Der var engang en dreng, der hed Mateo, og han boede i junglen. Ikke i et træ, sådan som jungledrenge gør i bøgerne, men i et lille hus med bølgeblikstag i kanten af regnskoven i Venezuela, hvor bjergene er grønne helt op til toppen.
Han boede der med sin bedstefar og en grøn papegøje, der hed Fjeder. Fjeder kunne sige tre ord: “Mateo”, “mad” og “nej”. Det sidste sagde hun mest.
Bedstefar havde vist Mateo alt i junglen. Hvilke frugter man kunne spise. Hvilke myrer man skulle gå udenom. Hvordan man hørte på fuglene, om der kom regn. Men der var et sted, han aldrig havde vist ham.
Længere oppe ad floden, hvor stien blev stejl, var der en sort åbning i klippen. En hule. Og hver aften, lige når det blev mørkt, kom der lyde ud af den. Skrig og klik og skrattende hvin, som om noget derinde var vågnet og skændtes.
“Hvad er der derinde?” havde Mateo spurgt mange gange.
“Når du er stor nok, viser jeg dig det,” sagde bedstefar hver gang.
En dag, da Mateo var blevet syv, kom bedstefar ud med to pandelamper og et langt reb.
“I aften er du stor nok,” sagde han.
De gik op ad stien om eftermiddagen. Fjeder sad på Mateos skulder og sagde “nej” hele vejen. Ved hulen satte bedstefar sig på en sten og lagde reglerne frem, én efter én, mens han bandt rebet om livet.
“Man går aldrig ind i en hule alene,” sagde han. “Aldrig. Heller ikke når man er voksen. Du holder fast i rebet hele tiden. Du går bag mig, ikke foran. Og vi går kun så langt ind, at vi stadig kan se åbningen, hvis vi vender os om.”
Mateo nikkede. Han tog fat i rebet.
“Og så skal vi være stille,” sagde bedstefar. “De sover.”
“Hvem?”
“Det skal du se.”
De tændte pandelamperne og gik ind. Det var køligt derinde, og det dryppede fra loftet. Gulvet var blødt og fuldt af små, hårde frø, der knasede under støvlerne. Der lugtede sødt og lidt surt, som frugt, der har ligget for længe.
Bedstefar standsede og pegede op med lyset.
Oppe under loftet, på smalle hylder i klippen, sad der fugle. Mange fugle. Hundredvis. De var brune med små hvide prikker, og de havde krogede næb og store, mørke øjne, der lyste rødt i lampens skær. Nogle af dem sad på reder, der lignede små tårne af tørret frugtmos.
“Fedtfugle,” hviskede bedstefar. “De findes kun i den nordlige del af Sydamerika. Om dagen sover de i hulen. Om natten flyver de ud og spiser frugt fra palmerne. Alle de frø på gulvet har de taget med hjem i maven.”
Så rørte en af fuglene på sig. Og en til. Udenfor var det ved at blive mørkt.
Pludselig fyldtes hulen af lyden. Klik, klik, klik. Det var et hurtigt, tørt klik, som når man knipser med fingrene.
“Hvorfor klikker de?” hviskede Mateo.
“Fordi der er bælgmørkt herinde,” sagde bedstefar. “Længere inde, hvor lyset aldrig kommer, kan selv de store øjne ikke se noget. Så klikker de og lytter efter ekkoet fra væggene. Så ved de, hvor væggene er. Ligesom flagermus.”
Mateo prøvede at klikke med tungen. Det lød ikke helt rigtigt. Fjeder prøvede også. Det lød slet ikke rigtigt.
Så lettede den første fugl. Den fløj lige hen over deres hoveder, så Mateo kunne mærke vingesuset i håret, og ud gennem åbningen. Så en til. Så ti. Så hundrede. Hulen var fuld af vinger og klik og skrig, og bedstefar trak Mateo ind til væggen, og de stod helt stille, mens fuglene strømmede ud forbi dem. Fjeder gemte hovedet under hans hage.
Til sidst var der stille. Kun dryppet fra loftet.
De gik ud. Det var blevet aften. Over junglen, i det blå lys, kunne de se fedtfuglene flyve i en lang stribe hen mod palmerne i dalen.
“Nu ved du det,” sagde bedstefar og viklede rebet op. “Det er dem, der larmer om aftenen.”
“De skændes ikke,” sagde Mateo. “De klikker for at finde vej.”
“Ja,” sagde bedstefar. “Og nu skal vi også finde vej. Hjem.”
De gik ned ad stien med pandelamperne tændt. Fjeder var helt stille. Hun sagde ikke engang “nej”.
Hjemme i det lille hus med bølgeblikstaget klikker Mateo med tungen op mod loftet, du, og lytter, om der kommer et ekko. Fjeder sover på sin pind med det ene ben trukket op. Og oppe ved floden flyver fedtfuglene fra palme til palme i mørket og finder vej med lyd. Godnat.
