Der var engang en honningkagemand, der løb sin vej, lige så snart han kom ud af ovnen.
Det var en gammel kone, der havde bagt ham. Hun boede i et lille hus ved landevejen med sin gamle mand, og en morgen fik hun lyst til at bage noget særligt. Hun rørte en dej af honning, ingefær, kanel og nelliker, rullede den ud og skar en lille mand ud. Han fik rosiner til øjne, en glaseret mund og tre knapper af kandiseret kirsebær ned ad maven. Så kom han i ovnen.
Huset duftede af jul, selvom det var forår.
Da konen åbnede ovnlågen, satte honningkagemanden sig op på bagepladen. Han kiggede på hende med sine rosinøjne. Så sprang han ned på gulvet og løb ud ad døren.
“Stop! Stop!” råbte konen. Den gamle mand kom ud fra haven med en rive.
Men honningkagemanden vendte sig om og råbte:
“Løb, løb, så hurtigt I kan! I fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!”
Og han løb ud på landevejen. Konen og manden løb efter ham, men de var gamle, og han var helt ny. Snart kunne de kun se en lille, brun prik langt nede ad vejen.
Ved gården stod en ko og tyggede drøv.
“Muh,” sagde koen. “Du dufter dejligt. Stop lige lidt.”
Men honningkagemanden løb bare videre og råbte:
“Jeg er løbet fra en gammel kone og en gammel mand, og jeg kan også løbe fra dig, så hurtigt jeg kan! Løb, løb, så hurtigt du kan! Du fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!”
Koen travede efter ham. Men hun kunne ikke følge med.
På marken arbejdede en hest.
“Vrinsk,” sagde hesten. “Du ser lækker ud. Stop lige lidt.”
“Jeg er løbet fra en gammel kone, en gammel mand og en ko, og jeg kan også løbe fra dig! Løb, løb, så hurtigt du kan! Du fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!”
Hesten galoperede efter ham. Men honningkagemanden smuttede ind under et hegn, og hesten måtte standse.
Ved høstakken sad nogle bønder og spiste frokost.
“Kom her, lille ven,” sagde de. “Du kan blive vores dessert.”
“Jeg er løbet fra en gammel kone, en gammel mand, en ko og en hest, og jeg kan også løbe fra jer! Løb, løb, så hurtigt I kan! I fanger mig ikke, jeg er honningkagemand!”
Bønderne løb efter ham med hver deres madpakke i hånden. Men han var for hurtig.
Til sidst kom honningkagemanden til en å. Den var bred og brun, og han kunne ikke svømme. Honningkager og vand er ikke gode venner. De bliver bløde og klistrede.
Ved bredden sad en ræv. Den havde en flot, rød pels og meget hvide tænder.
“Goddag,” sagde ræven blødt. “Du ser ud, som om du gerne vil over åen.”
“Det vil jeg,” sagde honningkagemanden. “De er efter mig alle sammen.”
“Hop op på min hale,” sagde ræven. “Så svømmer jeg dig over.”
Honningkagemanden hoppede op på rævens hale. Ræven svømmede ud i vandet.
“Du bliver våd,” sagde ræven efter et stykke tid. “Hop op på min ryg.”
Honningkagemanden hoppede op på ryggen.
“Du bliver stadig våd,” sagde ræven. “Hop op på min næse.”
Honningkagemanden kiggede på rævens næse. Lige bag den var der en meget stor mund med meget hvide tænder. Og han tænkte, at det måske var lige lovligt tæt.
Lige da kom de forbi en stor, flad sten midt i åen. Honningkagemanden sprang. Han sprang fra rævens ryg op på stenen, og fra stenen op på en hængende pilegren, og hen ad grenen hele vejen ind til den anden bred, uden at få så meget som en dråbe på sig.
“Tak for turen,” råbte han til ræven.
Ræven sad i vandet og blinkede.
På den anden side af åen lå en bagerbutik. Ved døren stod en lille pige og en lille dreng og kiggede på honningkagemanden med store øjne.
“Du er alt for fin til at spise,” sagde pigen.
“Det synes jeg også,” sagde honningkagemanden.
Så de bandt et rødt bånd om ham og hængte ham op i butiksvinduet, hvor han kunne se hele landevejen. Og hver gang den gamle kone kom forbi for at købe brød, vinkede han til hende. Hun vinkede tilbage og bagte aldrig mere honningkagemænd, der kunne løbe. Kun nogle, der kunne vinke.
Honningkagemanden hænger i bagerens vindue i nat, du, i sit røde bånd og kigger ud på den mørke landevej med sine rosinøjne, og nede ved åen ligger ræven i sin hule med halen over næsen og drømmer om en kage, der var lidt for hurtig til ham. Godnat.
