Der var engang en pige, der hed Tilda, og hun skulle sove i telt for første gang i sit liv.
Hun var syv år. Hendes lillebror Sigge var fire, og han havde allerede sovet i telt en gang, i haven, i en hel time, før han ville ind. Det mente han talte med.
De kørte ud på landet en fredag i august. Far havde lånt et stort, grønt telt af naboen, og bagagerummet var så fuldt af soveposer og liggeunderlag og en gryde og en kasse med mad, at Tilda måtte sidde med sin hovedpude på skødet hele vejen. Campingpladsen lå ved en sø, med en lille strand og en skov på den anden side, og der var langt mellem teltene.
Det tog en time at slå teltet op. Først lagde far og Tilda bunden ud på græsset. Så stak mor og Sigge de lange stænger gennem stofkanalerne, og hele teltet rejste sig, som om det trak vejret. Tilda fik lov at slå pløkkerne i med en gummihammer. Hun slog to af dem skævt, og far rettede dem uden at sige noget.
“Hvorfor skal de stå skråt?” spurgte hun.
“Så kan de holde, hvis det blæser,” sagde far. “Snoren trækker den ene vej, og pløkken holder den anden.”
Om aftenen lavede de mad på et lille gasblus foran teltet. Det var pølser og kartoffelsalat fra en bøtte og bagefter skumfiduser, som far ristede over blusset på en lang gaffel. Mor sagde, at det var den voksnes arbejde at holde gaffelen over flammen, og at børnene skulle sidde på deres stole et skridt væk. Sigge brændte tungen på sin første skumfidus alligevel, fordi han ikke kunne vente.
Så blev det mørkt.
Tilda havde glædet sig til stjernerne hele vejen. Hun lagde sig på ryggen i græsset ved siden af teltet og kiggede op.
Der var næsten ingen.
Hun kunne se nogle få, spredt ud over himlen. Den lyseste lige over søen. Et par stykker over skoven. Det var det hele.
“Det er jo næsten ligesom derhjemme,” sagde hun skuffet.
“Vent,” sagde mor. Hun slukkede lommelygten. Far slukkede gasblusset. Og mor lagde sig ned i græsset ved siden af Tilda.
“Dine øjne har lige kigget ind i lyset,” sagde hun. “Nu skal de vænne sig til mørket. Det tager tid. Næsten en halv time, før de er helt klar. Så bare kig op. Og vent.”
Tilda kiggede op. Hun ventede.
Og så kom de. Først en enkelt, svag stjerne mellem to af de lyse. Så en til. Så mange på én gang, som om nogen langsomt skruede op for himlen. Efter et kvarter var der flere stjerner, end hun kunne tælle. Efter en halv time var der så mange, at himlen ikke længere var sort, men grå og glitrende mellem dem.
Og hen over det hele, fra skoven og over søen, gik der et langt, svagt bånd af lys. Som et stykke tåge, der var blevet hængende.
“Hvad er det?” hviskede Tilda.
“Mælkevejen,” sagde far. Han var også kommet ned i græsset. Sigge lå på hans mave.
Far fortalte. Solen er en stjerne. Og den er en af mange milliarder stjerner, der hører sammen i en stor, flad, rund skive. Den skive er Mælkevejen. Vi bor selv inde i den. Og når man kigger på det lyse bånd, kigger man ind i skiven, langs den, hen over så mange stjerner, at de flyder sammen til et skær.
“Man kan ikke se den derhjemme,” sagde mor. “Gadelamperne lyser op på himlen. Men herude er det mørkt nok.”
Tilda lå længe og kiggede.
“Der flytter sig en stjerne,” sagde Sigge pludselig.
Han havde ret. En lille, hvid prik gled langsomt og jævnt hen over himlen. Den blinkede ikke. Den sejlede bare af sted mellem de andre, fra den ene side mod den anden.
“Det er en satellit,” sagde far. “En maskine, der flyver rundt om Jorden højt oppe. Den lyser ikke selv. Det er solen, der skinner på den, selv om det er mørkt hernede.”
De så den glide hen over himlen og blive svagere og svagere, til den var væk.
Det blev koldt. Mor sagde, at nu var det sengetid, også for satellitter. De kravlede ind i teltet. Det lugtede af græs og stof. Tilda lå i sin sovepose mellem mor og Sigge, og far lå yderst ved døren, for sådan gør fædre i telte, sagde han.
Hun kunne høre søen. Små, bløde skvulp mod stranden. Et sted ude i mørket kvækkede en and. Og så en lyd, hun ikke kendte. Et skarpt, lyst “kiivit”.
“Det er en natugle,” hviskede far. “Den kalder på sin mage.”
Tilda lå og lyttede. Hun tænkte på, at den lille, hvide prik nu var på den anden side af Jorden.
“Kan den se os?” hviskede hun.
“Nej,” sagde mor. “Men vi så den.”
Teltdugen er spændt ud med skrå pløkker ude ved søen, du, og over den har himlen tændt alle sine stjerner. Mælkevejen hænger hen over teltet som et tyndt, hvidt tørklæde, og natuglen i skoven siger kiivit en sidste gang, før den flyver ud på jagt. Godnat.
