Der var engang en pige, der hed Femke, og hun var den eneste i byen, der vidste, hvad skovens uhyggelige hemmelighed var. Men det vidste hun først efter Halloween.
I udkanten af byen, hvor skoven begyndte, var der en gammel sti. De store børn sagde, at der var noget derinde, der lyste. Et grønt lys, lavt nede ved jorden, som ingen kunne forklare. Nogle sagde, det var et spøgelse. Andre sagde, det var øjne.
Femke var otte. Hendes fætter Njal var seks og skulle sove hos hende til Halloween. De havde været rundt i hele kvarteret og sagt “slik eller ballade”, Femke som flagermus og Njal som græskar, og nu sad de på trappen med hver deres pose og talte om lyset.
“Jeg tror, det er et spøgelse,” sagde Njal.
“Der findes ikke spøgelser,” sagde Femke. Men hun var ikke helt sikker.
Femkes mor sad bag dem på trappen. Hun havde hørt det hele.
“Skal vi gå derned og se?” sagde hun.
Njal kiggede på Femke. Femke kiggede på Njal.
“Nu?” sagde Femke.
“Lige nu,” sagde mor. “Men på mine betingelser. I går hele tiden lige ved siden af mig. Vi bliver på stien. Og jeg har lygten.”
De tog jakker på over kostumerne. Mor tog den store lommelygte og en lille ekstra. Så gik de ned for enden af vejen og ind på stien.
Under træerne var det meget mørkere end på vejen. Bladene raslede under deres sko. Et sted længere inde knækkede en gren, og Njal tog Femke i hånden og holdt godt fast.
“Hvor er lyset?” hviskede han.
“Vi kan ikke se det, så længe vi har lygten tændt,” sagde mor. “Det er for svagt.” Hun stoppede ved en gammel stub lidt inde i skoven, lige ved stien. “Her. Det er her, jeg selv så det, da jeg var lille.”
Hun slukkede lygten.
Først var der kun sort. Helt sort. Njal klemte Femkes hånd.
“Vent,” hviskede mor. “Øjnene skal vænne sig til det. Det tager lidt tid.”
De ventede. Femke kunne høre sit eget åndedræt og Njals. Et sted ude i skoven tudede en ugle.
Og så, langsomt, begyndte det at komme frem.
Nede ved stubben, i et stykke træ, der var blødt og fugtigt, var der et lys. Det var grønt og meget, meget svagt, som om nogen havde tegnet med lysende kridt. Det bølgede ikke og flimrede ikke. Det lyste bare. Stille og grønt i mørket.
“Hvad er det?” hviskede Njal.
“Det hedder trælys,” sagde mor. “Det er en svamp. Den vokser inde i det gamle træ som tynde tråde, og trådene lyser. Ingen ved helt sikkert hvorfor. Men det har de gjort i rigtig mange hundrede år, og folk har altid troet, det var spøgelser.”
Femke satte sig på hug. Hun ville røre ved det. Men mor sagde, at man ikke skulle pille i det, så det kunne blive ved med at lyse til næste år. Så hun kiggede bare.
Lige da kom der noget ud af buskene på den anden side af stien. Noget lavt og stille. Det standsede, og to små øjne lyste op mod dem. Så vendte det sig og luntede videre ind i skoven med en lang, busket hale efter sig.
“En ræv,” hviskede Femke.
“Den skal nok også se trælyset,” sagde Njal.
De blev stående lidt endnu. Så tændte mor lygten igen, og det grønne lys forsvandt, som om det aldrig havde været der.
“Vi skal ikke fortælle det til de store børn,” sagde Njal på vej hjem.
“Hvorfor ikke?” spurgte Femke.
“Fordi så er det ikke uhyggeligt mere,” sagde Njal.
Femke tænkte på det. Så nikkede hun og lagde fingeren på munden.
Ved den gamle stub inde i skoven lyser trælyset videre for sig selv, du, grønt og svagt, også selvom ingen kigger. En flagermus og et græskar ligger i en seng langt derfra, og slikposerne står på gulvet ved siden af dem, lukket med en knude til i morgen. Godnat.
