Der var engang en smuk lilje, der stod i en solrig eng omgivet af mange andre blomster. Liljen var kendt for sine strålende hvide kronblade, der glimtede i sollyset som små stjerner. Men selvom liljen var smuk, følte den sig ofte ensom. Den ønskede sig en ven, som den kunne dele sine dage med.
En dag, mens liljen svajede blidt i vinden, landede en farverig sommerfugl på dens blad. Sommerfuglen havde vinger i alle regnbuens farver, og den så ud til at danse, når den fløj fra blomst til blomst. “Hej,” sagde sommerfuglen med en blid stemme. “Jeg hedder Sofie. Hvad hedder du?”
“Jeg hedder Lilli,” svarede liljen glad. “Det er dejligt at møde dig, Sofie. Jeg har set dig flyve rundt her på engen, og jeg har altid ønsket at tale med dig.”
Sofie lo og flaksede med sine vinger. “Jeg elsker at flyve rundt og besøge alle blomsterne. Men jeg har aldrig set en blomst så smuk som dig, Lilli. Må jeg blive din ven?”
Lilli blev meget glad. “Ja, selvfølgelig! Jeg har altid ønsket mig en ven som dig, der kan fortælle mig om verden udenfor engen.”
Fra den dag af blev Lilli og Sofie de bedste venner. Sofie besøgte Lilli hver dag og fortalte hende om de eventyr, hun havde oplevet. Hun fortalte om de høje bjerge, de dybe skove og de klare søer, hun havde set. Lilli lyttede med store øjne og drømte om alle de vidunderlige steder.
En dag, mens de snakkede, begyndte det at regne. Store, tunge dråber faldt fra himlen, og Sofie blev våd og kold. “Åh nej,” sagde Sofie bekymret. “Jeg kan ikke flyve i regnen. Hvad skal jeg gøre?”
Lilli tænkte hurtigt. “Du kan gemme dig under mine kronblade, indtil regnen stopper,” foreslog hun. “Jeg vil beskytte dig.”
Sofie krøb ind under Lillis kronblade, og liljen bøjede sig forsigtigt for at skærme sin ven mod regnen. Sammen ventede de, mens regnen trommede blidt mod jorden.
Da regnen endelig stoppede, kom solen frem igen, og en smuk regnbue strakte sig over himlen. Sofie fløj ud fra sit skjul og takkede Lilli. “Du er en sand ven, Lilli. Du har ikke kun givet mig ly, men også vist mig, hvad ægte venskab er.”
Lilli smilede og svarede: “Og du har givet mig glæden ved at have en ven. Jeg er så glad for, at vi har hinanden.”
Fra den dag af var Lilli og Sofie uadskillelige. De delte mange flere eventyr og oplevelser sammen, og hver dag blev deres venskab stærkere. Og selvom Lilli aldrig kunne forlade engen, vidste hun, at hun havde en ven, der bragte hele verden til hende.
Og sådan sluttede dagen altid godt for Lilli og Sofie, med solnedgangen som deres vidne og en ny dag fuld af eventyr i vente.