Der var engang en dreng, der hed Eske, og han havde aldrig set så meget sne. Han og hans mor og far var rejst helt op til det nordligste Norge i vinterferien, så langt mod nord, at solen kun lige kiggede op over bjergene midt på dagen og så gik i seng igen.
Om aftenen skulle de på slædetur.
Det var ikke en slæde med rensdyr. Det var en slæde med hunde. Tolv af dem.
Hundeføreren hed Ingvar. Han havde et stort, gråt skæg med rim i og en hue med ørevarmere, og han talte norsk så langsomt, at Eske kunne forstå det meste.
“Hundene glæder sig,” sagde han. “Kan du høre det?”
Det kunne man ikke undgå. Hundegården var ét stort hyl og gø og pib. Hundene hoppede op og ned i deres seler, for de vidste, hvad der skulle ske. De ville løbe.
“Det er huskyer,” sagde Ingvar. “Alaska-huskyer. De er ikke så store, men de er stærke, og de elsker sne. Hvis de ikke måtte løbe, ville de blive kede af det.”
Han viste Eske de to forreste hunde. “Det er førerhundene. Bjørk og Kugle. De bestemmer retningen. Når jeg siger venstre, går de til venstre. De andre følger efter.”
Kugle var lille og sort og hvid. Bjørk havde et blåt øje og et brunt. Eske måtte klappe dem. Kugle slikkede ham på vanten.
Så fik han regler.
“Du sidder i slæden sammen med din mor,” sagde Ingvar. “Din far sidder i den næste med min kollega. Du holder fast her, i stroppen. Du rejser dig ikke op. Og hvis du falder af, bliver du liggende i sneen. Så stopper vi og henter dig. Du løber ikke efter os.”
Eske nikkede. Han fik en kæmpestor dragt på udenpå sin flyverdragt, og et rensdyrskind over benene, og så sad han i slæden med mor bag sig.
Ingvar stod bagest på meierne. Han løsnede ankeret.
“Hike!” råbte han.
Og så blev der stille.
Det var det mærkeligste. Hele tiden havde hundene hylet og gøet. Men i det sekund, de begyndte at løbe, holdt de op. De løb bare. Stille, med hovederne nede og halerne oppe, og det eneste, man kunne høre, var poterne i sneen og meiernes sus.
Slæden gled ud af hundegården og ind i skoven. Birketræerne var tunge af sne. Det var mørkt, men sneen lyste, så man kunne se alligevel. Eskes kinder blev kolde. Hans næse blev kold. Han var ligeglad.
De kom ud på en stor, åben slette. Ingvar sagde noget, og hundene stoppede. Han satte ankeret i sneen.
“Se op,” sagde han.
Eske så op.
Himlen var grøn.
Ikke helt grøn. Der var et bånd. Et langt, lysegrønt bånd, der gik fra den ene side af himlen til den anden, og det bevægede sig. Det bølgede, som et gardin i et åbent vindue. Så kom der et bånd mere. Det var lyserødt i kanten.
“Nordlys,” sagde mor stille.
“Hvad er det?” hviskede Eske.
“Det er lys fra solen,” sagde Ingvar. “Små stykker af solen, der flyver gennem rummet og rammer luften højt oppe over os. Så lyser luften. Men de gamle her oppe sagde, at man ikke måtte vinke til det. Så kom det ned og tog en.”
Eske holdt sine hænder meget stille.
Hundene lå i sneen og hvilede. Kugle havde lagt sig sammenrullet med halen over næsen. Over dem dansede det grønne bånd, langsomt, frem og tilbage.
De blev der længe. Til sidst trak Ingvar ankeret op.
“Hike,” sagde han, lavt denne gang. Og hundene rejste sig og løb hjem, gennem den hvide skov, med nordlyset over sig.
Da de kom tilbage, fik hundene mad. Eske fik kakao. Han fik også lov til at sige godnat til Kugle, der lå i sit hundehus og var helt træt.
Kugle sover i halmen i sit hundehus nu, du, med halen over næsen. Over taget bølger nordlyset stadig, grønt og lydløst. Eske vinker ikke til det. Han sover. Godnat.
