Det lille egern og den store eg

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang et lille egern ved navn Ella, som boede i en stor, frodig skov. Ella var en nysgerrig lille skabning med en busket hale og klare, glimtende øjne. Hun elskede at hoppe fra gren til gren og lege gemmeleg med sine venner.

En dag, mens Ella legede i skoven, opdagede hun en kæmpestor eg, som hun aldrig havde set før. Den stod majestætisk midt i skoven med sine grene strakt ud som arme, der omfavnede himlen. Ella blev straks fascineret af det store træ og besluttede sig for at udforske det nærmere.

Hun hoppede op på den nederste gren og begyndte at klatre opad. Jo højere hun kom, jo mere kunne hun se af skoven omkring sig. Hun kunne se sine venners små huler, den rislende bæk og de farverige blomster, der dansede i vinden.

Da Ella nåede toppen af den store eg, opdagede hun noget helt særligt. Der, i en lille fordybning i barken, lå en samling af de fineste agern, hun nogensinde havde set. De skinnede i sollyset som små skatte. Ella blev så glad, for hun vidste, at disse agern ville være perfekte til at gemme til vinteren.

Men lige da hun skulle til at samle dem op, hørte hun en dyb stemme. “Hej, lille egern,” sagde stemmen. Ella kiggede sig omkring og opdagede, at det var den store eg, der talte til hende. “Jeg ser, du har fundet mine agern. De er meget specielle for mig, for de hjælper med at sprede mine frø og skabe nye træer i skoven.”

Ella blev lidt flov og sagde: “Undskyld, jeg vidste ikke, at de var dine. Jeg ville bare have nogle til vinteren.” Den store eg lo blidt og svarede: “Det er helt i orden, lille ven. Du må gerne tage nogle af dem, men husk at efterlade nogle, så vi kan få flere træer i skoven.”

Ella nikkede ivrigt og tog forsigtigt et par agern. Hun takkede den store eg og lovede at passe godt på dem. Da hun klatrede ned igen, følte hun sig glad og taknemmelig. Hun havde ikke kun fået nogle fine agern, men også en ny ven i den store eg.

Fra den dag af besøgte Ella ofte den store eg. Hun elskede at sidde i dens grene og lytte til dens historier om skoven og alle de dyr, der boede der. Og hver gang hun tog et agern, sørgede hun for at plante et nyt, så skoven kunne blive ved med at vokse og være et hjem for mange generationer af egern.

Og sådan endte Ella og den store eg med at blive de bedste venner, der passede på hinanden og skoven omkring dem. Og når natten faldt på, og stjernerne blinkede over skoven, kunne man høre Ella hviske godnat til sin store ven, mens hun puttede sig i sin lille rede.

Skriv en kommentar