Der var engang en lille abe, der hed Nusse. Han boede højt oppe i et kapoktræ midt i junglen, hvor bladene var så store, at man kunne bruge dem som paraply, og han havde to bedste venner: papegøjen Pip, der altid gentog det sidste, man sagde, og elefanten Tulla, der gik så forsigtigt, at hun næsten ikke knækkede en kvist.
En aften, da de sad og delte mango, sagde Pip: “Skjulte by. Skjulte by.”
“Hvad siger du?” spurgte Nusse.
“Jeg gentager bare, hvad aberne nede ved floden sagde i dag,” sagde Pip. “De sagde, at der ligger en gammel by et sted herinde. Tom. Ingen har været der i mange år.”
“Tom?” sagde Tulla. “Hvorfor er den tom?”
“Det sagde de ikke. Tom. Tom.”
Nusse tænkte på det hele natten. Næste morgen gik de ind i den del af junglen, hvor slyngplanterne hang som gardiner, og hvor jorden var blød af gamle blade.
De gik længe. Pip fløj foran og råbte “herhen” og “nej, herhen” skiftevis. Tulla gik bagest og skubbede grene til side med snablen, så Nusse ikke fik dem i hovedet.
Ved middagstid standsede Pip pludselig. “Sten,” sagde hun. “Sten under bladene.”
Nusse fejede bladene væk. Der lå flade sten i en lang række. Som en vej.
De fulgte den.
Vejen førte dem til en mur af sammenfiltrede rødder. Midt i muren sad der en port. Den var lavet af træ, der for længst var blevet grønt af mos, og den stod på klem.
Inde bag porten lå byen.
Den var ikke fyldt med skatte. Der var ingen glitrende sten. Der var små huse af ler og flettede grene, overvokset med orkidéer. Der var en brønd midt på pladsen, med klart vand. Der var en sten, hvor nogen for meget længe siden havde ridset en abe med en mango i hånden.
Nusse satte sig på hug ved ridsen. “Det er os,” sagde han stille. “Eller nogen som os.”
Tulla dyppede snablen i brønden og drak. “Vandet er godt,” sagde hun. “Nogen har gravet den dybt.”
Pip fløj op på et hustag. “Tom,” sagde hun. “Men ikke kedelig. Ikke kedelig.”
De gik fra hus til hus. I et af dem hang der stadig en kurv af flettet bambus. I et andet lå der en sten, der var slebet glat, som om nogen havde siddet på den hver aften. I det tredje hus voksede der et træ lige op gennem gulvet, og i træet sad der tre papegøjer, der så meget overraskede ud over at have gæster.
“Vi tager ikke noget med,” sagde Nusse. “Det her er ikke vores.”
“Det er nogens minder,” sagde Tulla.
Nusse drak af sine hule hænder, Tulla drak med snablen, og Pip drak fra brøndens kant. Så gik de samme vej ud igen og skubbede porten i, så slyngplanterne faldt tilbage foran den.
På vejen hjem var Pip usædvanlig stille. Hun gentog ikke noget. Hun fløj bare tæt over dem og kiggede ned, som om hun ville huske vejen.
Om aftenen, oppe i kapoktræet, sagde Nusse: “Skal vi fortælle de andre om byen?”
Tulla tænkte. “Måske. Men ikke alle på én gang. Bare dem, der også vil lade den være i fred.”
Nusse nikkede. Han lagde sig på sin gren med maven fuld af mango og hovedet fuldt af små huse med træer igennem gulvet.
Et sted dybere inde i junglen står porten stadig på klem bag slyngplanterne, du. Hvis du går stille, og hvis du ikke tager noget med, er vandet i brønden stadig klart. Godnat.
