Der var engang en dreng, der hed Lauge. Han havde sit hjem på en gård med røde længer og en stor lade, og hvert år den første december hængte han sin julesok op på kakkelovnen i stuen. Det var en rød sok med hvid kant, som mormor havde strikket, og den var lige så gammel som han selv.
Hver morgen i december var der en lille ting i den. En nød. En klementin. En gang en lille træhest.
Men den trettende december var sokken væk.
Krogen hang der stadig. Men sokken var ikke på den. Ikke på gulvet. Ikke bag kakkelovnen. Ikke i kurven med brænde.
“Har du taget den?” spurgte Lauge sin storesøster.
“Hvorfor skulle jeg tage din sok?” sagde hun.
“Har du?” spurgte han mor.
“Nej, skat.”
Far havde heller ikke. Katten så ud, som om den ikke anede, hvad en sok var.
Lauge gik ud på trappen for at tænke. Det havde sneet i nat. Gården var hvid og stille, og sneen lå blød og ubrudt over hele gårdspladsen.
Næsten ubrudt.
For der gik nogle spor. Små spor. Ikke større end Lauges hånd. De kom fra hjørnet af stuehuset, lige under stuevinduet, og gik i en lige linje hen over gårdspladsen.
Hen til laden.
Lauge tog støvler og hue på og fulgte sporene. De var mærkelige. Ikke som en kats. Ikke som en hunds. De lignede små støvler med spidse snuder.
Ved ladeporten stoppede sporene. Porten stod en lille smule på klem.
Lauge skubbede den op. Det knirkede.
Inde i laden var der halvmørkt og lunt og lugtede af hø. Støvet dansede i lyset fra de små vinduer. Køerne i den anden ende mumlede lidt. Og oppe på høloftet, hvor halmballerne lå stablet, kunne han høre noget. En lille, hvæsende lyd. Som nogen, der snorkede meget stille.
Han kravlede op ad stigen.
Bag den øverste halmballe, i en rede af hø, lå der en nisse og sov.
Han var ikke større end en kat. Han havde rød hue, gråt skæg, en grå trøje med lapper på albuerne, og han havde trukket noget godt over begge fødder. Noget rødt med hvid kant.
Lauges julesok.
Nissen havde stukket begge sine små fødder ned i den på én gang, og nu lå han med sokken som en lille sovepose om benene og smilede i søvne.
Lauge satte sig på hug. Han sagde ikke noget. Han kiggede bare.
Så åbnede nissen det ene øje.
Han for op og var lige ved at trille ned fra halmballen. Han trak sokken helt op til hagen.
“Det er ikke, som det ser ud,” sagde han hurtigt.
“Det er min julesok,” sagde Lauge.
“Ja. Det er det.” Nissen kiggede ned på sokken. Så kiggede han op igen og så pludselig meget lille ud. “Undskyld. Jeg hedder Tønnes. Jeg har boet i laden i firs år. Og det er så koldt i år. Mine støvler har hul i. Og så så jeg den der, hængende på kakkelovnen, og den var så varm og blød, og jeg tænkte, at jeg bare ville låne den. Bare én nat.”
Lauge kiggede på hans fødder. Han kunne se tæerne stikke frem gennem et hul i den ene uldsok, han havde på under julesokken.
“Har du fået risengrød i år?” spurgte Lauge.
Tønnes rystede på hovedet. “Ikke siden din oldefar var dreng. Folk glemmer det.”
Lauge kravlede ned af stigen og gik ind i køkkenet. Han sagde ikke noget til nogen. Han tog en lille skål og fyldte den med risengrød fra gryden, der stod tilbage fra aftensmaden i går. Han lagde en klat smør i midten. Så fandt han et par af sine egne gamle uldsokker, der var blevet for små.
Han bar det hele op på høloftet.
Tønnes stirrede på grøden. Han stirrede på sokkerne. Hans skæg begyndte at ryste, og først troede Lauge, at han græd. Men han lo.
“Det er for meget,” sagde han.
“Du må beholde julesokken lidt endnu,” sagde Lauge. “Til du har varme fødder igen.”
Den aften stod far i stuen og kradsede sig i nakken.
“Hvorfor hænger der en af mine sokker på kakkelovnen?”
Det gjorde der. En stor, grå arbejdssok med et slidt hul på hælen. Den var så lang, at den gik helt ned til gulvet.
“Det er min nye julesok,” sagde Lauge. “Den gamle er udlånt.”
Far kiggede på mor. Mor kiggede på far. Ingen af dem sagde noget.
Den nat sneede det igen. Og om morgenen gik der nye spor fra laden hen over gårdspladsen. Små spor med spidse snuder, der gik hen til stuevinduet. Og tilbage igen.
I fars store grå sok lå der en lille træfigur. En nisse med rød hue og et smil, som om han var meget varm om fødderne. Den var skåret i et stykke gammelt bjælketræ, og den lugtede af hø.
Lauge satte den i vindueskarmen, så den kunne se over mod laden.
Juleaften stod den røde julesok på trappen. Ren og pænt foldet. Med en lille kvist gran stukket ned i den.
Lauge hængte den op igen. Men fars grå sok fik lov at hænge ved siden af. Man ved jo aldrig, hvem der får kolde fødder.
Har du varme fødder i nat, du? Så tænk på Tønnes i laden, med uldsokker på og fuld mave, der sover i sit hø. Han fryser ikke mere. Godnat.
