Der var engang en ung kanin, der hed Langøre, og hun havde aldrig været vågen ved midnat.
Hun boede med sin familie i et hul under en hyldebusk i kanten af en lille skov. Kaniner går mest ud i skumringen og ved daggry for at spise græs. Midt om natten, når det er allermørkest, holder de små kaniner sig nede i hullet og sover.
Langøres bedstemor sagde, at skoven sang ved midnat.
“Det er ikke fuglene,” sagde hun. “De sover. Det er en enkelt fugl. Den synger mest om natten, og mest i maj. Og den synger smukkere end nogen anden i hele skoven.”
“Hvorfor synger den om natten?” spurgte Langøre.
“Fordi så kan alle høre den,” sagde bedstemor. “Om natten er der ingen andre, der larmer.”
Langøre ville høre den. Hun bad om lov i flere aftener. Til sidst sagde mor ja.
“Men kun lige uden for hullet,” sagde hun. “Du går ikke ud på engen. Du sidder under hyldebusken, helt stille, med ørerne oppe. Og hvis du hører noget, du ikke kender, så hopper du ned i hullet med det samme.”
Det var en aften sidst i maj. Langøre kravlede op af hullet og satte sig under hyldebusken. Det var mørkt, men ikke helt. Månen skinnede gennem bladene, og hyldeblomsterne lyste hvide over hendes hoved og duftede sødt.
Hun ventede.
Først var der stille. Så hørte hun en ugle et sted langt væk. Så en lille raslen i bladene, der bare var en mus. Så vinden i toppen af træerne.
Og så begyndte den.
Det kom fra en tæt busk ved bækken. Først nogle lange, langsomme toner, der steg op, som om nogen spurgte om noget. Så en hurtig, klukkende række, som en lille bæk. Så nogle høje, klare fløjt. Så et sært, dybt pjuk-pjuk-pjuk. Og så de lange, langsomme toner igen.
Den holdt aldrig op. Den skiftede og skiftede. Det var aldrig helt den samme sang to gange.
Langøre sad helt stille under hyldebusken med ørerne lige op. Hun turde næsten ikke trække vejret.
Bedstemor var kommet op af hullet bag hende uden en lyd. Hun satte sig ved siden af.
“Nattergalen,” hviskede hun.
“Hvordan ser den ud?” hviskede Langøre.
“Brun,” sagde bedstemor. “Helt almindelig. Lidt større end en spurv. Man ville aldrig kigge på den to gange, hvis den ikke sang.”
De sad og lyttede, til månen var gået bag træerne. Nattergalen sang hele tiden.
Til sidst sagde bedstemor: “Kom.” Og de hoppede ned i hullet sammen.
Nede i hullet under hyldebusken ligger Langøre i nat, du, med næsen mod bedstemors pels. Det er helt mørkt dernede. Men oppe ved bækken sidder en lille, brun fugl i en busk og synger stadig, og hvis man spidser sine lange ører, kan man høre den helt herned. Godnat.
