Der var engang en pige, der hed Vilja, og hun havde en usynlig ven, der boede i kælderen.
Han hed Snurretop. Det var Vilja, der havde fundet på navnet, for han snurrede altid rundt, når han var glad. Det kunne hun ikke se, for han var jo usynlig. Men hun vidste det.
Kælderen var under huset, og man kom derned ad en stejl trappe med et gelænder af træ. Derinde stod vaskemaskinen og nogle gamle kasser og en cykel uden sadel og fars værktøjsbænk. Vilja måtte gerne gå derned, når der var en voksen hjemme, og når hun havde tændt lyset først. Det var reglen. Kontakten sad lige ved døren, og den var stor og sort, så man ikke kunne tage fejl.
Hun havde mødt Snurretop en dag, hvor hun gemte sig dernede for sin storebror, Nikolai. Hun sad bag vaskemaskinen og ventede, og så havde hun hørt en lille lyd fra bag kasserne. Ikke en rigtig lyd. Mere som en lyd, man tænker. Og så havde hun vidst, at der var en.
“Hej,” havde hun hvisket.
“Hej,” havde Snurretop sagt. Også inde i hovedet.
Siden havde de været venner.
De legede gemmeleg. Snurretop gemte sig, og Vilja gættede, hvor han var. Bag cyklen. Under værktøjsbænken. Inde i en kasse med gamle juledekorationer. Hun gættede altid rigtigt, for Snurretop sagde altid “varm” eller “kold” inde i hendes hoved, og så var det ikke så svært.
En aften i november, da Vilja kom op fra kælderen, sad far ved køkkenbordet.
“Hvem snakker du med dernede?” spurgte han.
Vilja var lidt bange for, at han ville grine. Men hun fortalte det alligevel.
Far grinede ikke. Han tænkte lidt.
“Snurretop,” sagde han. “Det er et godt navn. Fryser han ikke dernede? Der er ret koldt om vinteren.”
Det havde Vilja ikke tænkt på.
“Han har ikke nogen jakke,” sagde hun.
“Nej,” sagde far. “Det har usynlige venner sjældent.”
Han rejste sig og hentede en lille, strikket hue, som Vilja havde haft, da hun var baby. Den var gul med en kvast. Så gik de ned i kælderen sammen. Far tændte lyset. Vilja lagde huen oven på kassen med juledekorationer.
“Den er til dig,” sagde hun.
Inde i hendes hoved snurrede Snurretop rundt, så hun næsten blev svimmel.
“Han siger tak,” sagde hun til far.
“Det var så lidt,” sagde far til kassen.
Vilja kiggede på ham. Så kiggede hun på kassen. Og så grinede hun så meget, at hun måtte sætte sig på det nederste trin.
Ved aftensmaden satte far en ekstra stol ved bordet. Der stod ikke nogen tallerken på den. Men den stod der.
“Hvis han vil komme op og varme sig,” sagde far.
Nikolai himlede med øjnene. Men han sagde ikke noget. Og da han troede, ingen så det, rykkede han stolen lidt tættere på radiatoren.
Nede i kælderen ligger en lille gul hue med en kvast oven på kassen med juledekorationer i nat, du, og ingen kan se, om der er nogen under den. Men Vilja ved det godt. Og oppe i køkkenet står der stadig en stol for meget ved bordet. Godnat.
