Der var engang en lille pige, som alle kaldte Rødhætte, fordi hun altid gik med en rød fløjlshætte, som hendes bedstemor havde syet til hende.
En morgen sagde hendes mor: “Bedstemor har ondt i halsen og ligger i sengen. Vil du gå ud til hende med en kurv? Der er en kage og en flaske hyldebærsaft i, og et tørklæde, hun kan have om halsen.”
Rødhætte ville gerne. Bedstemor boede ude i skoven, en halv times gang fra landsbyen, i et lille hus under tre store egetræer.
“Gå pænt på stien,” sagde mor. “Gå ikke ind mellem træerne, og snak ikke med nogen, du ikke kender. Gå direkte til bedstemor.”
“Det lover jeg,” sagde Rødhætte. Så gik hun.
Inde i skoven kom der en ulv ud mellem træerne. Han var stor og grå og havde en meget venlig stemme. Rødhætte vidste ikke, at ulve kan være snu.
“God morgen, Rødhætte,” sagde ulven. “Hvor skal du hen så tidligt?”
“Hen til bedstemor,” sagde Rødhætte. “Hun har ondt i halsen.”
“Og hvor bor bedstemor?”
“Under de tre store ege,” sagde Rødhætte. Lige da hun havde sagt det, kom hun i tanke om, at hun ikke skulle snakke med nogen. Men nu var det sagt.
Ulven tænkte. Han havde ikke fået morgenmad. Han kunne godt tænke sig kagen i kurven. Og måske også bedstemors smørrebrød, og hendes spegepølse i spisekammeret, og alt det andet, der var i et hus.
“Se dog alle de blomster,” sagde han. “Bedstemor ville blive glad for en buket.”
Rødhætte kiggede ind mellem træerne. Der var anemoner og violer, og længere inde var de endnu smukkere. Hun gik ind efter dem, ét skridt og så et til, og glemte stien helt.
Imens løb ulven den korte vej til bedstemors hus og bankede på.
“Hvem er det?” spurgte bedstemor fra sengen.
“Det er Rødhætte,” sagde ulven med en lys stemme. “Jeg har kage med.”
Men bedstemor havde gode ører. Det lød slet ikke som Rødhætte. Det lød som en, der havde en stor næse og mange tænder. Så hun stod stille op, listede ind i klædeskabet med sin dyne og lukkede døren efter sig.
Ulven skubbede døren op. Huset var tomt. Han kiggede under sengen. Han kiggede i spisekammeret og spiste hele spegepølsen. Så hørte han Rødhætte synge ude på stien.
Han fik en idé. Han tog bedstemors natkjole på og hendes kniplingshue, trak gardinet for og lagde sig i sengen med dynen helt op til næsen.
Rødhætte bankede på og gik ind. Der var halvmørkt i stuen.
“God morgen, bedstemor,” sagde hun.
“God morgen,” hviskede ulven hæst. “Jeg har så ondt i halsen.”
Rødhætte gik helt hen til sengen. Bedstemor så mærkelig ud.
“Bedstemor, hvor har du dog store ører,” sagde hun.
“Det er, så jeg bedre kan høre dig.”
“Bedstemor, hvor har du dog store øjne.”
“Det er, så jeg bedre kan se dig.”
“Bedstemor, hvor har du dog store hænder.”
“Det er, så jeg bedre kan holde om dig.”
“Men bedstemor, hvor har du dog en stor mund.”
“Det er, så jeg bedre kan spise…”
Men så langt nåede ulven ikke. For klædeskabsdøren fløj op, og ud kom bedstemor med sin dyne om skuldrene og sin stok i hånden.
“Ud af min seng!” råbte hun. “Og ud af mit hus!”
Lige i det samme kom jægeren forbi på stien. Han havde hørt råbet. Han stod i døren, stor og bred, med sin hund ved siden af.
Ulven sprang ud af sengen, så natkjolen flagrede, og ud ad vinduet. Han løb, så han kun var en grå streg mellem træerne, med kniplingshuen stadig på hovedet. Jægeren og hunden fulgte efter ham helt ud til den store mose, og der blev han. Ulven kom aldrig mere til de tre store ege.
Bedstemor satte sig ved bordet med tørklædet om halsen. Rødhætte skænkede hyldebærsaft, og jægeren fik det største stykke kage.
“Jeg gik ind efter blomster,” sagde Rødhætte stille. “Og jeg sagde til ulven, hvor du boede.”
“Det ved jeg,” sagde bedstemor og gav hende et knus. “Og nu sidder du her hos mig med kage.”
På vej hjem gik Rødhætte på stien hele vejen. Hun kiggede ikke engang til siden.
Bedstemor sover i sin egen seng i aften, du, med det nye tørklæde om halsen, og klædeskabsdøren står på klem, hvis hun skulle få brug for den igen. Langt ude bag mosen ligger en grå ulv og snorker med en hvid kniplingshue hængende ned over det ene øre. Godnat.
