Der var engang en pige, der hed Hanna. Hun var syv år og boede i et gammelt, gult hus med en loftslem i gangen, og ifølge hendes storebror var loftet hjemsøgt. Hanna troede ikke rigtig på ham.
Indtil en aften i november.
Hanna var stået op for at hente et glas vand. Gangen var halvmørk. Og midt i gangen, under loftslemmen, svævede der en dame.
Hun var gennemsigtig ligesom et gardin, og hun havde en lang kjole på og hår sat op i en knold. Hun holdt en paraply i den ene hånd og kiggede ned på gulvet, som om hun var meget bange for noget.
“Undskyld,” sagde Hanna. “Er du spøgelset?”
Damen gav et lille hop i luften. “Åh, du forskrækkede mig, barn,” sagde hun. “Ja. Jeg er frøken Ottilie. Jeg har boet på loftet siden 1912. Men der er et uhyre i huset.”
“Et uhyre?”
“Det bor i køkkenet,” hviskede frøken Ottilie. “Det er rundt og sort, og det kører rundt helt af sig selv, og det brummer. I går aftes kom jeg ned for at se på månen fra stuevinduet, og så åd det mit lommetørklæde. Det var med kniplinger.”
Hanna tænkte. Så begyndte hun at grine. Hun holdt sig for munden, så hun ikke vækkede nogen.
“Det er ikke et uhyre,” sagde hun. “Det er en robotstøvsuger. Den hedder Bobby. Den gør rent om natten.”
Frøken Ottilie så ikke overbevist ud. Hun holdt paraplyen frem foran sig som et sværd.
“Kom,” sagde Hanna. Hun listede ud i køkkenet, og frøken Ottilie svævede efter hende, meget langsomt.
Bobby stod i sin lille ladestation i hjørnet og blinkede grønt. Hanna satte sig på hug og trykkede på knappen.
Bobby summede. Den kørte ud på gulvet. Den drejede, stødte blidt ind i et stoleben, drejede igen og kørte hen under bordet. Frøken Ottilie gav et lille skrig og svævede op mod loftet.
“Den kan ikke se dig,” sagde Hanna. “Den kan ikke engang se mig. Den kan kun mærke ting, den kører ind i. Og så samler den støv og krummer op.”
Bobby kørte rundt under bordet. Den samlede en rosin op. Frøken Ottilie kom lidt ned fra loftet.
“Og lommetørklæder,” sagde hun.
“Og lommetørklæder,” sagde Hanna. Hun åbnede den lille beholder bagpå Bobby. Der, mellem støv og krummer og et hårelastik, lå et sammenkrøllet lommetørklæde med kniplinger. Det var lidt gråt. Men det var helt.
Hanna børstede det af og holdt det op. Frøken Ottilie tog det med to gennemsigtige fingre. Hun så meget lettet ud.
Så kiggede hun på Bobby, der var ved at køre tilbage mod ladestationen.
“Må jeg prøve at stå på den?” spurgte hun.
Hanna nikkede.
Frøken Ottilie svævede ned og satte sig på Bobbys låg, med paraplyen over skulderen og lommetørklædet i hånden. Hun vejede ingenting. Bobby mærkede det ikke engang. Den kørte en lille tur rundt om bordet med frøken Ottilie ovenpå, og hun lo så højt, at det lød som en tekande, der begynder at fløjte.
Til sidst kørte Bobby ind i sin station og blinkede grønt.
“Tak, barn,” sagde frøken Ottilie. “Nu må du hellere komme i seng.” Og så svævede hun ud i gangen og op gennem loftslemmen uden at åbne den.
Hanna drak sit vand og gik i seng.
Næste morgen spurgte hun sin storebror, om han havde sagt det med spøgelset for at drille.
“Ja,” sagde han.
Hanna smilede og spiste sin havregrød.
Frøken Ottilie hviler sig på loftet nu, du, med sit lommetørklæde foldet under kinden. Nede i køkkenet blinker Bobby grønt i sit hjørne. Ingen af dem skal noget før i morgen. Godnat.
