Der var engang tre detektiver. De hed Ida, Malik og Svend, de gik i 3.a, og de havde et detektivbureau i et gammelt telt i Svends have, med et skilt, hvor der stod LUKKET på den ene side og ÅBEN på den anden.
De havde løst fire sager. En forsvundet kat, der sad i naboens garage. En forsvundet madpakke, der lå i Maliks egen taske. En mystisk lyd, der var en løs tagrende. Og hvem der havde spist de sidste pebernødder, men den sag var lukket, fordi det var Svends far.
Den femte sag kom fra Svends mor.
“Jeg har hørt om en skat,” sagde hun en lørdag morgen. “I skoven ved søen. Der er gemt en kasse. Mange mennesker har fundet den, men ingen har taget den med hjem.”
“Hvorfor ikke?” sagde Ida.
“Det er reglen,” sagde Svends mor. “Man finder den. Man skriver sit navn. Og så lægger man den tilbage, hvor den var.”
De tre detektiver kiggede på hinanden.
“Hvem har gemt den?” spurgte Malik.
“Det ved jeg ikke,” sagde Svends mor. “Men jeg har koordinaterne.” Hun holdt sin telefon op. På skærmen var der et kort, med en lille grøn prik midt i skoven. “Det hedder geocaching. Der er gemt sådan nogle kasser over hele verden. Vil I finde den?”
Det ville de.
De pakkede detektivtasken. Lup, notesbog, blyant, tre æbler og en pakke kiks. Svends mor kørte dem ud til skoven og parkerede ved søen.
“Jeg går med,” sagde hun. “Men jeg siger ikke noget. Det er jeres sag.”
De gik ind i skoven. Svends mor holdt telefonen, og Ida læste tallene op. Hundrede og tyve meter. Hundrede meter. Halvfems.
Skoven var stille. Der lå gule blade på stien. En spætte bankede et sted.
Halvtreds meter. Så drejede stien den forkerte vej, og tallet begyndte at stige igen.
“Vi skal væk fra stien,” sagde Malik.
De gik ind mellem træerne, forsigtigt, for der var brombær. Tredive meter. Tyve. Ti.
Så stod de i en lille lysning. Der var en væltet bøg, en stor, grå sten med mos på og en masse bregner. Telefonen sagde: Du er fremme.
“Den er her,” hviskede Ida. “Et sted.”
De ledte. Malik ledte under den væltede bøg. Ida ledte bag stenen. Svend lagde sig på maven og kiggede ind under bregnerne med luppen.
Ingenting.
De ledte i et kvarter. Svend fandt en snegl og en sølvpapirkugle. Malik fandt et hul, hvor der boede noget, han ikke ville stikke hånden ind i. Ida satte sig på stenen og tænkte.
“Hvis jeg skulle gemme noget,” sagde hun langsomt, “så ville jeg gemme det et sted, hvor folk ikke ville se det, hvis de bare gik forbi. Men hvor detektiver ville.”
Hun kiggede ned på stenen, hun sad på. Den var stor og rund. Men i den ene side, ned mod jorden, lå der en mindre sten op ad den. En flad sten. Lidt for flad. Lidt for pænt lagt.
Hun rejste sig og løftede den.
Under den var der et hul. Og i hullet lå der en plastikkasse, grøn som mos, med et låg, der var lukket med en elastik.
“SAGEN ER LØST,” råbte Svend, så spætten holdt op med at banke.
De satte sig i en rundkreds med kassen i midten. Ida tog elastikken af. Hun løftede låget.
Inde i kassen lå en lille notesbog i en plastikpose og en blyant. Og under den lå en bunke små ting. En plastikdinosaur. En nøglering med et fyrtårn. En glat, hvid sten med en tegning af et ansigt. En lille bil uden hjul. Et viskelæder formet som en banan. Et postkort fra Norge.
Malik åbnede notesbogen. Den var fuld af navne. Der var skrevet med blyant og kuglepen og en gang med en rød tusch. Der stod datoer ved alle sammen. Nogle var fra i sidste uge. Den ældste var fra før de var født.
“Familien Hansen. Fundet efter tre timer!!”
“Karin og Bjørn fra Aarhus. Pragtfuld dag.”
“Tak for skatten. Jeg tog bilen og lagde en fløjte. Hilsen Theodor, 6 år.”
Svend kiggede efter fløjten. Den var der ikke. Nogen havde taget den og lagt bilen uden hjul i stedet.
“Man må gerne tage noget,” sagde Svends mor stille. Det var det første, hun havde sagt. “Hvis man lægger noget andet i.”
De tre detektiver kiggede på hinanden. Så åbnede Ida detektivtasken. Hun tog luppen ud. Det var den gode lup, med et håndtag af træ.
“Er du sikker?” sagde Malik.
“Det er en detektivskat,” sagde Ida. “Næste gang kommer der nogen, der skal bruge en lup.”
Hun lagde luppen i kassen. Og hun tog nøgleringen med fyrtårnet.
Malik skrev i notesbogen, med pæne bogstaver: Detektivbureauet Ida, Malik og Svend. Sag nummer fem. Løst. Vi lagde en lup. Pas godt på den.
Så lukkede de kassen, satte elastikken på, lagde den tilbage i hullet og lagde den flade sten over. Præcis som den havde ligget. Svend gik tre skridt tilbage og kiggede. Man kunne ikke se noget.
“Perfekt,” sagde han.
På vej hjem i bilen sad Ida med nøgleringen i hånden. Fyrtårnet var lille og rødt og hvidt og lidt slidt.
“Hvem tror I havde den før?” sagde hun.
“En, der har været ved et fyrtårn,” sagde Malik.
“En, der kunne lide fyrtårne,” sagde Svend.
Om aftenen hængte Ida nøgleringen på krogen over sin seng. Hun tænkte på kassen ude i skoven. Den lå i sit hul under stenen nu, i mørket, med luppen øverst. Og en dag ville nogen finde den.
Et sted i en skov ligger der en grøn kasse under en flad sten, du, og venter på næste detektiv. Den ligger godt. Den har ikke travlt. Det har du heller ikke. Godnat.
