Der var engang en blækspruttefamilie, der boede i en hule mellem to store sten nede på bunden af havet.
Der var mor og de tre unger, Kringel, Sprut og Pjusk. Mor var stor og rødbrun og kunne skifte farve, så hun lignede en sten eller et stykke tang eller sandet, alt efter hvor hun sad.
Ungerne kunne det også. Næsten. Kringel blev altid lidt for rød. Sprut glemte armene, så de stod frem i en anden farve. Og Pjusk, den mindste, blev mest bare plettet.
En eftermiddag blev vandet uroligt.
Det var ikke til at se med det samme. Men tangen begyndte at svaje mere end den plejede, frem og tilbage, frem og tilbage. Små sandkorn hvirvlede op fra bunden. Fiskene svømmede væk, alle i samme retning, hurtigt.
Mor kiggede op mod overfladen. Langt deroppe var lyset blevet gråt.
“Der kommer en storm,” sagde hun. “Ind i hulen. Alle sammen.”
Ungerne svømmede ind. Hulen var ikke stor. Det var et hul mellem de to sten, med en smal åbning ud mod sandet, og der var plads til dem alle fire, hvis de lagde armene pænt sammen.
Men mor blev ved åbningen.
“Hvad laver du?” spurgte Kringel.
“Jeg bygger en dør,” sagde mor.
Hun strakte en arm ud på sandet og tog en sten. Den var flad og grå og næsten lige så stor som hende selv, men med sine sugekopper kunne hun trække den hen over bunden. Hun lagde den foran åbningen. Så tog hun en til. Og en tom muslingeskal og et stykke af en gammel flaske og en håndfuld småsten. Hun stablede det hele foran hullet, til der kun var en lille sprække tilbage, så de kunne få vand.
“Sådan gør blæksprutter,” sagde hun. “Vi bygger vores egen dør.”
Så kom stormen.
Deroppe på overfladen var bølgerne høje som huse. Hernede kunne man mærke det som et træk. Vandet skubbede frem og tilbage gennem sprækken i døren. Sandet raslede mod stenene. Tangen udenfor lagde sig fladt ned og rejste sig og lagde sig igen. Det rumlede, langt væk.
Pjusk kravlede helt ind til mor. Hun blev plettet over det hele.
“Hvorfor bliver du plettet?” spurgte Sprut.
“Fordi jeg er bange,” sagde Pjusk.
Mor lagde en arm om hende. “Det er i orden,” sagde hun. “Vi er inde. Døren holder.”
Og døren holdt. Hele natten skubbede havet til den, og hele natten lå stenene, hvor mor havde lagt dem.
Om morgenen var det stille. Mor skubbede den største sten væk, og de svømmede forsigtigt ud.
Havbunden så anderledes ud. Sandet lå i nye bølger. Tangen var viklet ind i sig selv. Og der lå ting overalt, som stormen havde flyttet. Skaller og sten og et stykke reb.
Kringel samlede en skal op. Sprut tog en sten. Pjusk fandt et lille stykke grønt glas.
“Til vores egen dør,” sagde de. “Når vi bliver store.”
Kan du se dem for dig, du? Mellem de to store sten ligger mor og hendes tre unger viklet ind i hinanden, arm i arm i arm. Udenfor står døren af sten og skaller, og foran den har Pjusk lagt sit lille stykke grønne glas, så alle kan se, at hun har været med til at bygge. Godnat.
