Der var engang en pige, der hed Ragna, som havde fået et kompas i fødselsdagsgave, da hun blev otte. Det var af messing og skinnede som guld, og under glasset sad en lille nål, der altid pegede mod nord. Ligegyldigt hvordan man vendte det.
“Altid?” spurgte Ragna.
“Altid,” sagde mor. “Det er hele pointen med et kompas.”
Ragnas familie havde en lille robåd ved en sø. Midt i søen lå der en ø. Den var dækket af tætte træer og buske, og ingen boede på den. Mor kaldte den Den Mystiske Ø, mest for sjov.
En lørdag i august tog de redningsvesterne på og roede derud, Ragna og mor. Ragna sad forrest med kompasset i hænderne.
“Nord er derhen,” sagde hun og pegede. “Og øen ligger mod øst.”
Mor roede, og Ragna holdt øje med nålen. Øst. Øst. Øst.
Men da de kom tæt på øen, begyndte nålen at sitre. Den rystede lidt og drejede en smule væk fra nord. Så drejede den lidt mere.
“Mor,” sagde Ragna. “Den peger forkert.”
Mor kiggede. Nålen pegede ikke mod nord. Den pegede lige mod øen.
“Det var mærkeligt,” sagde mor.
De lagde til på en lille strand af sten og trak båden op. Ragna gik med kompasset foran sig, og mor gik lige bag hende. Nålen pegede hen langs stranden. Ragna fulgte den. Den pegede skarpere og skarpere, og til sidst pegede den lige ned i nogle sten ved vandkanten.
Ragna satte sig på hug. Mellem stenene stak der noget op. Det var rødbrunt og ru og meget, meget tungt.
“Det er jern,” sagde mor. Hun gravede lidt med hænderne. Det var en stang, så tyk som hendes håndled, og nederst gik den ud i to store, buede arme.
“Et anker!” sagde Ragna.
Det var et gammelt anker, helt rustent og halvt begravet i sandet. Det var større end Ragna. Ingen vidste, hvor længe det havde ligget der.
“Kompasnålen er en lille magnet,” sagde mor. “Og jern kan trække i en magnet. Når man kommer tæt nok på noget stort af jern, glemmer nålen nord et øjeblik.”
Ragna flyttede kompasset lidt væk fra ankeret. Nålen svingede. Hun gik ti skridt væk. Nålen drejede tilbage og pegede mod nord igen, som om ingenting var hændt.
“Hvem har haft det?” spurgte Ragna.
“Det ved jeg ikke,” sagde mor. “Måske et skib, der engang sejlede på søen. Måske en, der skulle holde en båd fast for meget længe siden.”
De satte sig på stenene og spiste deres madpakker. Ragna kiggede på ankeret og prøvede at forestille sig skibet. Var det stort? Havde det sejl? Hvem havde stået ved roret?
“Skal vi tage det med?” spurgte hun.
“Det kan vi ikke løfte,” sagde mor. “Og det hører til her.”
Så Ragna tegnede ankeret i sin notesbog i stedet. Ved siden af tegnede hun en pil, der pegede ned mod det. Under pilen skrev hun: Her peger kompasset forkert.
Da de roede hjem, sad Ragna igen forrest og så på nålen. Den sitrede, mens de var tæt på øen. Så faldt den til ro og pegede mod nord, hele vejen hjem.
Om aftenen lå kompasset på hendes natbord. Nålen pegede mod vinduet. Mod nord. Mod søen og øen og et gammelt anker, der lå mellem stenene i mørket.
Ligger der noget tæt på din seng, som altid peger samme vej, du? Et ur, en lampe, dine tøfler? Lad dem stå. De passer på vejen til i morgen. Godnat.
