Der var engang en dreng, Gustav hed han, og han kunne et helt særligt trick: Han kunne fløjte med to fingre i munden, så højt, at krager lettede fra marken. Han øvede sig oftest i skoven bag landsbyen, hvor ingen blev forstyrret af det.
En eftermiddag, da han var midt i en rigtig god fløjt, hørte han nogen sukke.
Bag den store eg svævede der et lille, hvidt spøgelse. Det var ikke meget større end en pude, og det havde to runde, mørke øjne og en mund, der hang nedad.
“Undskyld,” sagde Gustav. “Var det for højt?”
“Nej, nej,” sagde spøgelset. “Det var flot. Det er bare mig. Jeg er ked af det.”
“Hvorfor?”
Spøgelset sank lidt ned mod jorden. “Jeg hedder Silas. Og jeg er et spøgelse. Og jeg kan ikke sige bøh.”
“Slet ikke?”
“Hør selv.” Silas tog en dyb indånding. Han pustede sig op, så han blev næsten dobbelt så stor. Og så sagde han:
“Bøf.”
Gustav bed sig i læben for ikke at grine.
“Bæh,” prøvede Silas. “Bøj. Mjav. Bølle.” Han faldt sammen igen. “Alle de andre spøgelser kan det. De øver sig på kirkegården hver nat. BØH! BØH! Og jeg står bare bagerst og siger bøf.”
Gustav satte sig på en rod. “Okay,” sagde han. “Jeg kunne heller ikke fløjte, da jeg var lille. Det tog mig hele sommeren. Vi kan øve.”
“Vil du virkelig det?”
“Jeg har ikke andet at lave før aftensmad.”
Så de øvede.
“Først læberne,” sagde Gustav. “Du skal lave dem runde. Som et O. Sådan.”
Silas lavede et O. Det var mere en firkant.
“Og så skal lyden komme nede fra maven.”
“Jeg har ikke nogen mave,” sagde Silas. “Jeg er et spøgelse.”
“Så fra der, hvor maven ville have været.”
Silas tænkte over det. Han lukkede øjnene. Han samlede sig så godt, han kunne.
“Bø,” sagde han.
“Det var tæt på!” sagde Gustav. “Nu bare et h til sidst.”
“Bøhh,” sagde Silas. Det var meget stille. Det lød som en kat, der nyser.
“Bedre! En gang til. Højere.”
“BØ-HI-HI!”
Det var ikke et rigtigt bøh. Det var et bøh, der var faldet over et fnis på vejen ud. Og det var så overraskende og så fjollet, at Gustav faldt baglæns ned fra roden og blev liggende i bladene og grinede, til han fik ondt i siden.
Silas så forskrækket på ham. “Var det dårligt?”
“Nej,” gispede Gustav. “Det var det sjoveste, jeg nogensinde har hørt.”
Silas svævede lidt højere. “Det var ikke uhyggeligt,” sagde han.
“Nej,” sagde Gustav. “Det var meget bedre.”
De øvede videre, til skoven blev blå af tusmørke. Silas lærte at sige et ganske udmærket bøh. Ikke det mest skræmmende i verden, men et rigtigt et. Men indimellem, når han glemte at koncentrere sig, kom der stadig et fnis med. Og hver gang lo Gustav.
Fra landsbyen kaldte nogen på Gustav. Det var far, der stod ved havelågen med lygten.
“Jeg skal hjem,” sagde Gustav. “Kommer du i morgen?”
“Det gør jeg,” sagde Silas. “Jeg skal have lært at fløjte.”
“Du har ingen fingre.”
“Så fra der, hvor fingrene ville have været.”
Den nat på kirkegården stillede spøgelserne sig op på række for at øve, som de altid gjorde.
“BØH!” sagde det største.
“BØH!” sagde det næste.
“BØ-HI-HI!” sagde Silas helt bagerst.
Der blev stille et øjeblik. Så begyndte det største spøgelse at fnise. Og det næste. Og til sidst svævede hele kirkegården af spøgelser rundt mellem stenene og grinede så meget, at de glemte at være uhyggelige resten af natten.
Inde i landsbyen lå Gustav i sin seng. Han syntes, han hørte noget, der lød som latter, langt væk.
Hvis du hører et lille bøh i mørket i nat, så lyt godt efter. Der kommer måske et fnis bagefter. Sov godt, du.
