Der var engang en lille by ved navn Mølleby, hvor der boede en dreng ved navn Emil. Emil elskede at udforske gamle steder og finde skjulte skatte. En dag, mens han gik rundt i sin bedstefars loft, opdagede han et gammelt maleri, der var dækket af støv og spindelvæv.
Emil tørrede forsigtigt støvet af og så, at maleriet forestillede en smuk have med farverige blomster og en lille dam. Men der var noget mærkeligt ved det. Blomsterne så ud til at bevæge sig, som om de svajede i vinden, og vandet i dammen glitrede, som om solen skinnede på det.
Emil blev nysgerrig og besluttede sig for at vise maleriet til sin bedste ven, Anna. Sammen bar de det ned fra loftet og satte det op på Emils værelse. Da de stod og betragtede det, opdagede de noget endnu mere forunderligt. En lille dør i maleriet, som de ikke havde lagt mærke til før, begyndte langsomt at åbne sig.
Pludselig blev rummet fyldt med en blid, hviskende stemme, der sagde: “Kom ind i min verden, hvis I tør.” Emil og Anna kiggede på hinanden med store øjne. De var både spændte og lidt bange, men deres nysgerrighed vandt over frygten.
De tog hinandens hænder og gik tættere på maleriet. Til deres store overraskelse kunne de træde ind i det! De befandt sig nu i den smukke have, de havde set på maleriet. Blomsterne duftede vidunderligt, og fuglene sang de mest fantastiske melodier.
Men der var også noget mystisk ved haven. En gammel, venlig heks ved navn Frida dukkede op og hilste dem velkommen. “Jeg har ventet på jer,” sagde hun med et smil. “Denne have er fortryllet, og kun de modige kan finde vejen tilbage til deres egen verden.”
Emil og Anna blev lidt bekymrede, men Frida forsikrede dem om, at de ville finde vejen hjem, hvis de kunne løse en gåde. Gåden lød: “Hvad er det, der altid er foran dig, men som du aldrig kan nå?”
De tænkte længe, mens de gik rundt i den fortryllede have. Til sidst udbrød Anna: “Det er fremtiden!” Frida klappede i hænderne og sagde: “Det er rigtigt! I har løst gåden, og nu kan I vende hjem.”
Pludselig befandt Emil og Anna sig tilbage i Emils værelse, og maleriet var igen stille og roligt. De kiggede på hinanden og smilede. De havde oplevet et magisk eventyr, som de aldrig ville glemme.
Fra den dag af vidste Emil og Anna, at der altid var plads til lidt mystik og spænding i deres liv, og at de sammen kunne klare alt. Og hver gang de kiggede på det forheksede maleri, mindede det dem om deres mod og venskab.
Og sådan sluttede deres eventyr, med en godnathistorie, der blev fortalt igen og igen, mens stjernerne blinkede over Mølleby.