Der var engang en mus, der hed Snip. Hun boede i en landsby ved foden af et gammelt bjerg, som alle vidste var en vulkan, men som ikke havde gjort noget i så lang tid, at folk havde glemt at være bange for den. Snip boede i et hul i bagerens væg og havde to bedste venner: katten Kira, der aldrig spiste mus, og hunden Bølle, der var meget stor og meget bange for torden.
En morgen sad de tre på bagerens trappe og spiste krummer, da Snip pludselig holdt op med at tygge.
“Kan I mærke det?” sagde hun.
“Mærke hvad?” sagde Bølle.
Snip lagde begge poter på trappestenen. Den summede. Ikke meget. Bare en lille, fin dirren, som når en vaskemaskine centrifugerer i et andet hus.
Kira lagde også poterne på stenen. Hendes ører fløj op. “Det kommer nede fra,” sagde hun.
Bølle lagde hele maven på stenen. Hans øjne blev store. “Jeg kan ikke lide det,” sagde han.
Ingen af menneskerne havde lagt mærke til noget. Bageren bagte. Børnene legede. Postbuddet cyklede forbi og fløjtede.
“Dyr kan mærke ting før mennesker,” sagde Kira. “Det har min mormor sagt.”
“Hvad gør vi så?” spurgte Bølle.
Snip kiggede op på vulkanen. Fra toppen steg der en lille, grå røgsøjle, så tynd at man let kunne tro, det var en sky.
“Vi går ikke derop,” sagde hun. “Det er det første. Ingen går derop.”
“Godt,” sagde Bølle lettet.
“Det andet er, at menneskerne skal vide det. Men de forstår ikke, hvad vi siger.”
De tænkte. Kira slikkede sin pote. Bølle klødede sig bag øret. Snip snusede.
“De forstår godt, når I gør noget, I aldrig plejer at gøre,” sagde hun så.
Og så gik de i gang.
Kira løb ind i borgmesterens have og satte sig midt på hans køkkenbord. Det havde hun aldrig gjort før. Hun miavede så højt, at borgmesteren tabte sin kaffe. Og hver gang han prøvede at løfte hende ned, sprang hun hen til vinduet og stirrede op mod bjerget.
Bølle stillede sig midt på torvet og gøede. Bølle gøede aldrig. Alle i byen vidste det. Han var den mest stille hund i hele landsbyen. Men nu stod han der med snuden mod vulkanen og gøede og gøede, så alle stak hovederne ud af vinduerne.
Og Snip løb til skolen. Hun pilede lige hen over gulvet i klasseværelset, op ad bordbenet og over på lærerens kateder, hvor hun satte sig på det store kort over egnen. Lige på bjerget.
Læreren stirrede på hende. Børnene stirrede på hende.
“Hun peger,” hviskede en dreng i forreste række.
Læreren kiggede ud ad vinduet. Op mod bjerget. Og nu, hvor hun så efter, var røgsøjlen blevet lidt tykkere.
Borgmesteren kom løbende med kaffe på skjorten. Bageren kom med mel på hænderne. Læreren kom med Snip i lommen. Og på torvet stod Bølle stadig og gøede.
“Vi ringer til vulkanfolkene,” sagde borgmesteren. “Dem, der måler på bjerget.”
Det gjorde de. Og vulkanfolkene målte. Og om eftermiddagen kom de kørende i en bil med mange antenner.
“Den er ved at vågne,” sagde de. “Ikke i dag. Måske ikke i morgen. Men alle skal over på den anden side af floden, til den har lagt sig til at sove igen.”
Så pakkede landsbyen. Ingen løb. Ingen skubbede. Alle hjalp hinanden, og den gamle dame fra nummer syv fik lov at sidde i bagerens trækvogn. Børnene gik to og to og holdt i hånd. Snip sad i lærerens lomme. Kira sad på borgmesterens skulder. Og Bølle gik forrest, for han kendte vejen over broen bedre end nogen.
På bakken på den anden side af floden slog de telte op. Bageren bagte boller på et bål. Og ved nattetid, da de alle sad tæt sammen og så over mod bjerget, kom det.
BUMMMM.
En lille sky af gnister røg op fra toppen af vulkanen og drev ud over himlen som et fyrværkeri, der var faldet i søvn. Lidt glødende sten trillede ned ad den side, hvor ingen boede. Så blev det stille igen.
Ingen var kommet noget til.
Den nat sov Bølle med hovedet i borgmesterens skød. Kira sov på bagerens hat. Og Snip sov i lærerens lomme, i en rede af lommetørklæde, og drømte, at trappestenen summede.
Men det gjorde den ikke. Den var helt stille.
Godnat, du. Kan du mærke, at din seng står helt stille? Det er den bedste slags stille. Sov godt.
