Der var engang en lille pige, som altid bar en rød hætte, hendes bedstemor havde syet til hende. Hætten var så blød som et lammesky og så varm, at Rødhætte følte sig tryg, hver gang hun trak den over håret.
Alle i landsbyen kaldte hende Rødhætte, og det gjorde hende glad – for hun elskede farven, og hun elskede tanken om, at bedstemor havde lavet den specielt til hende.
En dag bad Rødhættes mor hende om at gå en tur gennem skoven med en kurv fyldt med lune boller, honning og en lille krukke jordbærsyltetøj. Bedstemor havde været lidt træt de sidste dage, og Rødhætte glædede sig til at besøge hende.
“Gå ad stien, min pige, og tag dig god tid,” sagde mor. “Skoven er fuld af smukke ting at se, men husk at følge vejen.”
Rødhætte nikkede og begav sig af sted. Sollyset faldt i små mønstre på stien, fuglene sang, og skovens duft gjorde hende glad.
Hun stoppede flere gange for at se på en sommerfugl, plukke en blomst eller hilse på en egernunge, der sad på en gren og nippede til en nød.
Lidt inde i skoven mødte hun en stor, flot ulv. Men i denne version af historien var ulven ikke farlig eller listig – han var blot ensom. Han havde aldrig haft en ven, for de fleste dyr blev bange, når de så hans store tænder og buskede hale.
“Hej,” sagde Rødhætte venligt. “Du ser ud som om du kunne bruge selskab. Jeg er på vej til min bedstemor.”
Ulvens øjne blev bløde. “Jeg har aldrig besøgt nogen,” sagde han forsigtigt. “Er det hyggeligt?”
“Det er meget hyggeligt!” smilede Rødhætte. “Min bedstemor laver de bedste historier og den bedste te.”
Ulv og pige gik et lille stykke sammen. Undervejs pegede Rødhætte på blomster, træer og fugle og fortalte ham alt det, hun havde lært. Ulven lyttede så opmærksomt, at hans ører næsten stod lige i vejret.
Da de nåede til en lille lysning, stoppede ulven. “Jeg går ikke længere,” sagde han. “Jeg tror, din bedstemor kan blive forskrækket, hvis jeg pludselig står i hendes dør. Men vil du hilse hende fra mig?”
“Det lover jeg,” sagde Rødhætte.
Hun gik det sidste stykke alene. Huset stod som en lille oase midt i skoven, og røgen snoede sig roligt op af skorstenen. Da hun trådte ind, sad bedstemor i en gyngestol med et tæppe over benene.
“Min lille pige,” sagde bedstemor glad. “Hvor er det dejligt at se dig.”
Rødhætte satte kurven på bordet og hjalp med at gøre teen klar. De sad længe og snakkede – om blomster, dyr og den venlige ulv, Rødhætte havde mødt. Bedstemor grinede blidt.
“Du ser altid det gode i andre,” sagde hun. “Det er en gave.”
Da solen begyndte at gå ned, kyssede Rødhætte sin bedstemor farvel og gik hjemad. Og lige før skoven sluttede, fik hun øje på ulven igen. Han sad og ventede – bare for at sikre sig, at hun kom godt hjem.
“Tak fordi du holdt mig med selskab,” sagde hun.
“Tak fordi du så mig,” svarede ulven.
Og fra den dag af havde skoven ikke længere en ensom ulv, men en ven – og Rødhætte havde lært, at verden bliver lysere, når man møder andre med venlighed.
Den nat faldt hun i søvn med sin røde hætte ved siden af hovedpuden og et varmt smil i hjertet.
