Der var engang en pige, der hed Nikoline, og hun var sikker på, at morfars maleri var forhekset.
Det hang i gangen hos morfar Povl, over kommoden med telefonen. Det var gammelt, mørkt og brunt, med en tyk guldramme, og det forestillede en dame i en lang kjole, der sad på en bænk i en have. Hun kiggede ud af billedet med et lille smil. Ved siden af hende på bænken var der et tomt stykke. Bare bænk.
Morfar havde arvet det fra sin oldefar. Ingen vidste, hvem damen var.
Men en eftermiddag i februar, da solen stod lavt og skinnede ind ad vinduet i gangen, så Nikoline noget.
På den tomme plads ved siden af damen var der en skygge. En svag, mørk form. Den var rund foroven og spids i den ene side, og den lignede næsten et hoved med et øre.
Nikoline blinkede. Hun gik tættere på. Solen gled om bag en sky, og formen var væk.
“Morfar,” sagde hun. “Der er nogen i dit maleri. Nogen, der gemmer sig.”
Morfar kom ud og kiggede. Han så ingenting. Men næste dag, da solen kom igen på samme tid, stod han der sammen med hende. Og han så det også.
“Hm,” sagde han.
Han ringede til en konservator. Det er en person, der passer på og reparerer gamle malerier. Hun hed Merete, og hun arbejdede på et lille værksted i byen. Morfar pakkede maleriet ind i et tæppe, og de kørte derhen.
Merete havde hvid kittel og briller med forstørrelsesglas på. Hun kiggede længe på maleriet. Hun lyste på det med en lampe, der gav et mærkeligt, lilla lys, så maleriet lyste op i pletter.
“Det er gammelt,” sagde hun. “Måske to hundrede år. Og jeg tror, dit barnebarn har ret. Der er noget under malingen.”
“Er det forhekset?” spurgte Nikoline.
Merete smilede. “Det er noget, der sker tit. En maler maler noget. Så ombestemmer han sig og maler noget andet ovenpå. Med årene bliver den øverste maling mere gennemsigtig. Og så kan det, der er gemt nedenunder, begynde at skinne igennem. Især når lyset kommer fra siden.”
Hun tog maleriet med ind i et andet rum. Der havde hun et særligt kamera, der kunne se infrarødt lys. Lys, som vores øjne ikke kan se, men som kan se gennem det øverste lag maling.
Hun tog et billede. Så kaldte hun på dem.
På skærmen var maleriet gråt og sort og hvidt. Damen. Bænken. Haven. Og ved siden af damen, på den tomme plads, sad der en hund.
En lille hund med krøllede ører. Den sad pænt med forpoterne samlet og kiggede op på damen. Man kunne se hver eneste krølle. Maleren havde malet den meget omhyggeligt.
Og så havde han malet den over.
“Hvorfor?” spurgte Nikoline. “Den er jo så sød.”
“Det ved vi ikke,” sagde Merete. “Måske ville den, der havde bestilt maleriet, ikke have hunden med. Måske var hunden død, og det gjorde for ondt at se den. Måske fik maleren bare en anden idé.”
Hun printede billedet af hunden ud og gav det til Nikoline.
Morfar tog maleriet med hjem og hængte det op over kommoden igen. Han fjernede ikke noget. Merete havde sagt, at man ikke skulle skrabe den øverste maling af. Så ville maleriet blive ødelagt. Hunden var bedst, hvor den var. Under damen og bænken, gemt.
Men Nikoline satte billedet af hunden i en lille ramme. Den stod på kommoden lige under maleriet.
Og hver gang solen stod lavt i februar, kunne man se ham. En svag skygge ved siden af damen, med krøllede ører.
I morfars gang hænger damen i maleriet og smiler i mørket i nat, du. Ved siden af hende, under malingen, sidder en lille hund og kigger op på hende. Han har siddet der i to hundrede år. Han er ikke alene. Godnat.
