Der var engang en dreng, der hed Danny, og han var detektiv. Han havde ikke noget skilt eller nogen hat. Men han havde en regel, som han havde lært af en gammel film: Gå den samme vej, som tingen gik.
En lørdag i maj var Danny i kolonihaven med sin farmor, Gerd. Det var en lille have med et grønt hus, et æbletræ, tomatplanter i drivhuset og en stor, sort regnvandstønde ved hjørnet af huset.
Ved femtiden ville farmor låse huset og cykle hjem. Hun stak hånden i lommen.
“Nå,” sagde hun. “Hvor er nøglen?”
Den var ikke i lommen. Den var ikke i hendes taske. Den sad ikke i døren. Det var en lille nøgle af messing på en ring sammen med et lille, rødt plastikjordbær.
“Jeg havde den her i formiddags,” sagde farmor. “Det ved jeg.”
Danny rettede sig op. “Det er en sag,” sagde han.
“Det er det vel,” sagde farmor.
“Hvad lavede du i dag? I rækkefølge.”
Farmor tænkte. “Jeg låste op. Så drak vi kaffe og saft. Så lugede jeg bedet ved hækken. Så bandt jeg tomaterne op i drivhuset. Så vandede jeg.”
“Så går vi den samme vej,” sagde Danny.
De begyndte ved døren. Ingen nøgle. De gik hen til bordet, hvor de havde drukket kaffe. Danny kiggede under bordet og under hynderne. Ingen nøgle. De gik hen til bedet ved hækken. Danny gik på knæ og kiggede mellem bladene. Han fandt en snegl og en gammel klemme. Ingen nøgle.
I drivhuset var der varmt og duftede af tomater. Danny kiggede under hylderne og i potterne. Ingen nøgle.
“Hvordan vandede du?” spurgte han.
“Med kanden,” sagde farmor. “Jeg fyldte den i regnvandstønden. Jeg dyppede den ned, mange gange.”
Danny gik hen til tønden. Den var fuld af mørkt vand. Han kunne ikke se bunden.
“Bøjede du dig ned over tønden, farmor?”
“Ja,” sagde farmor. “Man skal jo bøje sig for at nå vandet.”
“Og nøglen var i hvilken lomme?”
Farmor kiggede ned på sin cardigan. Den havde en stor lomme på brystet. Uden lynlås.
“Åh nej,” sagde hun.
Danny rullede ærmet op. Men farmor holdt ham tilbage.
“Ikke med armen,” sagde hun. “Tønden er dyb, og der kan ligge noget skarpt i bunden. Og du læner dig ikke ind over den. Hvis man falder i, kommer man ikke op igen. Det er derfor, der er låg på den, når vi ikke bruger den.”
Danny tænkte. Han kiggede på nøglen i sin egen lomme, hans hjemmenøgle. Den sad på en ring af stål.
“Farmor, har du en magnet?”
Farmor havde. Der sad en på køleskabet inde i huset, en stor, rund en, der holdt en indkøbsseddel. Danny bandt den fast i enden af et langt stykke bindegarn fra drivhuset. Nøglen var af messing, og messing hænger ikke ved en magnet. Men ringen, den sad på, var af stål.
Farmor holdt i hans trøje. Danny sænkede magneten ned i tønden. Langsomt. Han mærkede den ramme bunden. Så trak han den lidt hen ad bunden. Op. Ingenting. Ned igen. Lidt mere til højre. Op.
Og der, i enden af snoren, dinglede en lille stålring med en messingnøgle og et rødt plastikjordbær.
Farmor klappede.
“Sagen er opklaret,” sagde Danny.
“Detektiv Danny,” sagde farmor. “Du skal have løn.” Hun gav ham det sidste stykke kage fra kaffekurven.
På vejen hjem cyklede farmor foran, og nøglen lå i hendes bukselomme. Den med lynlås.
Kolonihaven ligger mørk og låst i aften, og låget er lagt på regnvandstønden. Ved siden af ligger Dannys magnet på bindegarn, klar til næste sag. Godnat, du lille detektiv.
