Blækspruttens regnbueblæk

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille blæksprutte ved navn Bella, som boede dybt nede i det store, blå hav. Bella var ikke som de andre blæksprutter. Hun havde en helt særlig evne: Hun kunne lave regnbueblæk! Når hun svømmede rundt, efterlod hun et spor af smukke farver, der glitrede i vandet som en regnbue.

Alle de andre havdyr elskede Bellas regnbueblæk. Fiskene svømmede igennem det og blev dækket af små, farverige prikker, mens søstjernerne dansede rundt i de farverige skyer. Selv de gamle havskildpadder, der normalt var meget rolige, kunne ikke lade være med at smile, når de så Bellas kunstværker.

Men en dag blev Bella bekymret. Hun havde hørt, at der var en stor storm på vej, og hun var bange for, at den ville ødelægge hendes smukke regnbueblæk. Hun svømmede hen til sin bedste ven, en klog gammel krabbe ved navn Krabbe-Karl, for at få råd.

“Åh, Krabbe-Karl,” sagde Bella, “hvad skal jeg gøre? Jeg er bange for, at stormen vil vaske alle mine farver væk.”

Krabbe-Karl kløede sig på sin skæggede hage og tænkte sig om. “Bella, du skal ikke være bange,” sagde han med en rolig stemme. “Storme kan være stærke, men de kan ikke tage dine farver fra dig. De bor inde i dig, og du kan altid lave nye regnbuer, når stormen er ovre.”

Bella blev lidt beroliget af Krabbe-Karls ord, men hun var stadig nervøs. Da stormen kom, gemte hun sig i en lille hule sammen med sine venner. Vinden hylede, og bølgerne brusede, men Bella holdt fast i Krabbe-Karls ord.

Da stormen endelig var ovre, svømmede Bella forsigtigt ud af hulen. Havet var roligt igen, men det så lidt gråt og trist ud. Bella tog en dyb indånding og begyndte at lave sit regnbueblæk. Farverne spredte sig hurtigt i vandet, og snart var havet fyldt med liv og glæde igen.

Alle havdyrene jublede og svømmede rundt i Bellas smukke farver. Selv solen kiggede ned gennem vandet og sendte sine stråler for at lege med regnbuerne. Bella smilede og indså, at Krabbe-Karl havde haft ret. Hendes farver kunne aldrig forsvinde, så længe hun troede på sig selv.

Fra den dag af var Bella ikke længere bange for stormene. Hun vidste, at uanset hvad der skete, kunne hun altid bringe farverne tilbage til havet. Og hver gang hun gjorde det, blev havet et endnu smukkere sted at være.

Og sådan endte historien om Bella, den lille blæksprutte med det magiske regnbueblæk, der lærte at tro på sig selv og sine evner. Godnat og drøm sødt, små eventyrere!

Skriv en kommentar