Der var engang en lille skov, der lå gemt mellem høje bjerge og dybe dale. Skoven var fyldt med de mest vidunderlige træer, der strakte deres grene mod himlen som om de ville kramme stjernerne. Om dagen var skoven fyldt med liv og glade lyde fra fugle, der sang deres smukkeste melodier, og egern, der legede tagfat mellem grenene.
Men når natten faldt på, og månen kastede sit sølvlys over skovbunden, skete der noget magisk. Skoven begyndte at synge sin egen sang. Det var en sang, der kun kunne høres ved midnatstid, når alt var stille og roligt. Det var en sang, der fortalte om skovens hemmeligheder og drømme.
En aften, da månen var fuld og stjernerne blinkede som små diamanter på himlen, besluttede den lille kanin, Lilli, at hun ville høre skovens sang. Hun havde hørt de ældre dyr tale om den, men hun havde aldrig selv oplevet det. Så da klokken nærmede sig midnat, listede Lilli ud af sin lune hule og hoppede forsigtigt gennem skoven.
Skoven var stille, men ikke på en skræmmende måde. Det var som om, den holdt vejret i forventning. Lilli satte sig ved foden af et gammelt egetræ og lyttede. Først hørte hun kun vinden, der hviskede blidt gennem bladene. Men så, lidt efter lidt, begyndte skovens sang at fylde luften.
Det var en blid melodi, der svævede mellem træerne som en usynlig tåge. Lilli kunne høre lyden af rislende vand fra den lille bæk, der snoede sig gennem skoven. Hun kunne høre uglemor, der sang en vuggevise til sine unger, og lyden af græshopper, der spillede på deres små violiner.
Lilli lukkede øjnene og lod sig opsluge af skovens sang. Hun følte sig tryg og glad, som om hun var en del af noget større. Hun vidste, at skoven passede på hende, og at hun altid ville have et hjem her.
Da sangen langsomt svandt ind, og natten blev stille igen, åbnede Lilli øjnene. Hun følte sig fyldt med en varm glæde og en dyb ro. Hun vidste, at hun havde oplevet noget helt særligt, noget hun ville huske for evigt.
Med et lille smil på læben hoppede Lilli tilbage til sin hule. Hun krøb ind i sin bløde seng af mos og lukkede øjnene. Skovens sang ved midnatstid havde fyldt hendes hjerte med lykke, og hun faldt i søvn med en følelse af fred.
Og sådan endte endnu en nat i den lille skov, hvor skovens sang ved midnatstid bragte glæde og ro til alle, der lyttede. Godnat, lille Lilli, og godnat til alle skovens venner.