Der var engang en lille, hvid bjørn ved navn Snebjørnen, som boede langt mod nord, hvor sneen altid lå som et blødt tæppe over jorden. Snebjørnen elskede at lege i sneen og rulle sig rundt, så hans pels blev helt kold og fnugget. Men der var én ting, han elskede endnu mere end sneen, og det var nordlyset.
Hver aften, når solen gik ned, og stjernerne begyndte at blinke på himlen, satte Snebjørnen sig på sin yndlingsbakke. Herfra kunne han se det magiske nordlys danse over himlen i alle regnbuens farver. Det var som om, himlen selv legede med farverne, og Snebjørnen kunne ikke få nok af det smukke syn.
En aften, mens Snebjørnen sad og kiggede op på nordlyset, hørte han en svag stemme. “Hjælp mig, hjælp mig,” lød det. Snebjørnen kiggede rundt og opdagede en lille sneugle, der sad fast i en snedrive. “Åh nej, jeg skal nok hjælpe dig,” sagde Snebjørnen og skyndte sig hen til sneuglen.
Med sine stærke poter gravede Snebjørnen forsigtigt sneen væk, indtil sneuglen kunne baske med sine vinger igen. “Tak, kære Snebjørn,” sagde sneuglen og rystede sneen af sine fjer. “Jeg fløj for tæt på jorden og blev fanget i sneen. Du har reddet mig!”
Snebjørnen smilede og sagde: “Det var så lidt. Jeg er glad for, at jeg kunne hjælpe.” Sneuglen kiggede op mod himlen og sagde: “Som tak vil jeg vise dig noget helt særligt. Følg mig!”
Snebjørnen fulgte sneuglen gennem den stille, sneklædte skov. De gik og gik, indtil de nåede en stor, åben slette. Her satte sneuglen sig på en gren og sagde: “Se op!”
Snebjørnen kiggede op og så det mest fantastiske syn. Nordlyset dansede ikke kun over himlen, men det formede sig til billeder af dyr, der legede og løb hen over stjernerne. Der var rensdyr, der sprang, og sæler, der svømmede i en lysende flod. Det var som en magisk film, der spillede kun for Snebjørnen.
“Wow,” sagde Snebjørnen med store øjne. “Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set!” Sneuglen nikkede og sagde: “Nordlyset er en gave fra himlen, og i aften er det din gave for at have hjulpet mig.”
Snebjørnen og sneuglen sad sammen og så på det magiske nordlys, indtil natten blev til morgen, og solen begyndte at titte frem. Snebjørnen følte sig varm og glad indeni, selvom sneen stadig var kold omkring ham.
Fra den dag af vidste Snebjørnen, at hver gang han så nordlyset, ville han tænke på sin ven sneuglen og den særlige nat, hvor himlen dansede kun for ham. Og hver aften, når han satte sig på sin yndlingsbakke, følte han sig aldrig alene, for han vidste, at venskab og magi altid var lige omkring hjørnet.
Og sådan sluttede Snebjørnens eventyr med nordlyset, med et hjerte fyldt af glæde og en himmel fuld af farver.
