Der var engang tre bukke, der alle sammen hed Bukke Bruse, og de skulle op til fjeldet for at blive fede.
Der var den lille Bukke Bruse, den mellemste Bukke Bruse og den store Bukke Bruse. På deres side af elven havde de gnavet græsset helt ned til jorden. Men på den anden side, oppe på fjeldet, var græsset højt og grønt og fuldt af kløver.
For at komme derop skulle de over en bro. Og under broen boede en trold. Han havde øjne så store som suppeskåle, en næse, der var længere end en gulerod, og mos i ørerne, og han kunne ikke lide, at nogen gik over hans bro.
Først kom den lille Bukke Bruse.
Trip, trap, trip, trap, sagde det på broen.
“Hvem er det, der tripper på min bro?” brølede trolden nedefra.
“Det er bare mig, den lille Bukke Bruse,” sagde den lille buk med en ganske tynd stemme. “Jeg skal op på fjeldet og blive fed.”
“Nej, du skal ej,” sagde trolden. “Nu kommer jeg op og jager dig ned i elven.”
“Åh nej,” sagde den lille buk. “Jeg er så lille. Vent til den mellemste Bukke Bruse kommer. Han er meget større.”
“Nå, så smut med dig,” sagde trolden.
Lidt efter kom den mellemste Bukke Bruse.
Tripp, trapp, tripp, trapp, sagde det på broen.
“Hvem er det, der tramper på min bro?”
“Det er mig, den mellemste Bukke Bruse,” sagde bukken, og hans stemme var ikke så tynd. “Jeg skal op på fjeldet og blive fed.”
“Nej, du skal ej. Nu kommer jeg op og jager dig ned i elven.”
“Åh nej, vent hellere på den store Bukke Bruse. Han er meget, meget større.”
“Nå, så smut med dig.”
Og så kom den store Bukke Bruse.
TRIPP, TRAPP, TRIPP, TRAPP, sagde det på broen. Den var så tung, at broen knagede og knirkede under ham.
“HVEM ER DET, DER TRAMPER PÅ MIN BRO?”
“DET ER MIG. DEN STORE BUKKE BRUSE,” sagde bukken med en grov, grov stemme.
“Nu kommer jeg op og jager dig ned i elven!” brølede trolden og kravlede op over rækværket.
“Kom du bare,” sagde den store Bukke Bruse. “Jeg har to store horn og fire hårde klove.”
Og så sænkede han hovedet og løb.
Han stangede trolden, så han fløj ud over rækværket i en stor bue og landede med et kæmpe plask midt i elven. Strømmen tog ham med, rundt og rundt, ned ad elven, forbi to sving og en mølle, til han kravlede op på en sandbanke langt nede i dalen. Der sad han og pustede og vred vand ud af skægget. Han gik aldrig tilbage til broen. Han fandt en hule nede i dalen i stedet, hvor ingen kom forbi og trippede, og han lærte at holde af stilheden.
Så gik den store Bukke Bruse op på fjeldet. Og der spiste de tre bukke græs og kløver, til de var så fede, at de næsten ikke kunne gå hjem igen.
Og snip, snap, snude, så er historien ude.
Hvem tror du, der ligger i midten, du? Det gør den lille Bukke Bruse, mæt og rund, mellem sine to brødre i det høje græs oppe på fjeldet. Nede ved elven står broen helt stille i måneskinnet, og når vinden får plankerne til at knage, er der ingen, der brøler. Godnat.
