Der var engang et lille egern, der hed Flik, og han boede i en stor eg. Han var født i foråret i en kugleformet rede af kviste og mos højt oppe i en grenkløft, og nu var det tidligt efterår, og han var næsten voksen. Næsten.
Han kunne klatre. Han kunne løbe op og ned ad stammen med hovedet nedad. Han kunne balancere ud på de tyndeste grene og hænge i halen. Men én ting kunne han ikke endnu.
Han kunne ikke springe over til bøgen.
Bøgen stod lige ved siden af egen. Dens grene strakte sig hen mod egens grene, men de mødtes ikke helt. Der var et hul. Ikke stort. Et par meter. Men nedenunder var der langt til jorden.
Flik havde set sin mor gøre det hundrede gange. Hun løb ud ad den lange gren, satte af og fløj over hullet med halen udstrakt bag sig. Så landede hun på den anden side, i bøgens grene, og gyngede lidt.
På den anden side var der bog. Bog er bøgens nødder. Og i år var der masser af dem.
“I dag,” sagde hans mor. “I dag prøver du.”
De løb ud ad den lange gren sammen. Flik så ned. Langt nede lå skovbunden, brun og grøn.
“Se ikke ned,” sagde hans mor. “Se på det sted, du vil lande. Den grenkløft der. Kan du se den?”
Flik kunne se den.
“Når du springer, skal du strække halen ud bag dig. Den styrer. Og ikke springe for kort. Hellere for langt.”
“Hvad hvis jeg falder?”
“Så lander du på dine fire ben, ryster dig, og klatrer op igen. Det har jeg gjort to gange. Egern er lette. Men du falder ikke.”
Hun sprang først. Hun fløj over hullet og landede, og så vendte hun sig om og kiggede tilbage på ham.
Flik tog tilløb. Han løb ud ad grenen. Han tænkte på grenkløften. Han tænkte på halen. Han satte af.
Og så fløj han.
Det var kun et øjeblik. Men i det øjeblik var der ingenting under ham, og vinden suste i hans ører, og halen stod ud bag ham som et lille, rødt flag.
Så ramte han bøgen. Han landede ikke i grenkløften. Han landede lidt under den, på en tynd gren, der svajede vildt. Han klamrede sig fast med alle fire poter. Grenen gyngede op og ned og op og ned. Og så holdt den op.
Han sad der. Han var helt forpustet.
“Hellere for langt,” sagde hans mor og kom løbende ned til ham. “Men det var godt. Det var rigtig godt.”
Resten af eftermiddagen samlede de bog i bøgen. Flik spiste så mange, at hans mave blev rund. Han sprang tilbage til egen, da det begyndte at blive mørkt, og denne gang landede han lige i grenkløften.
Flik er tilbage i sin rede i den store eg nu, du. Han ligger sammenrullet i mosset med en mave fuld af bog, og i drømmen flyver han stadig over hullet. Med halen som et lille, rødt flag. Godnat.
