Nattens mystiske lys

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en stille og rolig aften i den lille by, hvor stjernerne blinkede som små diamanter på den mørke himmel. Alle børnene i byen var ved at gøre sig klar til at gå i seng, men lille Emma kunne ikke falde i søvn. Hun lå i sin seng og kiggede ud af vinduet, da hun pludselig så noget mærkeligt.

Der var et lys, der dansede hen over himlen. Det var ikke som de andre stjerner, for det bevægede sig hurtigt og skiftede farve fra blå til grøn og så til lilla. Emma gned sine øjne og kiggede igen. Lyset var der stadig, og det så ud til at komme nærmere.

Emma blev nysgerrig og listede ud af sengen. Hun tog sin bamse, Teddy, under armen og gik hen til vinduet. “Hvad mon det er?” hviskede hun til Teddy. “Tror du, det er en stjerne, der er faret vild?”

Pludselig hørte hun en svag hvisken, som om nogen kaldte på hende. “Emma… Emma…” lød det. Hun kiggede rundt i værelset, men der var ingen. Lyset udenfor blev stærkere, og Emma følte sig draget mod det.

Hun åbnede forsigtigt vinduet og kiggede ud. Der, midt i haven, svævede en lille kugle af lys. Den blinkede venligt til hende, og Emma kunne ikke lade være med at smile. “Hej,” sagde hun forsigtigt. “Hvem er du?”

Lyset svarede med en blid stemme, “Jeg er Luna, en stjernelysfe. Jeg er kommet for at finde min vej tilbage til stjernerne, men jeg er faret vild. Kan du hjælpe mig?”

Emma nikkede ivrigt. “Selvfølgelig vil jeg hjælpe dig, Luna! Men hvordan kan jeg gøre det?”

Luna svævede tættere på og sagde, “Du skal blot tro på magien i dit hjerte. Hvis du gør det, vil jeg finde min vej hjem.” Emma lukkede øjnene og tænkte på alle de magiske ting, hun kunne forestille sig. Hun tænkte på stjernerne, der dansede på himlen, og på eventyr i fjerne lande.

Da hun åbnede øjnene igen, så hun, at Luna begyndte at stige op mod himlen. “Tak, Emma,” sagde Luna med en stemme, der nu var fyldt med glæde. “Du har hjulpet mig med at finde min vej hjem.”

Emma vinkede farvel til Luna, mens hun svævede højere og højere op mod stjernerne. Snart var hun blot en lille prik blandt de mange stjerner på himlen.

Emma lukkede vinduet og kravlede tilbage i sin seng med Teddy. Hun følte sig glad og rolig, og inden længe faldt hun i en dyb, fredfyldt søvn, mens stjernerne blinkede venligt ned til hende.

Næste morgen vågnede Emma med et smil. Hun vidste, at hun havde oplevet noget helt særligt, og hun glædede sig til at fortælle sine venner om nattens mystiske lys.

Og fra den dag af vidste Emma, at magien altid var lige rundt om hjørnet, hvis man bare troede på den.

Skriv en kommentar