Der var engang en hyrdedreng, der hed Kresten, og han passede landsbyens får oppe på bakken.
Det var et vigtigt arbejde. Det sagde alle. Men det var også et meget langsomt arbejde. Fårene gik rundt og gumlede græs. Så gumlede de lidt mere. En sommerfugl fløj forbi. Et får brægede. Og det var det.
Før han gik derop den første dag, havde den gamle Poul fra smedjen sagt til ham:
“Hvis ulven kommer, råber du, så højt du kan. Så kommer vi alle sammen. Men du råber kun, hvis den er der.”
En formiddag kedede Kresten sig så meget, at han ikke kunne holde det ud. Så stillede han sig op på en sten og råbte:
“Ulven kommer! Ulven kommer!”
Nede i landsbyen smed folk alt, hvad de havde i hænderne. De greb river og koste og grydelåg og løb op ad bakken, alt hvad de kunne. Og der sad Kresten på stenen og grinede.
“Der er ingen ulv,” sagde han. “Jeg ville bare se, hvor hurtigt I kunne løbe.”
Folk stod og pustede. Poul kiggede længe på ham. Så gik de ned igen uden at sige noget.
Dagen efter kedede han sig igen. Og han gjorde det igen. Og igen kom de løbende, endnu hurtigere. Og igen sad han og grinede.
Denne gang blev de sure. “Vi har kartofler, der skal tages op,” sagde en kone. “Vi kan ikke løbe herop hver gang, du keder dig.”
Næste morgen, tidligt, mens duggen stadig lå på græsset, hørte Kresten en kvist knække ude i skovkanten. Han kiggede op. To gule øjne kiggede tilbage. En grå, mager ulv stod mellem træerne og kiggede på fårene.
“Ulven kommer!” råbte Kresten. “Ulven kommer! Det er rigtigt nu!”
Nede i landsbyen løftede folk hovedet. Så rystede de på det og gik videre med kartoflerne.
Kresten råbte igen. Ingen kom.
Så løb han. Han løb ned ad bakken, så hurtigt hans ben kunne bære ham, lige ind i smedjen, hvor Poul stod ved ambolten.
“Den er der,” sagde han. Han kunne næsten ikke få vejret. “Jeg lyver ikke. Jeg lovede at råbe, når den var der. Den er der nu.”
Poul kiggede på ham. Han kunne se, at han mente det. Han tog to store grydelåg ned fra væggen og gav Kresten det ene.
Så løb de op ad bakken sammen, og efter dem kom hele landsbyen, med river og koste og spande. De larmede, så det kunne høres helt over til nabobyen. Ulven kiggede på dem. Så vendte den om og travede ind i skoven, med halen lige ud bag sig, og den kom ikke igen den sommer.
Fårene stod i en klump midt på bakken. Kresten talte dem. Alle var der.
Om aftenen sad han ved bålet i landsbyen. Der var ingen, der skældte ud. Poul rakte ham bare en skål suppe og satte sig ved siden af ham.
“I morgen,” sagde Kresten, “råber jeg kun, hvis den er der.”
“Det ved jeg,” sagde Poul.
Oppe på bakken ligger fårene og sover i en tæt, uldhvid klump under stjernerne, du, og nede i landsbyen hænger to bulede grydelåg igen på væggen i smedjen. Kresten skal op til fårene i morgen tidlig, og i lommen har han et bredt græsstrå, for Poul har vist ham, hvordan man fløjter på det, når dagen bliver lang. Godnat.
