Der var engang to søskende, der hed Nina og Fritz, og i april fik de en tyv i haven, som ingen kunne se.
Det begyndte med farmors garn. Farmor sad tit på bænken under æbletræet og strikkede, og en eftermiddag havde hun glemt sit gule uldgarn på bænken. Næste morgen lå garnet der stadig. Men enden af tråden var flosset, som om nogen havde hevet i den, og et langt stykke var væk.
Så var det Fidos hår. Fido var familiens hund, stor og lodden og grå, og om foråret tabte han pels i store totter. Far havde børstet ham på terrassen og lagt en bunke hår i en spand. Om eftermiddagen var spanden halvt tom.
Og så puden. Den gamle havepude på gyngen var fyldt med uld, den havde et lille hul i siden, og ud af hullet stak der lidt hvidt fyld. Hver dag blev hullet lidt større, og der var lidt mindre fyld.
“Det er en tyv,” sagde Fritz. Han var fem.
“En usynlig tyv,” sagde Nina. Hun var otte og ville være detektiv. “For vi har været i haven hele dagen, og ingen har set noget.”
Hun fandt en notesbog frem og skrev: Stjålet. Garn. Hundehår. Pudefyld. Alt sammen blødt.
“Hvem stjæler bløde ting?” sagde hun.
Far kiggede ud ad vinduet. “Det kan jeg godt gætte,” sagde han. “Men I må selv finde ud af det. Sæt jer stille på trappen i morgen tidlig og hold øje. Helt stille. Det er det vigtigste.”
Næste morgen sad de på trappen i deres jakker. Det var koldt. Fido lå ved siden af dem. Haven var helt stille.
Og så kom tyven.
Den var lille. Mindre end Ninas hånd. Den havde gult bryst med en sort stribe ned ad midten, et sort hoved og hvide kinder. Den landede på kanten af spanden med hundehår, kiggede sig om, stak næbbet ned og fyldte det med grå hår. Så mange, at det lignede, den havde fået et overskæg. Og så fløj den.
“En musvit!” hviskede Nina.
Den fløj direkte hen til fuglekassen på det gamle æbletræ og forsvandt ind ad det lille, runde hul.
Et øjeblik efter kom den ud igen og fløj hen til gyngen og begyndte at hive i pudens fyld.
Far satte sig ved siden af dem. Han fortalte, at musvitter bygger rede i april. Først laver de en bund af mos. Og så foret indeni, det bløde lag, hvor æggene skal ligge. Til det samler de alt, hvad der er blødt. Fjer og uld og dyrehår. Så holder æggene sig varme.
“Må vi kigge ind i kassen?” spurgte Fritz.
“Nej,” sagde far. “Så kan hun blive bange og forlade reden. Vi kigger herfra.”
Om eftermiddagen lagde Nina en lille bunke af Fidos hår på bænken med vilje. Far klippede også et par korte stykker af det gule garn. Ikke lange, sagde han, for lange tråde kan fuglene vikle sig ind i.
Musvitten tog det hele.
I notesbogen skrev Nina: Sag løst. Tyven: en musvit. Hun stjæler til sine æg. Hun må gerne komme igen.
Inde i fuglekassen i æbletræet ligger der en lille rede i nat, du, foret med grå hundehår, hvidt pudefyld og et par gule tråde fra farmors garn. Musvitten sidder på den med fjerene pustet op. Og ude i gangen sover Fido, uden at vide, at han holder ni små æg varme. Godnat.
