Det var en stille aften i den lille by, hvor Emma boede. Stjernerne blinkede på himlen, og månen kastede et blidt lys over husene. Emma lå i sin seng og kiggede op i loftet, mens hun lyttede til de svage lyde fra huset. Hun kunne høre vinden suse udenfor og de bløde trin fra sin kat, Misse, der listede rundt.
Emma havde altid været lidt nysgerrig på loftet. Det var et sted, hun sjældent besøgte, men hun havde hørt historier om, at der boede et spøgelse deroppe. Ikke et uhyggeligt spøgelse, men et venligt et, der kun kom frem om natten.
En aften, da Emma næsten var faldet i søvn, hørte hun en svag hvisken. Det lød som en stemme, der kaldte på hende. “Emma… Emma…” lød det. Hun satte sig op i sengen og kiggede rundt i værelset. Der var ingen at se.
Emma tog mod til sig og besluttede sig for at undersøge loftet. Hun listede forsigtigt ud af sengen, tog sin lommelygte og gik hen til loftlemmen. Med et lille hop nåede hun op til snoren og trak lemmen ned. En stige foldede sig ud, og Emma klatrede op.
Loftet var mørkt og fyldt med gamle kasser og støvede møbler. Emma tændte sin lommelygte og lyste rundt. Pludselig så hun noget bevæge sig i hjørnet. Det var en lille, gennemsigtig skikkelse, der svævede i luften.
“Hej Emma,” sagde skikkelsen med en blid stemme. “Jeg er Spøgelsesvennen fra loftet. Jeg har ventet på, at du skulle komme op og besøge mig.”
Emma blev først lidt forskrækket, men spøgelset så så venligt ud, at hun hurtigt blev rolig. “Hej,” sagde hun forsigtigt. “Hvad laver du heroppe?”
“Jeg passer på huset og sørger for, at alle har gode drømme,” svarede Spøgelsesvennen. “Men jeg bliver lidt ensom nogle gange, så jeg er glad for, at du kom op for at sige hej.”
Emma og Spøgelsesvennen snakkede længe. De delte historier om deres liv, og Spøgelsesvennen fortalte Emma om de mange spændende ting, der var sket i huset gennem årene. Emma lyttede fascineret og følte sig tryg i spøgelsets selskab.
Da det blev sent, sagde Spøgelsesvennen: “Det er tid til, at du går i seng, Emma. Men du kan altid komme op og besøge mig igen, når du har lyst.”
Emma nikkede og sagde farvel til sin nye ven. Hun klatrede ned ad stigen og gik tilbage til sin seng. Da hun lagde sig under dynen, følte hun sig glad og tryg. Hun vidste, at Spøgelsesvennen fra loftet ville passe på hende og give hende gode drømme.
Fra den dag af var Emma ikke længere bange for loftet. Hun vidste, at der boede en ven deroppe, som altid ville være der for hende. Og hver aften, når hun lukkede øjnene, kunne hun næsten høre Spøgelsesvennens blide stemme, der ønskede hende godnat.
