Der var engang en pige, der hed Luna Lup. Det var ikke hendes rigtige efternavn. Hun hed Luna Andersen. Men hun gik altid rundt med en stor lup om halsen i en snor, og hun var detektiv, så alle kaldte hende Luna Lup.
En søndag i august havde mor bagt en kage. Det var en chokoladekage med glasur, og den stod til afkøling på havebordet på terrassen, fordi det var så varmt i køkkenet.
Da mor kom ud for at hente den, manglede der et stykke.
Ikke et stort stykke. Et lille, skævt et, ude i kanten, som om nogen havde brækket det af med fingrene.
“Hvem har spist af kagen?” sagde mor.
Luna tog luppen op til øjet. Hun bøjede sig ned over bordet.
Der var krummer. Små, brune kagekrummer, der lå på bordet ved siden af fadet. Og der var flere på bordkanten. Og nogle på terrassen under bordet.
“Et spor,” sagde Luna. “Tyven har tabt krummer.”
Hun fulgte det. Krummerne lå i en lang, tynd række. Hen over fliserne. Ned ad trappetrinet. Ud på stien.
Men så så hun noget mærkeligt gennem luppen. Krummerne bevægede sig.
Hun lagde sig på maven på stien med luppen helt nede ved jorden. Og så kunne hun se det. Hver krumme blev båret af en myre. En lillebitte, sort myre, der holdt krummen over hovedet og gik og gik. Der var hundredvis af dem. En lang, sort linje af myrer med kagekrummer, der gik i samme retning.
“Mor,” hviskede Luna. “Krummerne går.”
Mor kom og lagde sig ved siden af hende. Hun kiggede gennem luppen. “Myrer,” sagde hun. “De har fundet kagen.”
“Er det dem, der har spist stykket?”
Mor kiggede på myrerne. Så kiggede hun på kagen. “De har i hvert fald ikke båret et helt stykke væk. Ikke så hurtigt.”
Luna fulgte myrerne. Hun kravlede langs stien. Myrerne gik ind under hækken og over en sten og ned i et lille hul i jorden ved siden af et bed. Der forsvandt de, en efter en, med deres krummer.
“Myretuen,” sagde Luna. “De bærer dem ned til resten af familien.”
Men hun havde stadig ikke fundet det manglende stykke.
Hun gik tilbage til terrassen. Hun undersøgte bordet en gang til. Og så opdagede hun noget, hun ikke havde set første gang. På den hvide bænk ved bordet var der et lille, brunt fingeraftryk. Og ved siden af, endnu et. Mindre end hendes egne.
Hun fulgte fingeraftrykkene. Fra bænken. Hen over gulvet i stuen. Hen til sofaen.
Bag sofaen sad hendes lillebror Albert. Han var tre. Han havde chokolade over hele munden og et lille stykke kage i hver hånd.
“Det er ikke mig,” sagde Albert.
Luna Lup tog luppen op og kiggede på ham gennem den. Han begyndte at grine.
Sagen var løst. Mor skar et nyt stykke til Albert, et til Luna og et lille stykke, som de lagde på stien til myrerne.
Luna Lup har lagt luppen på natbordet, du, for sagen er løst. Under jorden sover myrerne med maverne fulde af chokoladekage. Og Albert har stadig lidt glasur bag øret. Godnat.
