Der var engang en lille enhjørning, der hed Iben. Hun var lysegrå med en hvid manke, hun boede i en dal med en flod og et vandfald, og hun ville gå over en regnbue.
Hun havde set dem mange gange. Når det regnede, og solen kom frem bagefter, stod der en regnbue over dalen. Den spændte over hele dalen, fra bakke til bakke, som en bro. Rød og orange og gul og grøn og blå og lilla.
“En dag går jeg over den,” sagde hun.
En eftermiddag i maj regnede det, og så kom solen. Og der var den. Den var så klar, at man kunne se den helt ned til jorden. Den ene ende stod i engen lige på den anden side af floden.
Iben løb.
Hun sprang over floden på stenene. Hun galopperede gennem engen. Regnbuen stod derude foran hende, stor og klar.
Men da hun kom derhen, hvor den havde stået, var den der ikke. Den stod længere væk. Ude ved skoven.
Hun løb til skoven. Regnbuen stod bag skoven nu.
Hun stoppede og pustede. Regnbuen var lige så langt væk som før.
“Den flytter sig,” sagde hun.
“Det gør den,” sagde en stemme.
Det var den gamle skildpadde Krum. Han lå på en sten i solen og tørrede sig efter regnen.
“Hvorfor flytter den sig?” sagde Iben.
“Fordi den ikke er derude,” sagde Krum. “Ikke rigtigt. Den er lavet af sollys og regndråber. Solen skinner bag dig og ind i dråberne foran dig, og så ser du farverne. Men når du flytter dig, flytter den sig med dig. Den er altid lige så langt væk.”
Iben kiggede på regnbuen. Den hang der stadig. Så smuk.
“Så kan man aldrig gå over den?”
Krum tænkte langsomt, som skildpadder gør. “Man kan ikke gå over den,” sagde han. “Men man kan gå ind i den.”
“Hvordan?”
“Gå til vandfaldet,” sagde Krum. “Når solen står lavt om eftermiddagen.”
Iben løb hele vejen tilbage gennem dalen til vandfaldet. Det var højt og hvidt og bruste ned over klippen, og i bunden af det stod der en tåge af små, fine dråber, der blæste ud over vandet.
Hun stillede sig på stenene ved siden af det, med solen i ryggen. Og der, i tågen foran hende, var der en regnbue.
Den var lille. Ikke en stor bro over hele himlen. En lille bue, lige foran hende, i dråberne fra vandfaldet. Og den var så tæt på, at den næsten rørte hendes mule.
Iben tog et skridt frem. Ind i tågen. Dråberne lagde sig på hendes manke, kolde og fine.
Og regnbuen lå hen over hende. Rød på den ene side af hornet. Lilla på den anden. Hun stod midt i den.
Hun stod der, til solen gik bag bjerget, og regnbuen falmede og forsvandt. Hun var gennemblødt. Hendes manke dryppede.
Den aften fortalte hun Krum det.
“Jeg gik ikke over den,” sagde hun. “Men jeg stod i den.”
“Det er bedre,” sagde Krum. “Over en regnbue er der jo bare himmel.”
Iben lagde sig i græsset ved floden. Hun kunne stadig høre vandfaldet bruse langt borte.
Du har også en regnbue, der kun er din, du. Ingen andre ser præcis den samme. Når solen kommer frem efter regn i morgen, kan du kigge efter den. Nu er det nat. Sov godt.
