Den magiske regnbuebro

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille enhjørning ved navn Luna, som boede i en fortryllet skov fyldt med glitrende stjerner og duftende blomster. Luna var ikke som de andre enhjørninger, for hun havde en særlig evne: hun kunne se regnbuer, som ingen andre kunne se. Hver gang det regnede, og solen skinnede, kunne Luna se en magisk regnbuebro, der strakte sig over himlen.

En dag, mens Luna legede med sine venner i skoven, opdagede hun en særlig lysende regnbuebro, der var mere farverig end nogen, hun nogensinde havde set før. Luna blev nysgerrig og besluttede sig for at følge regnbuebroen for at se, hvor den førte hen.

Hun galopperede hen over de bløde, grønne enge og sprang over små bække, mens regnbuebroen glitrede over hende. Da Luna nåede til broens begyndelse, mødte hun en venlig gammel skildpadde ved navn Tilly. “Hej Luna,” sagde Tilly med en varm stemme. “Denne regnbuebro fører til et magisk sted, hvor enhjørningernes drømme går i opfyldelse.”

Luna blev meget spændt og spurgte, “Må jeg krydse broen, Tilly?” Skildpadden nikkede og sagde, “Men husk, Luna, du skal tro på dig selv og være modig, for kun da vil broen føre dig til dine drømme.”

Med et hjerte fyldt med mod begyndte Luna at gå over regnbuebroen. Farverne dansede omkring hende, og hun følte sig let som en fjer. Da hun nåede midten af broen, blev hun mødt af en blid brise, der hviskede hemmeligheder om stjernerne og månen.

Pludselig dukkede en stor, gylden dør op foran hende. Luna tog en dyb indånding og skubbede døren op. Bag døren fandt hun en vidunderlig have fyldt med enhjørninger, der legede og lo. Der var en stor sø, hvor regnbuens farver spejlede sig i vandet, og blomsterne sang blide melodier.

Enhjørningerne i haven bød Luna velkommen med åbne hjerter. De fortalte hende, at hun kunne blive der så længe, hun ønskede, og at hun altid kunne vende tilbage, når hun havde brug for at finde modet i sit hjerte.

Luna tilbragte dagen med at lege og udforske den magiske have. Da solen begyndte at gå ned, vidste hun, at det var tid til at vende hjem. Hun sagde farvel til sine nye venner og lovede at komme tilbage en dag.

Da Luna krydsede regnbuebroen tilbage til sin egen verden, følte hun sig stærkere og mere modig end nogensinde før. Hun vidste nu, at uanset hvad der skete, kunne hun altid finde styrken i sig selv ved at huske den magiske regnbuebro og de venner, hun havde mødt.

Og fra den dag af, hver gang Luna så en regnbue, smilede hun, for hun vidste, at hendes drømme altid var inden for rækkevidde, så længe hun troede på sig selv.

Og sådan endte Luna’s eventyr for denne gang, men hun vidste, at der altid ventede nye eventyr lige rundt om hjørnet.

Skriv en kommentar