Der var engang en hund, der hed Plet. Han havde et sort øje på en ellers hvid pels, han bar et rødt tørklæde om halsen, og alle på øen kaldte ham pirathunden, fordi han engang havde gravet en gammel knap op af sandet og troet, det var en skat.
En morgen fandt han et kort.
Det lå rullet sammen i en flaske, skyllet op ved klipperne. Kortet var tegnet med blyant på et stykke sejldug, og der stod et X ved en bugt på den anden side af øen.
“Skat,” sagde Plet. Han kunne ikke sige ret mange ord, men det ord kunne han.
Papegøjen Ara, der boede i et kokospalmetræ, fløj ned. “X betyder skat,” sagde hun. “Eller skattekiste. Eller bare et sted, nogen synes er vigtigt. Skal vi se?”
De gik. Plet snusede. Ara fløj. Vejen gik gennem krat, over en snæver sti langs skrænten, og ned til en lille bugt, hvor sandet var fint og lyst, og hvor tidevandet havde efterladt små bassiner mellem stenene.
X’et på kortet pegede midt i bugten. Plet gravede. Han gravede, til sandet fløj, og Ara råbte “dybere!” og “til venstre!” og “nej, højre!”
Han stødte på noget hårdt. En kiste. Lille. Træ. Rustent hængsel.
De åbnede den.
Den var tom.
Ikke engang sand. Bare tomt træ.
Plet satte sig. Halen gik i stå.
“Tom,” sagde Ara. “Hm.”
De sad der lidt. Så lagde Plet mærke til noget. Rundt om kisten, i tidevandsbassinerne, bevægede der sig noget. Små krabber. Søstjerner. En hermitkrabbe med et sneglehus på. Grønne tangskove, der vuggede, hver gang en bølge skyllede ind.
Plet stak snuden ned i et bassin. En fisk på størrelse med hans pote svømmede væk og gemte sig under en sten. Så kiggede den frem igen.
“Det er her,” sagde Ara stille. “X’et. Ikke kisten. Stedet.”
Plet forstod det ikke helt. Men han forstod, at bassinerne var fulde af liv, og at kisten var tom.
De blev der hele eftermiddagen. Plet jagtede ikke. Han snusede bare. Ara sad på en sten og talte højt, hvad hun så: “Tre krabber. En søstjerne med en arm for lidt. En musling, der spytter. To …”
Da tidevandet kom ind og dækkede bassinerne, gik de hjem. Plet bar den tomme kiste i munden. Hjemme satte han den uden for sin hundehule og lagde et par fine skaller i den. Og en glat, grøn sten. Og knappen, han engang havde gravet op.
Det var hans skattekiste nu.
Om aftenen lå han med hovedet på poterne og lyttede til bølgerne. Ara sov i palmetræet med hovedet under vingen.
Plets kiste står uden for hundehulen nu, du, fuld af skaller og en grøn sten og en gammel knap. Næste gang du er ved stranden, kan du kigge ned i et lille bassin mellem stenene og tælle, hvem der bor der. Sov godt.
