Der var engang en dreng med fregner på næsen og hul i den ene sok. Han hed Viggo, og han boede i en lille by med røde tage helt nede ved foden af en vulkan. Vulkanen havde ikke rørt sig i mere end hundrede år. Den lå bare der, stor og grøn og rund, med skyer på toppen som en hue. Folk i byen kaldte den Den Sovende Kæmpe.
Viggo havde en kat, der hed Pjuske. Pjuske havde én hvid pote og tre grå, og hun gik altid lige bag Viggos hæle, så han skulle passe på, når han vendte sig om.
En lørdag morgen pakkede Viggo sin rygsæk. En madpakke med leverpostej. En lommelygte. En varm trøje, for mor sagde, at der altid var koldere oppe på bjerget, end man troede.
“Vi går kun ad den gule sti,” sagde mor og satte en flaske vand ned i tasken. “Og I er hjemme, før gadelygterne bliver tændt.”
“Det lover jeg,” sagde Viggo.
Pjuske sagde ingenting, men hun hoppede op i rygsækken ovenpå madpakken, som om det var hendes plads.
Den gule sti snoede sig op mellem fyrretræer og store, sorte sten. Det knasede under skoene, knas, knas, og luften duftede af harpiks og varm jord. Viggo gik hurtigt. Han ville så gerne op.
Ved en lille dam halvvejs oppe lå der en sten, som pludselig stak hovedet ud.
Det var ikke en sten. Det var en skildpadde. En meget gammel skildpadde med rynker på halsen og et skjold, der var grønt af mos.
“Godmorgen,” sagde skildpadden. Det tog hende lang tid at sige det. “Jeg hedder Gunhild. Hvor skal I hen?”
“Op,” sagde Viggo. “Vi vil se, hvad der er inde i vulkanen.”
Gunhild blinkede langsomt. “Det har jeg altid haft lyst til at se,” sagde hun. “Må jeg komme med?”
Viggo kiggede på hende. Han kiggede på stien, der fortsatte op og op. Han tænkte, at hvis Gunhild skulle med, ville de aldrig nå frem. Hun gik jo med ét ben ad gangen, og hun stoppede for at snuse til hver eneste blomst.
Men hun så så glad ud ved tanken.
“Ja,” sagde han. “Det må du gerne.”
Så gik de langsomt. Meget langsomt. Først var det svært for Viggo, og han trippede og ventede og trippede igen. Men efter et stykke tid begyndte han at se ting, han aldrig havde lagt mærke til, når han løb.
Et firben, der solede sig på en sten med lukkede øjne. Et spindelvæv med dugdråber som perler på en snor. En lille sommerfugl, der var blå på den ene side og brun på den anden. Og en lyd, som kom inde fra bjerget. Et svagt, fjernt drip. Drip. Drip.
“Hører I det?” sagde Gunhild.
Det var kun fordi de gik så langsomt, at de hørte det. Lyden kom bag en busk med røde bær. Viggo bøjede grenene til side, og bag dem var der en revne i klippen. Den var lige akkurat stor nok til en dreng, en kat og en gammel skildpadde.
Viggo tændte lommelygten.
Inde i bjerget var der en hule. Den var stille og lun, som når man kommer ind i et køkken, hvor ovnen har været tændt. Væggene var fulde af små, glinsende krystaller, så det lignede, at lommelygten havde tusind søskende. Og midt i hulen var der en sø, så klar, at man kunne se helt ned til bunden, hvor små, sølvfarvede fisk svømmede rundt i ring.
Drip, sagde det fra loftet. Drip.
“Er det her inde i vulkanen?” hviskede Viggo.
“Det er her, kæmpen sover,” hviskede Gunhild tilbage. “Hun er varm om maven. Det er derfor, vandet aldrig fryser.”
De satte sig ved søen. Viggo delte sin madpakke i tre. Pjuske fik leverpostejen, og Gunhild fik et salatblad, som mor havde lagt i, uden at Viggo havde set det. Det var, som om mor havde vidst, at de ville møde en skildpadde.
Bagerst i hulen var der en åbning, hvor dagslyset kom ind. Da de kravlede derhen, kom de ud i en lille, skjult have på bjergets anden side. Der voksede bregner så store som paraplyer og blomster i farver, Viggo ikke havde navne på. Sommerfuglene sad så tæt, at blomsterne så ud til at trække vejret.
De blev der længe. Pjuske sov i solen. Gunhild spiste kløver.
Så kiggede Viggo på himlen. Den var begyndt at blive gylden i kanten.
“Vi skal hjem,” sagde han. “Jeg har lovet det.”
De gik ned ad den gule sti i samme langsomme tempo som op. Ved dammen sagde de farvel til Gunhild, og hun gled ned i vandet med et lille plop.
“Kommer du med igen næste lørdag?” spurgte Viggo.
“Hvis du går langsomt,” sagde Gunhild.
Gadelygterne var lige ved at blive tændt, da Viggo åbnede havelågen. Mor stod i døren.
Den aften lå han længe og lyttede, før han faldt i søvn. Pjuske lå ved hans fødder og spandt. Og et sted langt inde i bjerget, under krystallerne, lød det stadig, roligt og langsomt.
Drip. Drip. Drip.
Prøv at ligge helt stille og trække vejret langsomt, du, lige så langsomt som Gunhild går. Måske hører du så noget, du aldrig har hørt før. Sov godt.
