Der var engang en lille løvefod, der stod i et bed under køkkenvinduet hos en pige, der hed Filippa. En løvefod er en plante med bløde, runde blade, der ligner små, grønne paraplyer med takker i kanten, og med små, gulgrønne blomster, som næsten ingen lægger mærke til.
Men løvefoden havde en hemmelighed. Den kunne lege med regndråber.
En eftermiddag i juli kom regnen. Den kom stille, en fin, varm sommerregn, og Filippa stod i vinduet og så på.
Den første regndråbe ramte et blad på løvefoden. Den løb ikke ud. Den sank ikke ind. Den blev liggende ovenpå, rund og blank, som en lille kugle af glas.
Så kom en dråbe til. Den trillede hen mod den første. De mødtes og blev til én, lidt større.
Filippa trykkede næsen mod ruden.
Bladene på løvefoden var dækket af millioner af bitte små hår, så små, at man ikke kunne se dem. Hårene holdt dråberne oppe, så de aldrig rørte selve bladet. De blev bare liggende og trillede rundt, som kugler i en skål.
Regnen faldt. Dråberne trillede. De løb ned mod midten af hvert blad, hvor det var lavest. Der samlede de sig i én stor, blank dråbe, der skinnede som sølv. Hvert eneste blad havde sin egen sølvkugle i midten.
Så kom et vindpust. Bladene vippede. Sølvkuglerne trillede ud over kanten og faldt ned på bladet nedenunder. Hop. Hop. Ned fra blad til blad, som et lille vandfald af perler.
Det var regndråbernes leg.
Regnen holdt op. Solen kom frem. Og nu glimtede alle sølvkuglerne på én gang.
Filippa løb ud i haven i bare tæer. Hun satte sig på hug ved bedet. Hun rørte forsigtigt ved et blad med én finger. Sølvkuglen trillede rundt, men gik ikke i stykker.
Mormor kom ud og stillede sig ved siden af hende.
“I gamle dage troede folk, at de dråber havde særlige kræfter,” sagde hun. “De samlede dem om morgenen. De troede, de kunne lave guld med dem.”
“Kunne de det?” spurgte Filippa.
“Nej,” sagde mormor. “Men de var smukke at kigge på.”
Ingen ser sølvdråberne i bedet under køkkenvinduet. Men de ligger der, én i midten af hvert blad, og venter på, at Filippa vågner. Godnat, du.
