Der var engang en pige, der hed Rakel. Hun var otte år, og hun var på ferie på Bornholm med sin mor i et lille hus lige ved en strand. Men det var ikke en sandstrand. Det var en stenstrand, hvor der lå millioner af runde sten i alle farver: grå, røde, sorte og nogle næsten hvide med striber.
Den første aften kunne Rakel ikke sove. Vinduet stod åbent, og der kom en lyd ind fra stranden. Den var ikke som bølger, hun kendte. Den var anderledes.
“Mor,” sagde hun. “Havet synger.”
Mor kom ind og lyttede. “Det gør det vist,” sagde hun. “Skal vi gå ned og se hvordan?”
De tog jakker og sko på over nattøjet. Mor tog en lommelygte med, og Rakel holdt hende i hånden hele vejen ned ad den lille sti. Det var stadig lidt lyst over vandet, sådan blåt og stille.
Nede ved stranden satte de sig på en stor, flad klippe et godt stykke fra vandkanten.
“Lyt nu,” sagde mor.
En bølge kom ind. Den løb op over stenene med en blød brusen. Det var ikke det mærkelige. Det mærkelige kom, da bølgen trak sig tilbage igen.
Klik-klik-klikke-klik-sssssk.
Det lød som tusind små klapper. Som når nogen ryster en pose med kugler. Som regn på et blikbord, men blødere.
“Hvad er det?” hviskede Rakel.
“Det er stenene,” sagde mor. “Når bølgen trækker sig tilbage, tager den stenene med et lille stykke. De ruller over hinanden og slår mod hinanden. Hver eneste lille sten siger klik.”
Ny bølge. Brusen. Og så igen, på vej ud: klik-klik-klikke-klikke-sssk.
Rakel lyttede. Det var aldrig helt det samme. Nogle gange var det mange klik og hurtigt. Nogle gange få og langsomt. Når en stor bølge kom, var det næsten som klapsalver.
“Hvor længe har de gjort det?” spurgte hun.
“Altid,” sagde mor. “Det er derfor, de er så runde. De har rullet rundt og sagt klik i tusinder af år, og hver gang bliver de en lillebitte smule glattere.”
Rakel tog en sten op, der lå ved hendes fod. Den var grå, med en hvid stribe hele vejen rundt, og helt glat. Hun holdt den op mod øret, ligesom man gør med en konkylie. Den sagde ingenting. Den skulle være sammen med de andre for at synge.
Så hun lagde den tilbage.
De sad lidt endnu. Det var blevet helt mørkt over vandet nu, og der var en enkelt lygte langt ude, fra en båd. Mor tændte lommelygten, og de gik op ad stien igen, hånd i hånd.
Rakel kravlede i seng. Vinduet stod stadig åbent.
Brusen. Klik-klik-klikke-sssk. Brusen. Klik-klik-sssk.
Hun faldt i søvn, før hun nåede at tælle til tyve bølger.
Lyt efter, du. Brusen, når bølgen kommer. Klik og sssk, når den går. Langt væk på en stenstrand bliver millioner af sten lidt rundere i nat, mens du sover. Godnat.
