Der var engang en lille isbjørn, som hendes mor kaldte Snebjørnen, fordi hun var lige så hvid som sneen og lige så lille som en snebold, da hun blev født.
Hun var født i en hule. Den lå inde i en stor snedrive på en bjergside langt mod nord, på en ø, hvor der ingen træer er, og hvor solen om vinteren slet ikke står op. Hendes mor havde gravet hulen selv i efteråret. Og der havde de ligget hele vinteren, i mørket, tæt sammen. Mor sov. Snebjørnen drak mælk og voksede.
Hun havde aldrig været udenfor.
Men en dag i marts begyndte mor at grave. Hun gravede med sine store poter i hulens loft, og sneen faldt ned over dem, og så var der pludselig et hul. Og gennem hullet kom der kold luft. Og lys.
Ikke meget lys. For det var aften. Men mere lys, end Snebjørnen nogensinde havde set.
Mor kravlede ud. Snebjørnen kravlede efter.
Der var hvidt overalt. Bjergsiden var hvid. Dalen nedenunder var hvid. Og langt ude, hvor dalen stoppede, lå havet frosset til is, hvidt og fladt, så langt man kunne se.
Snebjørnen satte sig på sin lille bagdel i sneen. Hun var helt stille.
“Det er verden,” sagde mor.
Det blev mørkere. Himlen blev mørkeblå. Så kom stjernerne. Snebjørnen havde aldrig set stjerner. Hun kiggede på dem længe og prøvede at forstå, hvad de var.
Og så kom nordlyset.
Det startede som et svagt, grønligt skær over bjerget. Så blev det til et bånd. Så til et gardin, der foldede sig ud over hele himlen, grønt og bølgende og lyserødt i kanterne. Det flyttede sig. Det dansede langsomt fra den ene side til den anden.
Snebjørnen stak sin snude op mod det og snusede. Det lugtede ikke af noget.
“Hvad er det?” spurgte hun.
“Det er nordlyset,” sagde mor. “Det er der tit om vinteren. Jeg så det, da jeg var lille ligesom dig. Første aften udenfor.”
Snebjørnen kiggede på det grønne lys. Det spejlede sig i sneen omkring dem, så sneen også blev lidt grøn.
Hun prøvede at fange det. Hun rejste sig på bagbenene og slog med poten op i luften. Hun væltede om i sneen. Mor brummede, som en isbjørn gør, når den griner.
Snebjørnen rullede rundt. Det var koldt. Det var vidunderligt. Hun lavede en lille rutsjebane ned ad snedriven på maven. Hun gravede et hul og stak hovedet ned i det. Hun løb tre cirkler rundt om mor.
Så blev hun træt.
De blev udenfor hulen i mange dage endnu, så Snebjørnen kunne vænne sig til kulden og blive stærk i benene. Hver dag legede hun lidt længere. Og når de var klar, ville de gå ned til havisen sammen. Der skulle mor fange sæler, for hun havde ikke spist hele vinteren.
Men den første aften krøb de ind i hulen igen. Snebjørnen lagde sig ind til mors mave, hvor pelsen var tykkest.
Gennem hullet i loftet kunne hun stadig se et lille stykke himmel. Det var grønt.
Hulen i snedriven har et lille, grønt vindue i nat, du. Snebjørnen sover ind til sin mors mave og hører ikke, at verden derude er stille. I morgen vil hun ud og prøve at fange lyset igen. Godnat.
