Den usynlige ven i kælderen

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en stille aften i den lille by, hvor Emma boede sammen med sin familie. Emma var en nysgerrig pige på seks år, der elskede at udforske nye steder. En dag, mens hun legede gemmeleg med sin storebror, opdagede hun en dør i kælderen, som hun aldrig havde set før.

Emma åbnede forsigtigt døren og kiggede ind. Det var et lille rum fyldt med gamle kasser og støvede møbler. Men der var noget andet, noget usynligt, der fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere. Hun kunne mærke, at der var nogen derinde, men hun kunne ikke se dem.

Emma gik ind i rummet og sagde med en lille stemme: “Er der nogen her?” Til hendes store overraskelse hørte hun en blid hvisken: “Hej Emma, jeg er din usynlige ven.”

Emma blev ikke bange, for stemmen lød venlig og rar. “Hvad hedder du?” spurgte hun nysgerrigt.

“Jeg hedder Felix,” svarede stemmen. “Jeg har boet her i kælderen i mange, mange år. Jeg elsker at høre børn lege, men jeg har aldrig haft en ven før.”

Emma smilede. “Jeg vil gerne være din ven, Felix. Hvad kan vi lave sammen?”

Felix foreslog, at de kunne lege en leg, hvor Emma skulle gætte, hvor han gemte sig i rummet. Selvom Felix var usynlig, kunne Emma mærke hans tilstedeværelse, og hun gættede rigtigt hver gang. De lo og havde det sjovt, og Emma følte sig tryg og glad.

Da det blev tid til aftensmad, sagde Emma farvel til Felix og lovede at komme tilbage næste dag. Hun løb op ad trappen med et stort smil på læben og fortalte sin familie om sin nye ven. Hendes forældre lyttede med et smil og sagde, at det lød som en vidunderlig fantasi.

Næste dag, efter skolen, skyndte Emma sig ned i kælderen igen. Felix ventede på hende, og de legede hele eftermiddagen. Emma lærte, at Felix var et spøgelse, der havde boet i huset i mange år, men han var et venligt spøgelse, der kun ønskede at have en ven.

Emma og Felix blev bedste venner, og hver dag glædede hun sig til at besøge ham. Hun lærte, at selvom nogen er usynlige, kan de stadig være en god ven.

En aften, mens Emma lå i sin seng, tænkte hun på Felix og smilede. Hun vidste, at selvom han var et spøgelse, var han den bedste ven, hun kunne ønske sig. Og med den tanke faldt hun i en dyb, tryg søvn, mens stjernerne blinkede venligt udenfor.

Og sådan sluttede historien om Emma og hendes usynlige ven i kælderen. En historie om venskab, der viser, at selv de mest usædvanlige venner kan bringe glæde og tryghed.

Skriv en kommentar