Der var engang en dreng, der hed Konrad, som var den eneste i hele byen, der vidste, at der var et loft over det gamle rådhus.
Han havde opdaget det en regnvejrsdag, da han ventede på farmor, som skulle betale sin hundeafgift. Bag den store, grønne dør i gangen var der en trappe. Og for enden af trappen var der en dør mere. Lille og brun, med et messingskilt, der var så tilstøvet, at han måtte puste på det for at læse det.
BIBLIOTEK.
Det var mærkeligt. Byens bibliotek lå jo nede ved torvet, med glasdøre og en rød sofa og en automat, hvor man selv afleverede bøgerne.
Konrad bankede på.
“Ja?” sagde en stemme.
Døren knirkede, da han skubbede til den. Indenfor var der et langt, lavt rum under taget, med skrå vægge og ét rundt vindue, hvor regnen trommede. Og der var bøger. Hylde efter hylde efter hylde, helt op under bjælkerne, og de lugtede af støv og papir og en lille smule af æbler.
Ved et bord under vinduet sad en meget gammel dame med en grå knold i nakken og briller på en snor. Hun var ved at lime ryggen på en bog.
“Det er længe siden, nogen har fundet herop,” sagde hun. “Jeg hedder frøken Krog. Jeg er bibliotekar. Eller det var jeg. Her er det glemte bibliotek.”
“Hvorfor er det glemt?” spurgte Konrad.
“Da man byggede det nye nede ved torvet, flyttede man de bøger, folk lånte,” sagde frøken Krog. “De her blev tilbage. Det er bøger, som ingen har læst i mange år.”
Konrad tog en bog ned fra hylden. Den havde en rød ryg med guldbogstaver. Han åbnede den.
Siderne var næsten tomme.
Ikke helt. Hist og her stod der et ord. Et “og”. Et “drage”. Et halvt “engang”. Men resten var forsvundet, så det lignede papir, hvor nogen havde visket ud.
“Hvad er der sket med den?” hviskede han.
Frøken Krog tog brillerne på. “Den er ved at glemme sig selv,” sagde hun. “Det sker for bøger, når ingen læser dem. Ordene bliver trætte. De falder i søvn. Og til sidst går de ud, ét ad gangen, ligesom lys i et hus.”
Konrad så på de tomme sider. “Kan man vække dem?”
Frøken Krog sagde ingenting. Hun skubbede bare en stol hen til ham.
Konrad satte sig. Han kiggede på det første ord på den første side. Der stod “Der”. Så var der et hul. Så stod der “en”.
“Der,” læste han højt. Og så, fordi han ikke vidste, hvad der kom bagefter, gættede han: “Var engang?”
Papiret gav et lille sus. Og i hullet efter “Der” kom der bogstaver frem. Langsomt, som når man tegner med en våd finger på en dugget rude. V. A. R. E. N. G. A. N. G.
Konrad holdt vejret.
Han læste videre. Hvert ord, han kunne se, sagde han højt, og hvert ord gav et lille sus og vækkede det næste. Der var engang en drage, der boede i et fyrtårn. Den var bange for mørke. Den tændte lyset hver aften, ikke for skibenes skyld, men for sin egen.
Regnen trommede på vinduet. Frøken Krog limede videre på sin bog. Ind imellem nikkede hun, når han læste noget, hun kunne huske.
Da han kom til side tolv, kaldte farmor nedefra.
Konrad så på bogen. Den var halvt vågen nu. De første sider var sorte af ord. Resten var stadig blege.
“Må jeg låne den?” spurgte han.
Frøken Krog tænkte længe. “Hvis du tager den med herfra, så sover de andre videre,” sagde hun og nikkede ud mod hylderne. “De vågner ikke af sig selv. Men de vågner, når de kan høre nogen læse. Også selv om det ikke er dem, der bliver læst i.”
Konrad kiggede ud over hylderne. På en af dem, lige ved siden af hvor den røde bog havde stået, sad der en blå bog. Han var sikker på, at den før havde været helt bleg i ryggen. Nu stod der et enkelt guldbogstav på den. Et S.
“Jeg kommer igen,” sagde han. “På torsdag. Farmor skal altid noget på rådhuset om torsdagen.”
“Det ved jeg,” sagde frøken Krog. “Det har jeg vist altid vidst.”
Konrad kom igen om torsdagen. Og torsdagen efter. Han læste dragen i fyrtårnet færdig og begyndte på den blå bog, der handlede om en sø, der ikke kunne fryse. For hver torsdag var der flere rygge med guld på hylderne. Og en dag kom han ind og så, at frøken Krog havde åbnet det runde vindue på klem, så lyden af hans stemme kunne komme ud.
“Hvorfor gør du det?” spurgte han.
“Der står en masse bøger nede på det nye bibliotek, der heller ikke bliver læst,” sagde hun. “Måske kan de også høre det.”
Konrad satte sig i stolen og åbnede bogen. Udenfor regnede det igen. Det gjorde ikke noget.
Der var engang, læste han.
Før du sover, du, så tænk på de bøger, der står på din egen hylde. Måske er der en, som ingen har læst i længe. Den kunne godt trænge til at høre din stemme i morgen. Sov godt.
