Der var engang en leopard, der boede på den store, gule slette i Afrika, og dengang havde han slet ingen pletter.
Det var for meget, meget længe siden, i begyndelsen af alting. Sletten var sandfarvet og gul og brun, så langt øjet rakte. Græsset var gult. Stenene var gule. Selv buskene var gule. Og alle dyrene, der boede der, var også gule og sandfarvede. Giraffen var gul. Zebraen var gul. Antilopen var gul. Og leoparden var den gulligste af dem alle, gul som en kat, der har ligget for længe i solen.
Leoparden og hans gode ven, den gamle bavian, kunne bedst lide at lege skjul. Og på den gule slette var leoparden god til det. Han lagde sig bare ned i det gule græs, og så kunne ingen se ham. Han sprang op foran giraffen og råbte: “Fundet!” Og han sprang op foran zebraen og råbte: “Bøh!”
Giraffen og zebraen var ved at være godt trætte af det.
“Vi kan aldrig gemme os for ham,” sagde zebraen.
“Lad os flytte,” sagde giraffen. “Ind i skoven.”
Så flyttede de. Ind i den store, mørke skov, hvor solen kun faldt ned gennem bladene i små pletter og striber. Der stod de i lang, lang tid, i lys og skygge. Og efterhånden, mens de stod der, skete der noget. Giraffen fik pletter, store og brune, ligesom skyggerne af bladene. Zebraen fik striber, sorte og hvide, ligesom skyggerne af grenene. Og når de stod stille mellem træerne, kunne man næsten ikke se dem.
Leoparden ventede på sletten. Ingen kom forbi. Han gabte. Han kedede sig.
“Hvor er de alle sammen blevet af?” spurgte han bavianen.
“De er gået ind i skoven,” sagde bavianen, som var den klogeste på hele sletten. “Og de har skiftet farve. Det burde du også.”
Leoparden og bavianen gik ind i skoven. Det var mørkt og lyst på samme tid, fuldt af pletter og striber. Leoparden kunne lugte giraffen. Han kunne høre zebraen. Men han kunne ikke se dem.
“Hvor er I?” råbte han.
“Her!” fnisede zebraen lige ved siden af ham. Leoparden drejede hovedet. Han så bare striber af lys og skygge.
“Det er ikke fair,” sagde leoparden. “Nu kan jeg ikke finde jer. Men I kan finde mig. Jeg lyser jo helt gult op herinde.”
Giraffen trådte frem fra skyggerne og smilede. “Så må du også have et mønster,” sagde hun.
Bavianen havde gået og spist modne, sorte bær. Fingerspidserne var helt sorte og klistrede af bærsaft.
“Stå stille,” sagde han til leoparden.
Så satte bavianen sine fem fingerspidser sammen og trykkede dem ned i leopardens pels. Én gang. Og så igen. Og så igen, over det hele. Hvor han trykkede, kom der små sorte mærker, fem og fem i en lille klynge. Over ryggen, over siderne, ned ad benene og helt ud på halen.
Leoparden kiggede på sig selv. “Pletter,” sagde han.
“Rosetter,” sagde bavianen. “Det er finere.”
Leoparden gik ind under træerne og lagde sig på en gren. Solen faldt ned gennem bladene, og pletterne i hans pels blandede sig med skyggerne. Giraffen kiggede efter ham og kunne ikke se ham. Zebraen kiggede efter ham og kunne ikke se ham.
“Hvor er han blevet af?” sagde zebraen.
“Her!” sagde leoparden og hoppede ned. Og så lo de alle sammen.
Siden den dag har giraffen haft pletter, zebraen haft striber og leoparden haft små sorte klynger af fingeraftryk over hele pelsen. Hvis du ser godt efter på et billede af en leopard, kan du se det. Fem små prikker, der sidder tæt sammen, ligesom når en bavian trykker sine fingre i pelsen.
Oppe på en gren i skoven sover leoparden i nat, du, med sine pletter, der ligner skygger. Og nede mellem træerne sover giraffen og zebraen, og ingen kan se dem. I morgen skal de lege skjul igen, og nu kan alle gemme sig lige godt. Godnat.
