Der var engang en lille kanin, der hed Peter, og han havde tre søstre, der hed Flopsy, Mopsy og Bomulds-hale.
De boede sammen med deres mor i en sandbanke under rødderne af et meget stort grantræ. En morgen tog mor kanin sin kurv og sin paraply.
“I må gerne gå ud på marken eller ned ad stien,” sagde hun. “Men I må ikke gå ind i hr. McGregors have. Han kan ikke lide kaniner i sine bede. Løb nu, og lad være med at lave ballade. Jeg går ud for at handle.”
Flopsy, Mopsy og Bomulds-hale var søde, små kaniner. De gik ned ad stien for at plukke brombær.
Men Peter, som var meget uartig, løb lige hen til hr. McGregors have og maste sig ind under lågen.
Først spiste han noget salat. Så spiste han nogle bønner. Så spiste han nogle radiser. Og så, da han havde ondt i maven af alt for mange radiser, gik han ud for at finde noget persille.
Men rundt om hjørnet af agurkebedet stod hr. McGregor. Han lå på knæ og plantede kål. Han sprang op og løb efter Peter med en rive i hånden og råbte: “Stop, tyveknægt!”
Peter blev så forskrækket. Han løb rundt i hele haven, for han havde glemt, hvor lågen var. Han tabte den ene sko mellem kålhovederne og den anden mellem kartoflerne. Uden sko løb han på alle fire og meget hurtigere.
Så løb han ind i et stikkelsbærnet. De store messingknapper på hans fine, nye, blå jakke satte sig fast i nettet. Peter troede, at han aldrig kom fri, og han græd store tårer. Nogle venlige gråspurve fløj ned til ham og bad ham om at prøve igen.
Hr. McGregor kom med en si, som han ville sætte over Peter. Men Peter vred sig ud af jakken i sidste øjeblik og løb ind i redskabsskuret. Der hoppede han ned i en vandkande.
Det ville have været et fint skjulested, hvis der ikke havde været så meget vand i den.
Hr. McGregor ledte under hver eneste urtepotte i skuret. Så nøs Peter. “Atjuu!” Hr. McGregor var efter ham med det samme. Men Peter sprang ud ad vinduet og væltede tre potter med planter. Vinduet var for lille til hr. McGregor, og han var træt af at løbe. Han gik tilbage til sit arbejde.
Peter satte sig ned for at hvile sig. Han var forpustet og rystede af kulde, og han var våd helt ind til skindet fra vandkanden. Han vidste ikke, hvilken vej han skulle gå.
Han fandt en dør i en mur. Den var låst, og der var ikke plads til en lille, tyk kanin under den. En gammel mus løb ud og ind over dørtrinnet med ærter og bønner til sin familie. Peter spurgte den om vej til lågen. Men musen havde en så stor ært i munden, at den ikke kunne svare. Den rystede bare på hovedet.
Peter gik over til en dam, hvor en hvid kat sad og kiggede på guldfiskene. Katten sad helt stille. Men nu og da vippede halespidsen, som om den levede for sig selv. Peter syntes, det var bedst at gå uden om den.
Så kom han hen til en trillebør og kravlede op på den for at se sig omkring. Og dér, lige på den anden side af løgbedet, var lågen!
Hr. McGregor stod med ryggen til og lugede. Peter sprang ned og løb, så hurtigt han kunne, langs med solbærbuskene. Hr. McGregor fik øje på ham ved hjørnet, men Peter var hurtigst. Han smuttede ind under lågen og var endelig ude i sikkerhed i skoven.
Hr. McGregor hængte den lille, blå jakke og de små sko op på et kosteskaft i haven. Der blev de til et fugleskræmsel, som skræmte solsortene.
Peter løb hele vejen hjem til det store grantræ uden at se sig tilbage. Han var så træt, at han faldt om på det bløde sand på gulvet i kaninhulen og lukkede øjnene.
Hans mor stod og lavede mad. Hun undrede sig over, hvad han havde gjort af sit tøj. Det var den anden lille jakke og det andet par sko, Peter havde tabt på fjorten dage.
Peter havde ikke ret meget appetit den aften. Hans mor puttede ham i seng og lavede kamillete til ham. “En spiseskefuld før sengetid,” sagde hun.
Men Flopsy, Mopsy og Bomulds-hale fik brød og mælk og brombær til aftensmad.
Peter ligger i sin seng under det store grantræ i aften, du, med varm kamillete i maven og lidt ondt i maven af alle de radiser. Ude i hr. McGregors have står et fugleskræmsel i en lille, blå jakke og vinker til månen. I morgen holder Peter sig nok til marken. Godnat.
