Der var engang en lille elefantunge, der var så nysgerrig, at han hele tiden stillede spørgsmål, og dengang havde elefanter ingen snabel.
De havde bare en lille, sort næse, der var buttet og lige så stor som en støvle. Den kunne vippe lidt fra side til side, men den kunne ikke samle noget op.
Elefantungen spurgte om alting. Han spurgte sin høje tante strudsen, hvorfor hendes fjer voksede, som de gjorde. Han spurgte sin høje onkel giraffen, hvorfor hans skind havde pletter. Han spurgte sin brede tante flodhesten, hvorfor hendes øjne var røde. Og han spurgte sin lodne onkel bavianen, hvorfor meloner smagte, som de gjorde.
Men en morgen stillede han et spørgsmål, som ingen havde hørt før.
“Hvad spiser krokodillen til middag?”
Alle sagde: “Hys!” Og så gik de deres vej og lod som om, de ikke havde hørt det.
Elefantungen gik hen til Kolokolo-fuglen, der sad midt i en tornebusk.
“Hvad spiser krokodillen til middag?” spurgte han.
“Gå ned til bredden af den store, grågrønne, fedtede Limpopo-flod,” sagde Kolokolo-fuglen. “Den, der er omgivet af feber-træer. Så finder du ud af det.”
Næste morgen pakkede elefantungen hundrede pund bananer, de små røde, og hundrede pund sukkerrør, de lange lilla, og sytten meloner, de grønne, sprøde. Og så gik han af sted. Han spiste meloner hele vejen og smed skrællerne, for han kunne ikke samle dem op igen.
Til sidst kom han til bredden af den store, grågrønne, fedtede Limpopo-flod. Han havde aldrig set en krokodille før. Så han vidste ikke, hvordan den så ud.
Han mødte en stor slange, der lå viklet om en sten. Det var den tofarvede pytonslange.
“Undskyld,” sagde elefantungen høfligt. “Har du set en krokodille her omkring?”
“Om jeg har,” sagde slangen. “Hvad vil du med den?”
“Jeg vil spørge, hvad den spiser til middag.”
Slangen kiggede på ham med sine kloge øjne og sagde ingenting.
Elefantungen gik videre langs bredden. Han trådte på noget, han troede var en træstamme. Men det var krokodillen. Den blinkede med det ene øje.
“Kom nærmere, lille ven,” sagde krokodillen. “Hvorfor spørger du om sådan noget?”
“Undskyld,” sagde elefantungen. “Men har du set en krokodille?”
“Det er mig,” sagde krokodillen. Og den græd nogle krokodilletårer for at vise, at den var en rigtig krokodille. “Kom tættere på, så skal jeg hviske det til dig.”
Elefantungen bøjede sit hoved helt ned til krokodillens mund. Og krokodillen snappede ham i den lille næse. Klap.
“Jeg tror,” sagde krokodillen gennem tænderne, “at jeg vil drille dig lidt i dag.”
“Slip mig!” sagde elefantungen gennem næsen. “Det gør nas!”
Han satte sig på bagbenene og trak. Og krokodillen trak den anden vej. Og næsen begyndte at strække sig. Elefantungen spændte sine fire ben i jorden og trak og trak. Og krokodillen piskede vandet med halen og trak og trak. Og næsen blev længere og længere.
Så kom den tofarvede pytonslange hen over bredden. Den viklede sig om elefantungens bagben.
“Hold fast,” sagde den. “Træk med!”
Elefantungen trak. Slangen trak. Krokodillen trak. Og til sidst gav krokodillen slip med et plask, så den røg tilbage i Limpopo-floden og blev sur.
Elefantungen sad på bredden. Hans næse var nu så lang, at den nåede helt ned til jorden. Den hang og dinglede foran ham.
“Tak,” sagde han til slangen. Så pakkede han sin næse ind i kølige bananblade og hængte den ned i floden, så den kunne skrumpe igen.
Han ventede i tre dage. Næsen skrumpede ikke.
Så kom der en flue og satte sig på hans skulder. Uden at tænke over det løftede elefantungen sin lange næse og slog fluen væk.
“Det kunne du ikke før,” sagde slangen.
Elefantungen blev sulten. Han rakte sin lange næse ud, tog en håndfuld græs, bankede jorden af det mod sine ben og puttede det i munden.
“Det kunne du heller ikke før,” sagde slangen.
Solen var varm. Elefantungen stak næsen ned i floden, sugede den fuld af mudder og sprøjtede en kølig mudderhat op på sit hoved.
“Det kunne du heller ikke før,” sagde slangen. “Det er en snabel.”
Elefantungen gik hjem igen, og han var meget glad for sin snabel. Han plukkede frugter fra de høje træer. Han sprøjtede vand på sig selv. Hans tanter og onkler syntes, det var så smart, at de alle sammen gik ned til den store, grågrønne, fedtede Limpopo-flod for at få en snabel hos krokodillen. Og derfor har alle elefanter en snabel i dag.
Elefantungen sover i nat, du, med sin lange snabel krøllet sammen under hagen som en lille hængekøje. Og nede ved Limpopo-floden ligger krokodillen og kigger på stjernerne og spekulerer på, hvad den skal spise til middag i morgen. Godnat.
