Der var engang en pige, der hed Victoria, og en regnfuld søndag sejlede hun til Drømmeøen sammen med sin mor.
Det startede med et kort. Mor fandt det i en kasse på loftet, mellem gamle tegninger fra dengang hun selv var lille. Det var tegnet med farveblyanter på et stort stykke papir. Der var et blåt hav med bølger, en havfrue på en sten, en blæksprutte, der vinkede med alle otte arme, og helt ude i hjørnet en grøn ø med palmer og en lille hytte. Over øen stod der med skæve bogstaver: DRØMMEØEN.
“Det tegnede jeg, da jeg var seks,” sagde mor. “Ligesom dig.”
“Kan man komme derhen?” spurgte Victoria.
Mor kiggede ud ad vinduet, hvor regnen silede ned. “Ja,” sagde hun. “Men vi skal have et skib.”
De byggede det i stuen. Sofaen var skroget. Alle puderne blev lagt i en kant hele vejen rundt, så ingen faldt over bord. En kost blev mast, sat fast mellem to puder, og et gammelt lagen blev sejl, bundet fast med snor. Victoria fandt en pande, der kunne være ror, og mor lavede en kikkert af to toiletruller og noget tape.
Så lagde de kortet ud foran sig og satte sig i skibet.
“Hejs sejlet!” sagde mor.
Victoria trak i snoren. Lagenet blafrede.
De sejlede. Mor lavede bølgelyde, sssh, sssh, og gyngede sofaen lidt. Victoria stod ved roret og styrede. Hun kiggede i kikkerten.
“Jeg kan se havfruen,” sagde hun. “Hun sidder på stenen.”
“Hvad laver hun?” spurgte mor.
“Hun reder sit hår med en gaffel,” sagde Victoria.
De sejlede videre. Ved blæksprutten måtte de stoppe, for den ville give dem alle sammen hånden, og det tog lang tid med otte arme. Så kom der en storm. Mor rystede lagenet, og Victoria holdt fast i masten og skreg af grin. Så blev det stille igen.
Til sidst pegede Victoria med kikkerten. “Land!” råbte hun.
“Er det Drømmeøen?” spurgte mor.
“Ja,” sagde Victoria. “Men hvor er hytten?”
Mor kiggede på kortet. Så kiggede hun ud i stuen. Gennem døren kunne man se ind til Victorias værelse, hvor sengen stod med sit lyserøde sengetøj og sin bamse på puden.
“Der,” sagde mor. “Det er hytten. Det er der, man kommer til Drømmeøen. Hver aften. Når man sover.”
Victoria kiggede på sin seng. Så kiggede hun på kortet. Så kiggede hun på mor.
“Så sejler jeg derhen i nat,” sagde hun.
“Hver nat,” sagde mor.
Om aftenen, da skibet var ryddet op, og puderne var tilbage på sofaen, hængte mor kortet op over Victorias seng med fire tegnestifter. Og Victoria tegnede noget nyt på det med en grøn farveblyant: en lille sofa med et lagen som sejl, på vej mod øen.
Over Victorias seng hænger mors gamle kort i aften, du, med havfruen og blæksprutten og en lille sofa med sejl midt ude på det blå hav. Den har næsten nået øen. Og inde i hytten med palmerne ligger Victoria allerede og sover. Godnat.
