Der var engang en lille abe, der hed Liane. Hun var en langurabe, grå i pelsen med et sort ansigt og en hale, der var længere end hele hendes krop, og hun boede i en stor flok i skoven i Indien, højt oppe i et gammelt træ.
Languraber har et job, som ingen andre har. De sidder højt oppe, hvor de kan se langt. Og når de ser noget farligt, råber de. Så ved alle dyrene i skoven, at de skal passe på. Hjortene nede på jorden løfter hovederne. Påfuglene flyver op. Vildsvinene stopper med at rode i jorden.
Liane havde aldrig haft vagt. Hun var for lille. Men i dag sagde hendes mor, at hun måtte sidde ved siden af tante Gamle-Grå på den høje gren og lære det.
“Hvad skal jeg kigge efter?” spurgte Liane.
“Striber,” sagde Gamle-Grå. Hun var den ældste abe i flokken og havde en revne i det ene øre. “Orange og sorte striber i det høje græs. Og øjne. Gyldne øjne. Hvis du ser dem, råber du. Så højt du kan.”
“Hvordan råber man?”
Gamle-Grå viste hende det. Det var en hård, hostende lyd. “Khak! Khak!”
Liane prøvede. “Khik,” sagde hun.
“Det kommer,” sagde Gamle-Grå.
De sad længe på grenen. Nede på jorden gik en flok plettede hjorte og græssede. Aberne smed blade og frugter ned til dem, som de altid gjorde, og hjortene spiste dem. Solen skinnede gennem bladene. Liane blev søvnig.
Så så hun noget.
Ovre i det høje, gule græs ved vandhullet var der noget, der ikke helt passede. En stribe, der var lidt for lige. Og to prikker af lys, der blinkede.
Hun kiggede igen. Prikkerne blinkede igen. De var gyldne.
Liane glemte, at hun ikke kunne råbe. Hun åbnede munden og råbte så højt, hun kunne.
“KHAK! KHAK!”
Det skete på én gang. Hjortene sprang. Påfuglene skreg og baskede op i træerne. Alle aberne i hele flokken sprang højere op og råbte med. “Khak! Khak! Khak!”
Og ude i græsset rejste tigeren sig.
Den var kæmpestor. Orange og sort og hvid, med et hoved så stort som en tønde. Den stod stille og kiggede op mod træet, lige op på Liane. Dens øjne var gyldne som honning.
Liane holdt sig fast med alle fire hænder og halen. Men hun var ikke bange. Hun sad højt oppe, og tigre klatrer ikke så højt.
Tigeren kiggede længe. Så gabte den. Et stort gab med lange, hvide tænder. Den vendte sig og gik langsomt ned til vandhullet. Den drak. Og så forsvandt den ind i skoven på den anden side, uden at have fanget noget som helst.
Skoven blev stille. Hjortene kom langsomt tilbage. Påfuglene satte sig til rette.
“Det,” sagde Gamle-Grå, “var et rigtigt råb.”
Liane kunne ikke sige noget. Hun rystede helt ud i halespidsen.
Den aften sad hun inde i flokken, tæt ved sin mor, højt oppe i træet. Hun kunne høre frøerne kvække ved vandhullet og nattens første fugle. Et sted langt væk i skoven gik en tiger med gyldne øjne og ledte efter et sted at sove.
“Får jeg vagt igen i morgen?” spurgte Liane.
“Sammen med Gamle-Grå,” sagde mor og lagde sin lange hale rundt om hende.
Tigeren har lagt sig til at sove i det høje græs, du, med sine gyldne øjne lukkede. Og oppe i træet sover Liane, og Gamle-Grå holder vagt. Godnat.
