Langt ude på en grøn eng, hvor blomsterne duftede, og sommerfuglene dansede i luften, vogtede en lille hyrdedreng sin fåreflok. Han elskede at lege og finde på sjov, men nogle gange blev dagen lidt lang, når fårene bare gumlede og ikke lavede noget spændende.
En dag, mens solen skinnede varmt, fik drengen en idé. Han tog en dyb indånding og råbte alt, hvad han kunne:
“Ulven kommer! Ulven kommer!”
Nede i landsbyen hørte folk råbet. De greb deres river og koste og løb op ad bakken for at hjælpe.
Men da de kom frem, sad hyrdedrengen bare og grinede.
“Haha! Der er ingen ulv! Jeg ville bare se, hvor hurtigt I kunne løbe!”
Bønderne rystede på hovedet. “Det må du ikke spøge med, lille ven,” sagde en gammel mand. “En dag kan ulven virkelig komme.”
Men drengen grinede bare og vinkede farvel, mens folk gik tilbage til deres arbejde.
Dagen efter begyndte drengen at kede sig igen. Han tænkte på, hvor sjovt det havde været at se alle komme løbende.
Så han tog en dyb indånding og råbte endnu højere:
“Ulven kommer! Ulven kommer!”
Endnu en gang greb landsbyboerne deres redskaber og skyndte sig op ad bakken.
Men igen sad drengen bare og lo. “I løb endnu hurtigere denne gang!”
Nu blev bønderne sure. “Vi kan ikke løbe herop hver gang, du vil lave sjov!” sagde en kvinde.
De gik tilbage, og drengen følte sig lidt tom indeni, selvom han havde grinet.
Den næste morgen, lige som solen var ved at stå op, hørte drengen en mærkelig lyd fra skovkanten.
Knæk… knæk…
Han kiggede op – og fik øje på to gule øjne, der stirrede på ham.
Det var en rigtig ulv! Og den listede sig langsomt frem mod fårene!
Drengen sprang op og råbte alt, hvad han kunne:
“ULVEN KOMMER! ULVEN KOMMER! HJÆLP!”
Men nede i landsbyen rystede folk på hovedet.
“Det er bare hans leg igen,” sagde en mand.
“Vi løber ikke op denne gang,” sagde en anden.
Drengen råbte igen og igen, men ingen kom.
Drengen vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han kunne ikke stoppe ulven alene!
Men så huskede han noget: Folk hjælper dem, de kan stole på.
Så i stedet for at råbe videre, løb han alt hvad han kunne ned til byen. Hans ansigt var alvorligt, og han hev efter vejret.
“Ulven… Jeg løj før, men denne gang er det rigtigt! Hjælp mig, vær sød!”
Landsbyboerne kiggede på hinanden. De kunne se, at han mente det denne gang.
Uden at tøve greb de deres redskaber og fulgte med ham op på bakken. Sammen jagede de ulven væk, og de reddede fårene.
Den aften sad drengen ved bålet og kiggede skamfuldt ned.
“Jeg troede, det var sjovt at lave sjov, men nu ved jeg, at sandheden er vigtigere,” sagde han stille.
En gammel mand nikkede. “Hvis man lyver for sjov, vil ingen tro på én, når det virkelig gælder.”
Fra den dag af passede drengen sine får uden at råbe falsk alarm. Og når han en sjælden gang fortalte en historie, var det altid en sand én – for han vidste, at det var sådan, man fik folk til at lytte.
Snip snap snude, nu sover alle trygt derude.
