Det var en varm sommerdag, og lille Emma sad i sin have og kiggede op på de hvide skyer, der svømmede hen over den blå himmel. Hun drømte om eventyr og spændende steder, hun kunne besøge. Hendes mor havde fortalt hende om en magisk ø, der kun kunne findes, hvis man virkelig troede på den. Øen hed Drømmeøen, og Emma besluttede sig for, at hun ville finde den.
Emma gik ind til sin mor, der sad i køkkenet med en kop te. “Mor, kan vi tage på en rejse til Drømmeøen?” spurgte hun med store, forventningsfulde øjne. Hendes mor smilede og nikkede. “Selvfølgelig, min skat. Vi skal bare bruge vores fantasi og et kort, som jeg har gemt et særligt sted.”
Sammen gik de op på loftet, hvor moren fandt en gammel kiste. Inde i kisten lå et kort, der var fyldt med farverige tegninger af havfruer, skatte og palmer. “Dette kort vil føre os til Drømmeøen,” sagde moren og pegede på en lille prik midt i det store blå hav.
Emma og hendes mor satte sig i sofaen med kortet mellem sig. De lukkede øjnene og forestillede sig, at de sejlede på et stort skib med sejl, der blafrede i vinden. De kunne mærke den salte havluft og høre mågerne skrige over dem.
Efter en lang, spændende rejse, hvor de mødte delfiner, der sprang ved siden af skibet, og en venlig havskildpadde, der viste dem vej, nåede de endelig frem til Drømmeøen. Øen var præcis, som Emma havde forestillet sig: fyldt med farverige blomster, gyldne strande og en stor regnbue, der strakte sig over himlen.
Emma og hendes mor gik i land og blev mødt af en lille flok glade kaniner, der hoppede rundt om deres fødder. “Velkommen til Drømmeøen!” sagde en af kaninerne med en lille, pibende stemme. “Vi har ventet på jer!”
De tilbragte dagen med at udforske øen, samle muslingeskaller og bygge sandslotte. Emma fandt en særlig smuk musling, som hun besluttede at tage med hjem som et minde om deres eventyr.
Da solen begyndte at gå ned, satte Emma og hendes mor sig på stranden og så på, hvordan himlen blev malet i de smukkeste nuancer af orange og pink. “Jeg elsker Drømmeøen,” sagde Emma og krammede sin mor. “Jeg er så glad for, at vi tog på denne rejse sammen.”
Hendes mor smilede og kyssede hende på panden. “Jeg er også glad, min skat. Og husk, vi kan altid vende tilbage til Drømmeøen, når vi har brug for et eventyr.”
Med det i tankerne lukkede Emma øjnene og faldt i søvn i sin mors arme, mens bølgerne blidt skyllede ind mod stranden. Hun drømte om nye eventyr og vidste, at Drømmeøen altid ville være der, når hun havde brug for den.
