Der var engang en lille blæksprutte, der hed Tusch. Hun boede mellem stenene i en tangskov ved kysten, hun var brun og lille og havde otte arme, og hun skammede sig over sit blæk.
Alle andre blæksprutter havde mørkt blæk. Når de blev bange, sprøjtede de en sort sky ud i vandet, og mens fjenden ikke kunne se noget, svømmede de væk og gemte sig.
Tuschs blæk var ikke sort. Det var alle farver.
Første gang det skete, var hun lille, og en krabbe havde knebet hende i armen. Hun blev bange og sprøjtede. Og ud kom en sky i alle regnbuens farver, i store, bløde krøller, der hang i vandet og glimtede.
Krabben stirrede. Alle fiskene stirrede. Og Tusch svømmede ind under en sten og blev der resten af dagen.
“Det dur jo ikke,” sagde hun til sin mor. “Blæk skal skjule en. Mit blæk gør bare, at alle kigger.”
Mor kunne ikke svare. Hun havde aldrig set noget lignende.
Så prøvede Tusch at holde op med at blive bange. Det er svært, når man er en lille blæksprutte. Hun gemte sig, før hun blev bange. Hun holdt sig tæt på stenene. Hun sprøjtede aldrig.
Så kom torsken.
Det var en stor torsk, grå og grøn, med en mund, der kunne sluge en blæksprutte på én gang. Den svømmede langsomt gennem tangskoven, og den kiggede ind mellem alle stenene.
Tusch så den for sent. Hun var ude på åben sandbund, langt fra sin sten. Torsken så hende. Den vendte sig og svømmede mod hende.
Tusch blev bange.
Det gik for hurtigt til, at hun kunne stoppe det. Hun sprøjtede.
En kæmpe regnbuesky væltede ud af hende, større end nogensinde før. Den hang i vandet lige foran torsken, i bløde krøller, og den havde form som en lille blæksprutte med otte arme. Rød og grøn og blå og gul.
Torsken stoppede. Den stirrede på regnbueblæksprutten.
Og så bed den i den.
Den bed i en sky af farver. Den bed igen. Den svømmede rundt om den og bed fra den anden side. Det var den mest interessante blæksprutte, den nogensinde havde set. Den glemte alt andet.
Og mens torsken var optaget af den, lagde den rigtige Tusch sig fladt ned på sandbunden, blev lige så brun som sandet og gled langsomt, langsomt baglæns ind under en sten.
Torsken bed i farverne, til der ikke var mere tilbage. Så kiggede den rundt. Der var ingen blæksprutte. Kun sand og sten.
Den svømmede videre.
Tusch blev under stenen, til hendes hjerte holdt op med at banke. Så svømmede hun hjem.
“Mor,” sagde hun. “Jeg ved, hvad mit blæk er til.”
“Hvad?”
“Det skal ikke skjule mig,” sagde Tusch. “Det skal være så flot, at ingen gider kigge efter mig.”
Mor tænkte over det. Så lo hun, så hendes arme krøllede sig.
Den nat sov Tusch under sin sten, brun og stille som sandet. Uden for stenen hang der stadig nogle små, røde og blå krøller i vandet, langsomt opløst af strømmen.
Ude i tangskoven sover en lille blæksprutte nu, du, brun og flad og godt gemt. Hendes farver driver stille væk med strømmen. Der er ingen torsk i aften. Godnat.
