Der var engang en lille pige ved navn Luna, som boede i en hyggelig landsby omgivet af grønne marker og blomstrende haver. Luna elskede at lege i den gamle have bag deres hus, hvor der stod et stort, gammelt egetræ. Men der var noget særligt ved denne have, som Luna ikke kunne forklare. Hun følte altid, at der var nogen, der kiggede på hende, når hun legede der.
En aften, da månen skinnede klart på himlen, besluttede Luna sig for at tage en sidste tur ud i haven, inden hun skulle i seng. Hun tog sin lommelygte med og listede stille ud af huset. Da hun kom til det gamle egetræ, hørte hun en svag hvisken. Luna stoppede op og kiggede sig omkring, men der var ingen at se.
“Hvem er der?” spurgte Luna forsigtigt, mens hun lyste rundt med sin lommelygte.
Pludselig dukkede en lille, gennemsigtig skikkelse op ved siden af træet. Det var et spøgelse! Men det så ikke spor uhyggeligt ud. Faktisk så det mere generet ud end noget andet.
“Hej,” sagde spøgelset med en blid stemme. “Jeg hedder Silas. Jeg er et spøgelse, men jeg er meget genert. Jeg har set dig lege her i haven, og jeg ville så gerne sige hej, men jeg turde ikke.”
Luna smilede venligt til Silas. “Hej Silas, jeg hedder Luna. Du behøver ikke være genert. Jeg er glad for, at du sagde hej. Vil du lege med mig?”
Silas svævede lidt tættere på og nikkede forsigtigt. “Jeg vil gerne lege, men jeg er ikke så god til det. Jeg har aldrig haft nogen at lege med før.”
Luna tænkte sig om og sagde: “Vi kan lege gemmeleg! Jeg tæller, og du gemmer dig. Jeg lover, at jeg vil finde dig, uanset hvor godt du gemmer dig.”
Silas lyste op af glæde og svævede hurtigt væk for at finde et godt gemmested. Luna begyndte at tælle højt, mens hun lukkede øjnene. “En, to, tre… ti! Nu kommer jeg!”
Luna gik rundt i haven og kiggede bag buske og træer. Til sidst fandt hun Silas, der gemte sig bag en stor blomsterbusk. “Der er du, Silas!” råbte hun glad.
Silas lo og svævede op i luften. “Du fandt mig! Det var sjovt!”
De to nye venner legede sammen i haven, indtil Luna blev træt og måtte gå i seng. “Jeg skal ind nu, Silas, men jeg kommer tilbage i morgen,” sagde Luna med et smil.
Silas nikkede og vinkede farvel. “Tak, Luna. Jeg glæder mig til at lege med dig igen.”
Fra den dag af havde Luna og Silas mange sjove legeaftaler i haven. Silas blev mere modig, og Luna havde fået en ven, som altid var der for hende. Og hver aften, når Luna gik i seng, vidste hun, at hun havde en særlig ven, der ventede på hende i haven.
Og sådan endte en magisk aften med en ny venskab, der gjorde både Luna og Silas glade. Godnat og sov godt, lille Luna og Silas.