Der var engang en løveunge, der hed Aksel. Han havde store poter, som han endnu ikke var vokset ind i, og han boede med sin familie i kanten af junglen, der hvor de høje træer holdt op, og græsset begyndte.
Aksel øvede sig på at brøle. Det lød mest som en hostende kat.
En aften, da himlen var ved at blive lilla, hørte han noget, han aldrig havde hørt før. Det kom inde fra junglen. Det lød næsten som en sang.
“Mor, hvad er det?” spurgte han.
Mor løftede hovedet og lyttede. “Det er junglens hemmelighed,” sagde hun. “Hvis du vil vide mere, så må du spørge dem, der synger den. Men gå kun til det store figentræ. Så kan jeg høre dig.”
Aksel luntede ind under de første træer. Det var mørkere der, og det duftede af vådt blad og moden frugt.
Ved floden stod den gamle elefant Oda og drak.
“Oda, synger du junglens hemmelighed?”
Oda løftede snablen og blæste en lang, dyb tone. Brrrruuuum. “Jeg synger den nederste del,” sagde hun. “Den, som alle de andre står på.”
Aksel gik videre. Oppe i et træ hang aben Kalle med hovedet nedad.
“Kalle, synger du junglens hemmelighed?”
Kalle klappede i hænderne og trommede på en hul gren. Tok-tok-tikke-tok. Tok-tok-tikke-tok. “Jeg holder takten,” sagde han. “Ellers falder alle ud af den.”
Aksel gik videre. På en gren sad papegøjen Pjevs og pudsede sine fjer.
“Pjevs, synger du junglens hemmelighed?”
Pjevs fløjtede. En lys, snoet melodi, der gik op og ned og op igen. “Jeg synger toppen,” sagde han. “Det er den, man husker.”
Aksel gik videre, til han nåede det store figentræ. Han satte sig ned under det.
Nede ved floden blæste Oda sin dybe tone. Brrrruuuum. Oppe i træet trommede Kalle. Tok-tok-tikke-tok. Pjevs fløjtede sin melodi over det hele. Og nu kunne Aksel høre de andre også. Frøerne, der kvækkede i små, runde stød. Cikaderne, der summede, som om luften selv sang. Flodhestene, der gryntede i vandet. Og flagermusene, der piftede så højt, at man kun lige kunne ane det.
Hver for sig var det bare lyde. Men sammen var det en sang. En lang, langsom godnatsang til hele junglen.
Aksel lyttede. Så lagde han mærke til noget. Der manglede noget i sangen. Et sted midt imellem Odas dybe tone og Pjevs’ høje fløjt var der et lille hul. Som et trin, der var faldet ud af en trappe.
Han rejste sig. Han trak vejret helt ned i maven. Og så brølede han.
Det lød som en hostende kat.
Sangen gik i stå. Frøerne tav. Kalle tabte sin gren.
Aksel ville helst gemme sig. Men så hørte han mor ude fra græsset. Hun brølede ikke højt. Hun brummede, dybt og blødt, som et brøl der var lagt i seng.
Mmmmrrrrr.
Aksel prøvede igen. Ikke højt denne gang. Blødt. Mmmrrr.
Oda blæste sin tone. Kalle fandt sin gren. Pjevs fløjtede. Frøerne kvækkede. Og lige i hullet midt i sangen passede Aksels lille brum som en brik i et puslespil.
Han brummede, til det blev helt mørkt. Så luntede han tilbage til mor og lagde sig ind mod hendes mave. Herfra kunne han stadig høre det hele. Men nu var han en del af det.
Mmmrrr, sagde han søvnigt. Mmmrr.
Godnat, du. Junglen synger stadig derude. Og hvis du lytter til lydene i dit eget hus i aften, køleskabet, der summer, vinden ved vinduet og nogen, der vasker op, så er det måske dit hjems helt egen godnatsang.
