Der var engang en pige, der hed Sally, men hendes lillebror Mons kaldte hende Søster Sally, og nu gjorde alle det.
Søster Sally var syv. Mons var tre. De var på sommerferie hos bedstefar i et lille, hvidt hus ved en bugt, hvor der lugtede af tang, og hvor mågerne sad på skorstenen om morgenen.
På bedstefars reol, mellem bøgerne, stod der en flaske. Den lå ned på et lille stativ af træ, og inde i den var der et skib. Et rigtigt sørøverskib med tre master, sorte sejl og et lille, sort flag med en hvid måge på.
“Hvordan er det kommet derind?” spurgte Søster Sally. Flaskehalsen var ikke tykkere end hendes tommelfinger. Skibet var mange gange bredere.
“Det,” sagde bedstefar, “er sørøverskibets gåde. Den har ingen løst endnu. Hverken din mor eller din moster, da de var små.”
Søster Sally kiggede på flasken i lang tid. Hun prøvede at forestille sig skibet blive klemt ind gennem halsen. Det kunne ikke lade sig gøre. Det ville gå i stykker.
“Var flasken i stykker, og så har du limet den?” spurgte hun.
Bedstefar holdt flasken op mod lyset. Der var ingen revner.
“Er skibet bygget derinde?”
“Hvordan skulle jeg få hænderne derind?” sagde bedstefar.
“Skib,” sagde Mons og pegede.
Søster Sally tænkte på det hele dagen. Ved stranden, mens Mons byggede en sandborg, og bedstefar sad i klapstolen. Ved aftensmaden. Og da hun lå i sengen og ikke kunne sove, tænkte hun på det, mens hun kiggede ud på bugten, hvor en rigtig sejlbåd lå for anker med sejlene rullet sammen.
Sejlene var rullet sammen. Masten stod op. Men på nogle både kunne man lægge masten ned, når man skulle under en bro. Det havde bedstefar vist hende.
Hun satte sig op i sengen.
Næste morgen ventede hun ved morgenbordet, til bedstefar kom.
“Masterne,” sagde hun. “Man kan lægge dem ned.”
Bedstefar satte sig. Han smurte en bolle. Han sagde ingenting.
“Man bygger skibet udenfor,” sagde Søster Sally. “Og så lægger man masterne ned, så skibet bliver fladt. Og så skubber man det ind gennem halsen. Og så…” Hun tænkte. “Så trækker man dem op igen. Med en snor.”
Bedstefar lagde kniven fra sig. Han kiggede på hende i lang tid.
Så rejste han sig og gik ud i sit skur. Han kom tilbage med en æske. Indeni lå en tom flaske, et lille skib uden sejl, nogle bittesmå master med hængsler forneden, en rulle tynd tråd og en lang pincet.
“Din mor kunne ikke løse den,” sagde han. “Din moster heller ikke. Du er den første.”
Hele den dag byggede de et skib sammen. Søster Sally malede skroget blåt. Bedstefar limede masterne på med små hængsler, så de kunne vippe ned og op. De bandt tråd i toppen af masterne. Mons fik lov at klippe sejlene ud af hvidt papir, og de blev lidt skæve.
Om aftenen lagde de masterne ned. Skibet blev fladt som en båd uden master. Bedstefar puttede blå kit i bunden af flasken, så det lignede havet, og så skubbede Søster Sally forsigtigt skibet ind gennem halsen med pincetten. Det passede lige.
Så tog hun trådene i hånden. Og trak.
Langsomt rejste masterne sig. Én. To. Tre. Sejlene foldede sig ud. Og der stod det, et lille, blåt skib med skæve sejl, inde i en flaske.
Bedstefar klippede trådene over helt inde ved halsen med en lang saks, så man ikke kunne se dem.
“Hvad skal det hedde?” spurgte han.
Søster Sally tænkte. Så skrev hun med den mindste pensel på siden af skibet: MONS.
Mons blev meget glad. Han ville have den stående på natbordet, men bedstefar sagde, at glas skulle stå på reolen, hvor ingen kunne skubbe til det.
To flasker står ved siden af hinanden på bedstefars reol i nat, du: én med et sørøverskib med sorte sejl og en måge på flaget, og én med et lille, blåt skib med skæve, hvide sejl og et navn på siden. Ude på bugten vugger en rigtig sejlbåd for anker med masten op mod stjernerne. Godnat.
