Der var engang en lille blæksprutte ved navn Berta, som boede dybt nede i det store, blå hav. Berta var ikke som de andre blæksprutter. Hun havde en helt særlig evne: Hun kunne lave de smukkeste kunstværker med sine magiske blækdråber.
Hver morgen, når solen sendte sine stråler ned gennem vandet, svømmede Berta ud for at finde det perfekte sted til at skabe sine kunstværker. Hun elskede at male på de store, glatte klipper, der lå på havbunden. Med sine otte arme kunne hun lave de mest fantastiske mønstre og billeder, som alle havets dyr kom for at beundre.
En dag, mens Berta var i gang med at male en stor, farverig fisk, kom hendes ven, den lille søhest Sigurd, svømmende forbi. “Hej Berta! Dine kunstværker er så smukke! Men har du nogensinde tænkt på at lave noget, der kan ses oppe fra overfladen?” spurgte Sigurd nysgerrigt.
Berta tænkte sig om. Hun havde aldrig prøvet at lave kunst, der kunne ses fra overfladen. “Det lyder spændende, Sigurd! Men hvordan skal jeg gøre det?” spurgte hun.
Sigurd smilede og sagde: “Jeg har hørt om en særlig klippe, der ligger tæt på overfladen. Hvis du maler der, vil solens stråler få dine blækdråber til at skinne, så de kan ses fra oven!”
Berta blev meget begejstret og besluttede sig for at prøve. Sammen med Sigurd svømmede hun op til den særlige klippe. Det var en lang rejse, men Berta var spændt og fuld af energi.
Da de nåede frem, kunne Berta se, at klippen var perfekt til hendes kunstværk. Hun begyndte straks at male med sine magiske blækdråber. Hun lavede store, snoede linjer og små, fine prikker, der tilsammen dannede et billede af en stor, smilende sol.
Da Berta var færdig, svømmede hun lidt tilbage for at beundre sit værk. Solens stråler ramte blækdråberne, og de begyndte at glitre og skinne i alle regnbuens farver. Det var det smukkeste kunstværk, Berta nogensinde havde lavet.
Alle havets dyr kom for at se Bertas kunstværk, og selv fuglene, der fløj over havet, kunne se det glitre i vandet. Berta var så glad og stolt over, at hendes kunst nu kunne ses af både havets og himlens beboere.
Fra den dag af blev Berta kendt som “Havets kunstner”, og hun fortsatte med at skabe magiske kunstværker, der bragte glæde til alle omkring hende. Og hver aften, når solen gik ned, svømmede Berta hjem til sin lille hule, glad og tilfreds, klar til at drømme om nye kunstværker til næste dag.
Og sådan endte endnu en dag i det store, blå hav, hvor Berta, havets kunstner, med sine magiske blækdråber skabte skønhed og glæde for alle.