Der var engang en pige, Luna, der havde en have bag huset med et æbletræ, en regntønde og et gammelt egetræ, som var så tykt, at man ikke kunne nå rundt om det med armene.
Under egetræet havde Luna altid haft en fornemmelse af, at nogen kiggede på hende. Ikke på en uhyggelig måde. Mere som når en kat sidder i et vindue og ser på, at man leger.
En aften, mens mor vaskede op, fik Luna lov at gå ud i fem minutter. Køkkenvinduet lyste gult ud over græsset. Luna gik hen til egetræet med sin lommelygte.
“Er der nogen?” spurgte hun.
Ingen svarede. Men et blad, som slet ikke var i vinden, vendte sig langsomt om.
“Jeg kan godt lide at lege gemmeleg,” sagde Luna. “Hvis du gemmer dig, så leder jeg.”
Hun lukkede øjnene og talte højt til tyve.
Så ledte hun. Bag regntønden. Under æbletræet. Inde i den store busk med de hvide blomster. Ingen. Hun ledte igen. Stadig ingen.
Luna satte sig på bænken.
“Du er alt for god til at gemme dig,” sagde hun ud i mørket. “Det er ikke sjovt at vinde helt alene.”
Der blev stille. Så kom der et lille lys frem bag egetræet. Det var næsten gennemsigtigt, som dug på et vindue, og det havde to små, sorte prikker til øjne.
“Undskyld,” hviskede det. “Jeg ved ikke, hvordan man bliver fundet. Jeg har kun prøvet at gemme mig.”
“Hvad hedder du?”
“Elof,” sagde det lille spøgelse og blev endnu mere gennemsigtigt af genert.
“Nu er det din tur til at lede, Elof,” sagde Luna.
Hun gemte sig bag regntønden, men hun lod med vilje sin ene fod stikke ud. Elof fandt den med det samme. Han for op i luften og snurrede rundt, så bladene i egetræet raslede.
“Igen!” hviskede han.
“Luna,” kaldte mor fra døren. “Fem minutter er gået.”
“I morgen,” sagde Luna til egetræet. “Så stikker jeg foden ud igen.”
Da hun lå i sin seng, kunne hun se et svagt skær ude ved egetræet. Hun var ret sikker på, at det vinkede.
Kan du se din egen fod stikke ud under dynen? Så er du fundet, og alt er, som det skal være. Sov godt, du.
