Der var engang en lilje, der stod i mormors have. Den var høj og hvid, med store blomster, der lignede trompeter, og den duftede så stærkt, at man kunne lugte den helt ude ved lågen.
Juno havde lagt mærke til noget mærkeligt ved den. Om dagen duftede den lidt. Men om aftenen, når det blev mørkt, duftede den meget mere.
“Hvorfor gør den det?” spurgte hun mormor.
“Fordi den venter på en ven,” sagde mormor. “En ven, der kun kommer om natten. Vil du se?”
Så en lun aften i juli, da Juno havde fået nattøj på og børstet tænder, gik hun og mormor ud i haven igen. De satte sig på bænken lige ved siden af liljen. Mormor havde en lommelygte med, men hun tændte den ikke.
Det blev mørkere. Fuglene holdt op med at synge. Liljens hvide blomster lyste svagt i mørket, og duften lå tung og sød over hele haven.
Og så kom vennen.
Først hørte Juno den. En lille, dyb summen, som en meget lille helikopter. Så så hun den. Den var stor, næsten som en lille fugl, og den stod helt stille i luften foran en af liljens blomster. Dens vinger gik så hurtigt, at man ikke kunne se dem. De var bare en sløret sky.
Så rullede den en lang, tynd snabel ud. Den var længere end hele dens krop. Og den stak den ind i blomsten, dybt ned i trompeten, mens den blev hængende i luften.
“Det er en sværmer,” hviskede mormor. “En natsværmer. Det er en slags sommerfugl, der flyver om natten.”
“Den drikker,” hviskede Juno.
“Den drikker nektar. Og når den gør det, får den støv fra blomsten på sig. Det bærer den over til den næste lilje. Så kan liljerne få frø. Derfor dufter liljen om natten. Så sværmeren kan finde den i mørket.”
Sværmeren fløj fra den ene blomst til den næste. Den blev hængende ved hver. Så summede den op over hækken og var væk.
Juno sad længe og ventede. Den kom ikke igen den aften.
Men næste aften gjorde den.
Liljen står i mørket i mormors have nu, du, og dufter så stærkt, den kan. Et sted ude i natten summer en sværmer, som kan lugte den. Godnat.
