Der var engang to søskende, der hed Sølve og Wanda, og deres bedstefar havde en hemmelighed i skoven.
Han fortalte den en aften i juli, da de sad på trappen foran hans hus og spiste jordbær. Sølve var ni og Wanda var syv, og de skulle bo hos bedstefar Svante i en hel uge, mens mor og far var på arbejde.
“Da jeg var på jeres alder,” sagde bedstefar, “boede jeg her i huset. Og ude i skoven byggede jeg en hytte. Den lå et sted, som ingen andre kendte. Min bedste ven og jeg var der hver eneste dag en hel sommer.”
“Står den der stadig?” spurgte Wanda.
“Det tror jeg ikke,” sagde bedstefar. “Det er over tres år siden. Men stedet er der nok. Vil I se det?”
Næste morgen gik de ud i skoven. Bedstefar gik forrest med sin stok, ad en sti mellem høje bøgetræer, forbi en mose og over en lille bæk på to sten. Han gik langsomt og kiggede sig om, og et par gange stoppede han og så tvivlende ud.
“Den gamle eg,” sagde han. “Det var den, vi gik efter. Den havde en gren, der stak ud som en arm.”
De fandt den. Den var enorm og knortet, og den havde en gren, der stak lige ud til siden, tyk som en tønde. Bag egen gik terrænet ned i en lille lavning, skjult af hasselbuske.
Og nede i lavningen lå der en stak gamle, grå grene, lænet op ad en væltet stamme. De var mørke og bløde af alder og dækket af mos. Men man kunne godt se, at de engang havde stået i en række. At nogen havde lagt dem der.
Bedstefar stod længe og kiggede.
“Det var den,” sagde han til sidst. “Det var vores hytte.”
“Kan vi bygge den igen?” spurgte Sølve.
Bedstefar tænkte. “Vi kan prøve,” sagde han. “Men først skal vi spørge, om vi må. Skoven tilhører nogen. Og der er regler.”
Om eftermiddagen cyklede de over til skovfogeden, Steen. Han boede i et rødt hus for enden af skovvejen. Han kendte godt bedstefar. Han sagde ja, de måtte gerne bygge en hytte i lavningen, men på tre betingelser.
“I bruger kun grene, der allerede ligger på jorden,” sagde han. “I saver ikke i levende træer, og I knækker ikke grene af dem. Og ingen bål. Ikke en eneste tændstik.”
“Og når vi ikke skal bruge den mere?” spurgte Wanda.
“Så må den blive liggende,” sagde Steen. “Den bliver til jord igen af sig selv. Og så bor der biller i den.”
De begyndte næste dag. Først ryddede de lavningen for blade. Så gik de på jagt efter grene. Det var hårdere, end det lød. De lange, lige grene lå ikke bare og ventede. De måtte gå langt rundt i skoven og slæbe dem tilbage, to og to, og bedstefar sagde, at de skulle bære dem lodret, så de ikke ramte hinanden i hovedet.
Bedstefar viste dem, hvordan man gjorde. Først en lang, tyk gren, lagt skråt fra jorden op mod den væltede stamme. Det var rygraden. Så mange grene på begge sider, tæt sammen, som ribbenene i en fisk. Så kviste og grankviste ovenpå, og til sidst et tykt lag tørre blade og mos.
Det tog tre dage. På den tredje dag stod den der. En lav, lang hytte af grene, formet som en trekant, med en åbning i den ene ende og plads til tre personer, hvis de lå tæt.
Sølve kravlede ind først. Det var mørkt og lunt derinde og lugtede af jord og blade.
“Kan vi sove her?” råbte han ud gennem åbningen.
Bedstefar kiggede op i himlen. “Hvis det ikke regner,” sagde han. “Og hvis jeg sover her med.”
Det regnede ikke. Fredag aften gik de ud i skoven med soveposer og liggeunderlag og en kande varm kakao og en lommelygte hver. Bedstefar havde også en lille radio med, så han kunne høre vejrudsigten. Og så kravlede de ind i hytten og lagde sig, Wanda i midten.
Skoven var anderledes om natten. Den var ikke stille. Der var lyde over det hele. Et knæk i en gren. En raslen i bladene. En ugle, langt væk.
Og så en lyd, de aldrig havde hørt før. Et kort, hæst gø. Og et til.
“En hund!” hviskede Wanda.
“Det er et rådyr,” sagde bedstefar lavt. “En rå, der gør. Det gør de, når de har hørt noget, de ikke kan lide. Den har nok fået færten af os. Den gør ikke noget.”
Det gøede et par gange til, længere væk. Så blev det stille.
“Hørte du også det, da du var lille?” hviskede Sølve.
“Hver eneste aften,” sagde bedstefar. “Jeg troede også, det var en hund første gang.”
De lå og kiggede op mellem grenene. Et sted var der et lille hul, og gennem det kunne man se én eneste stjerne.
“Var der også et hul dengang?” spurgte Wanda.
“Lige præcis dér,” sagde bedstefar.
Om morgenen var deres soveposer fugtige af dug, og Sølve havde en bille i håret. De gik hjem og spiste havregrød i bedstefars køkken.
Hytten ligger i lavningen bag den gamle eg nu, du, skjult bag hasselbuskene. Der er ingen derinde i nat. Kun en bille eller to, og et lille hul i taget med én stjerne i. Og ude mellem bøgetræerne går et rådyr forbi og snuser, om der er nogen hjemme. Godnat.
