Den lille pirat og den forsvundne guldmønt

Der var engang en lille pirat, der hed Sabel. Hun var otte år og den yngste på skibet Havkatten, og hun var så lille, at hun kunne stå oprejst i lastrummet, hvor de voksne pirater måtte gå krumbøjede.

Havkatten var et gammelt skib. Planker knirkede, og sejlene var lappet mange gange. Men den havde altid haft held, og alle om bord vidste hvorfor. Under stormasten, helt nede ved kølen, lå en guldmønt. Den havde ligget der, siden skibet blev bygget. Sådan gør man med skibe, sagde kaptajn Rønne. Man lægger en mønt under masten, så får skibet held.

Men i år var stormasten revnet. Den skulle skiftes. Havkatten lå i en lille, stille bugt, og alle hjalp til. De løftede den gamle mast op med reb og taljer, langsomt, langsomt, mens kaptajn Rønne råbte “Hiv!” og “Stop!”

Da masten endelig var oppe og ude, kiggede kaptajnen ned i hullet.

Mønten var væk.

“Den må være faldet,” sagde bådsmand Jessen. Han knælede og stak hånden ned i hullet. “Der er en sprække her. Den er trillet ned under gulvplankerne. Ned i bunden af skibet.”

Alle blev stille. Ingen kunne lide tanken om at sejle uden held.

“Der er for smalt,” sagde Jessen. “Jeg kan ikke komme derned.”

Alle kiggede på Sabel.

“Du må gerne sige nej,” sagde kaptajn Rønne. “Det er mørkt og vådt dernede.”

Sabel tænkte på det. Så nikkede hun.

Jessen bandt et reb om livet på hende, med et rigtigt pælestik, og han holdt selv den anden ende. Kaptajnen gav hende en lille lygte. “Ryk to gange i rebet, så trækker vi dig op med det samme,” sagde han. “Også selvom du ikke har fundet den.”

Sabel kravlede ned gennem lemmen i gulvet. Der var mørkt og koldt, og det lugtede af tjære og gammelt vand. Hun lå på maven mellem de store, krumme spanter, der var skibets ribben. Under hende skvulpede lidt vand. Lygten kastede gult lys hen over planker og rur og en død krabbe.

Hun kravlede langsomt fremad. Ovre i en krog sad der en rotte og kiggede på hende. Hun kiggede tilbage. Rotten gik sin vej.

Hun ledte under det ene spant. Ingenting. Under det næste. En gammel knap. En søm.

Så så hun noget glimte. Det lå nede i vandet, i en lille lavning ved kølen, lige der, hvor alt det, der falder, ender til sidst. Hun stak hånden ned i det kolde vand og fik fat.

Den var tung og glat og rund. Der var en konge på den ene side, slidt næsten væk, og et skib på den anden.

Hun rykkede to gange i rebet.

Da hun kom op, var hun våd på maven og sort på knæene, og hun holdt hånden knyttet. Hun åbnede den. Mønten lå i hendes håndflade og skinnede i solen.

Piraterne jublede, og hele bugten rungede.

Næste morgen blev den nye mast sat. Men før den gled på plads, gav kaptajn Rønne mønten til Sabel.

“Du fandt den,” sagde han. “Så må du lægge den.”

Sabel lagde guldmønten i hullet under masten. Så sænkede de masten ned over den, og den sad fast og sikkert, og nu kunne mønten aldrig trille væk igen.

Den aften lå Havkatten for anker og vuggede. Sabel lå i sin hængekøje og kunne mærke den nye mast knage lidt i vinden, som om den var ved at lære skibet at kende.

Langt ude i en stille bugt, du, ligger en guldmønt under en ny mast, og nu kan den ikke trille nogen steder hen. Sabel har vasket sine sorte knæ og sover i sin hængekøje. Godnat.