Der var engang en lille mammut ved navn Milla. Hun var den mindste i hele den sneklædte dal, men hendes snabel var den mest nysgerrige. Den snusede til alt: til frosne bær, til harespor og til den kolde vind, der kom ned fra bjergene.
En morgen snusede den til noget nyt.
Nede ved den frosne bæk lå en isblok, der var større end Millas far. Solen skinnede på den, og inde i isen blinkede noget. Rødt. Grønt. Blåt. Som om nogen havde gemt en lille regnbue derinde og glemt at tage den med hjem.
“Lasse! Tilde! Kom og se!” råbte Milla.
Lasse kom tumlende med sne helt op til ørerne. Tilde kom bagefter, langsomt og forsigtigt, som hun altid gjorde.
“Det er en skat,” sagde Lasse straks. “En kæmpestor skat.”
“Eller en gammel mammut, der er faldet i søvn,” hviskede Tilde. “Og som har sovet i tusind år.”
Milla lagde hovedet på skrå. Hun ville så gerne vide det. Men isen var hård, bækken var glat, og mor havde sagt, at man aldrig måtte gå ud på isen alene.
Så hun travede hjem først.
“Mor, må jeg undersøge en isblok?”
Mor så på hende med sine rolige, brune øjne. “Det må du godt. Bliv inde ved bredden, hvor der er sne under fødderne. Og kom hjem, før det bliver mørkt.”
Tilbage ved bækken gik Milla i gang. Hun pustede varm luft gennem snablen, igen og igen, til isen blev blank og våd. Så skrabede hun forsigtigt med spidsen af sin lille stødtand. Skrab, skrab. Pust. Skrab.
Lasse ville hjælpe og pustede så hårdt, at han fik hikke. Tilde talte højt, hver gang et stykke is faldt af. “En. To. Tre …”
Ved sytten gav isen slip.
I sneen lå en sten, ikke større end et blåbær. Når lyset ramte den, kastede den små farvede pletter ud over sneen, på træerne og på de tre mammutters pels.
“Det er da ikke nogen kæmpeskat,” sagde Lasse lidt skuffet. Så smilede han. “Jo, det er. Den er bare lille.”
“Hvem skal have den?” spurgte Tilde.
Milla tænkte. Hun havde fundet stenen. Men Lasse havde pustet, og Tilde havde talt.
“Vi gemmer den sammen,” sagde hun. “Under det store grantræ. Så er den vores hemmelighed.”
Himlen var lyserød og gylden, da hun kom hjem. Hun fortalte det hele til mor og far: om isen, om Lasses hikke og om tallet sytten. Far brummede dybt, sådan som han altid gjorde, når han var stolt.
Om natten lå familien tæt sammen i læ af klippen. Millas pels var varm, og mors pels var endnu varmere. Ude i mørket lå en lille sten under et grantræ og ventede på morgenlyset.
Milla lukkede øjnene og tænkte på farverne. Rød. Grøn. Blå. Og så sov hun.
Godnat, du. Måske ligger der også en lille regnbue gemt et sted og venter på dig i morgen. Sov godt.
