sort, med røde bånd på vingerne og hvide pletter i spidserne. Den landede på en margerit og bredte vingerne ud i solen.
“Admiral,” sagde farmor. “Den er fløjet hertil sydfra. Måske helt fra Spanien. Mange af dem flyver tilbage igen om efteråret.”
Linnea kiggede på den. Så lille. Og så langt.
De talte i en time. Til sidst satte de sig på bænken og lagde det hele sammen. Det blev til nioghalvtreds sommerfugle og elleve forskellige slags.
Farmor tog sin telefon og tastede det ind på en hjemmeside, så forskerne kunne få det.
“Sidste år var vi kun nået til syv slags,” sagde hun.
“Hvorfor er der flere i år?”
“Fordi engen bliver bedre og bedre,” sagde farmor. “Jo flere slags blomster, jo flere slags sommerfugle.”
Sommerfuglene i farmors eng sover med vingerne foldet sammen under bladene, og admiralen sover på en tidsel. På køkkenbordet ligger Linneas skema med elleve slags. Næste sommer går de ud med nettet igen. Godnat, du.
