Der var engang en lille, grå fugl, der hed nattergalen, og den sang smukkere end nogen anden fugl i hele verden.
Den boede i skoven ved kejserens have i Kina. Kejserens slot var det fineste i verden, lavet af fint porcelæn, så skrøbeligt, at man skulle passe på, hvor man rørte. I haven voksede de mest forunderlige blomster, og på de fineste af dem hang der små sølvklokker, der klingede, så ingen kunne gå forbi uden at lægge mærke til dem. Haven var så stor, at gartneren ikke selv vidste, hvor den endte. Gik man langt nok, kom man ind i en dejlig skov med høje træer og dybe søer, og skoven gik helt ned til havet.
Her, i et træ ved vandet, boede nattergalen. Den sang så smukt, at selv den fattige fisker, der satte sine net om natten, holdt op med at arbejde og lyttede.
Rejsende fra hele verden kom for at se kejserens by og slot og have. Men når de hørte nattergalen, sagde de alle sammen: “Det er dog det allerbedste.” Og de skrev bøger om den, når de kom hjem.
En af bøgerne kom til kejseren selv. Han sad i sin guldstol og læste og nikkede. Så kom han til den linje: “Men nattergalen er det allerbedste af det hele.”
“Hvad?” sagde kejseren. “Nattergalen? Den kender jeg slet ikke! Er der sådan en fugl i mit kejserrige, ja, i min egen have?”
Han kaldte på sin kavaler. Kavaleren var så fornem, at når nogen af lavere stand talte til ham, svarede han bare “P!”, og det betyder ingenting. Han havde aldrig hørt om nattergalen. Han løb op og ned ad alle trapper og gennem alle sale, og halvdelen af hoffet løb med. Til sidst fandt de en lille, fattig pige i køkkenet.
“Nattergalen?” sagde hun. “Den kender jeg godt. Hver aften, når jeg går hjem til min syge mor ved stranden, hviler jeg mig i skoven. Så hører jeg den synge. Det er, som om min mor kysser mig.”
Hun førte dem ud i skoven. En ko brølede. “Der er den!” sagde hofmændene. “Nej, det er en ko,” sagde pigen. Frøerne kvækkede i søen. “Der er den!” “Nej, det er frøer.” Så sang nattergalen.
“Der er den,” sagde pigen og pegede på en lille, grå fugl oppe i grenene.
“Er det muligt?” sagde kavaleren. “Den ser så simpel ud.”
Nattergalen kom med til slottet. Den sang for kejseren, og kejseren blev så rørt, at tårerne løb ned ad hans kinder. Han ville give den en guldtøffel om halsen, men nattergalen takkede nej. “Jeg har set tårer i kejserens øjne,” sagde den. “Det er mig den største skat.”
Nu skulle nattergalen bo på slottet. Den havde sit eget bur og fik lov at gå ud to gange om dagen og en gang om natten, med tolv tjenere, der holdt i silkebånd om dens ben. Det var ikke ret sjovt.
En dag kom der en stor pakke fra kejseren af Japan. Indeni lå en kunstig nattergal af guld og sølv og diamanter. Når man trak den op, sang den en af de rigtige nattergals sange og vippede med halen. Alle syntes, den var vidunderlig. Den sang den samme sang treogtredive gange uden at blive træt.
Mens alle kiggede på den kunstige fugl, fløj den rigtige nattergal ud ad det åbne vindue og hjem til sin grønne skov. Ingen lagde mærke til det.
Den kunstige fugl sang i et år. Så en aften sagde det “svup” inde i den. Noget sprang. Hjulene snurrede, og så var musikken stille. Urmageren kunne reparere den, men den måtte kun spille en gang om året.
Fem år senere blev kejseren syg. Han lå i sin store seng, bleg og kold, og han kunne ikke sove. Om natten lå han og kiggede på månen.
“Musik!” hviskede han. “Syng, du lille guldfugl!”
Men der var ingen til at trække den op, og så sang den ikke.
Da lød der pludselig den skønneste sang uden for vinduet. Det var den lille, levende nattergal. Den havde hørt, at kejseren var syg, og den var kommet for at synge trøst og håb for ham. Den sang om den stille have, hvor de hvide roser gror, og hvor hyldetræet dufter. Og mens den sang, blev kejseren varmere og varmere. Kinderne fik farve. Han faldt i en dyb, sund søvn.
Næste morgen vågnede han frisk og rask.
“Tak,” sagde han. “Du skal blive hos mig for altid.”
“Jeg kan ikke bo på et slot,” sagde nattergalen. “Men jeg kommer, når jeg selv vil. Om aftenen sætter jeg mig på grenen ved dit vindue og synger for dig. Jeg synger om dem, der er glade, og om dem, der er triste. Og jeg fortæller dig om den lille fisker og den fattige pige i køkkenet. Men du må love mig én ting: Fortæl ikke nogen, at du har en lille fugl, der fortæller dig alting.”
Så fløj den. Og da tjenerne kom ind for at se til den syge kejser, stod han oppe og sagde: “Godmorgen!”
Ude i skoven ved havet sidder en lille, grå fugl på en gren i aften, du, og synger for den fattige fisker og for den lille pige på vej hjem. Lyt efter, når det bliver stille. Måske synger den også for dig. Godnat.
