Der var engang en lille kuffert, der stod inderst i et klædeskab.
Den var rød, med gule hjul og et håndtag, der kunne trækkes ud med et klik og skubbes ind med et klak. Den havde været med på mange ture engang. Der sad stadig et gammelt mærke på den ene side med et billede af en palme. Men nu havde den stået i skabet en hel vinter, bag en stak vinterstøvler og under et tæppe af frakkeærmer.
“Jeg kunne godt tænke mig at komme ud igen,” sagde den lille kuffert til en tyk dynejakke, der hang lige over den. “Bare en lille tur. Jeg vil gerne høre mine hjul rulle.”
“Det kommer,” sagde dynejakken. “Kufferter kommer altid ud igen. Det er det, de er til.”
Den lille kuffert var ikke helt overbevist. Men den ventede. Det er kufferter gode til.
En lørdag morgen gik skabsdøren op. Lyset væltede ind. Og en hånd, en lille hånd, greb fat om håndtaget og trak.
Det var August. Han var fem og et halvt, og han havde fået lov at pakke selv.
“Mor!” råbte han. “Jeg har fundet en kuffert. Den er rød. Må jeg tage den med til mormor?”
“Det er den, du havde med til Mallorca, da du var to,” råbte mor tilbage fra køkkenet. “Den må du godt.”
August lagde kufferten ned på gulvet på sit værelse og åbnede lynlåsen. Den lille kuffert holdt vejret.
Han pakkede. Han pakkede ikke helt, som man plejer. Først kom hans pyjamas med raketter. Så kom tre biler. Så en tandbørste, som mor sagde, han skulle huske. Så en tegning af en hest, som han havde lavet til mormor. Så en lommelygte. Så en bog om haletudser. Og til sidst hans bamse, der hed Vovse og var en bjørn.
“Og trøjer,” sagde mor fra døren. “Og strømper.”
August pakkede trøjer og strømper oven på Vovse. Så sad han på låget, mens mor lynede.
Og så rullede de.
Den lille kuffert rullede ud ad døren. Den rullede hen ad fortovet, klonk-klonk over fliserne, og ned ad rampen til stationen. Den rullede ind i toget, hvor den fik en plads lige ved siden af August, fordi han ikke ville have den på hylden. Den kørte med gennem landskabet, forbi marker og køer og en sø, der glimtede.
“Der er en hest,” sagde August og holdt kufferten op til vinduet, så den kunne se.
Mormor stod på perronen, da de kom. Hun havde en gul hue på og vinkede med begge arme. Den lille kuffert rullede hen ad perronen og op ad en grusvej og hen til et hvidt hus med blå dør. Den blev båret op ad en trappe og stillet på gulvet i et værelse med skrå vægge, hvor der lugtede af æbler og sæbe.
August åbnede den. Han tog Vovse op først og lagde ham på puden. Så tegningen til mormor. Så bilerne.
Den lille kuffert stod åben på gulvet og kiggede op på de skrå vægge og det lille vindue, hvor man kunne se ud på et træ.
Det var præcis sådan et sted, den havde drømt om.
Klonk-klonk siger den lille røde kuffert ikke mere, du. Den står åben og halvt tom under den skrå væg i mormors gæsteværelse, med en pyjamas med raketter hængende ud over kanten, og dens hjul er stadig fulde af grus fra mormors vej. I overmorgen skal de rulle hele vejen hjem igen. Godnat.
